Finanskrisen klarer tilsyneladende, hvad hverken byplanlæggere eller færdselsbetjente har været i stand til: At løsne en smule op for Moskvas trafikale forstoppelse.

Indbyggerne i den russiske hovedstad har de seneste år måtte vænne sig til at den ydre ringvej har forvandlet sig til en 100 kilometer lang trafikprop, hvor man snildt kan nå at stige ud og få en smøg, før myldretidstrafikken hoster sig endnu et par udsigtsløse meter frem. Selv besøgende i byen har – enten de ville eller ej – måtte stifte bekendtskab med ordet “probka” (пробка), når de på tredje time sad i taxaen på vej mod lufthavnen og et fly, de ligeså godt kunne have aflyst.

Men hjælpen er på vej. Den økonomise nedtur kan nu ikke kun aflæses på arbejdsløshedsstatistikken, men også direkte på Moskvas gader og stræder. Efter årevis med stadigt flere og større biler på gaderne, går det nu den anden vej, rapporterer newsmsk.

“I slutningen af januar og begyndelsen af februar er antallet af biler på vejene 10-20 procent mindre end i januar sidste år,” siger trafikanalytikeren Vladislav Borodin fra Yandex.probki, der driver et af de meste brugte digitale kort over trafikpropperne.

På enkelte strækninger er det endda 30-40 procent nedgang i trafikken, selvom der er flere biler i byen nu end for et år siden, melder trafikforskeren.

Ifølge trafikforskeren skyldes det ikke et pludseligt anfald af grøn samvittighed, men derimod den økonomiske afmatning. Således er også antallet af passagerer i byens marsjrutkaer (minibusser) er faldet markant, ligesom antallet af metropassagerer er faldet med 200.000 den seneste måned, oplyser en talsmand for metroen.

Østbloggen har dog endnu ikke kunnet iagttage nogen tilsvarende stigning i andelen af cyklister, der fortsat er nogenlunde på niveau med antallet af rumfærger og luftpudebiler på vejene.