Hvem bliver patriark i stedet for patriarken? Det spørgsmål har optaget mange kloge hoveder på det seneste. Det drejer sig trods alt om overhovedet for den russisk-ortodokse kirke – det nærmeste russerne kommer på en pave. Sent tirsdag aften blev det så afgjort. Metropolit Kirill, der på forhånd var favorit, blev vinder med 508 stemmer mod 169 til nummer to metropolit Kliment. Det kan man læse mere om her.

Altsammen har det fået massiv omtale i aviserne og på tv de seneste uger. Derfor havde Deres blogskribent da også forventet, at det ville blive et folkeligt tilløbsstykke. Det plejer de kirkelige højtider at blive. Da Johannes Døberens hånd (et vigtigt relikvie) var på besøg i Moskva for et par år siden, stod folk i kø i over et døgn for at komme indenfor i Kristi Frelser-katedralen. Da den tidligere patriark, Aleksej 2. døde i december, var der om muligt endnu flere, der ventede i silende regn for at sige farvel til den populære kirkeleder.

Men sådan gik det ikke denne gang. Jeg kiggede forbi katedralen både søndag, mandag og tirsdag. De to første dage, da biskopperne allerede var samlet indenfor, var der ingen mennesker at se. Kun politifolk. Tirsdag aften var en lille flok troende – måske 20-25 stykker – forsamlede. De bød velkommen, velsignede mig og hinanden uden dog at udtrykke støtte til nogen bestemt patriark-kandidat.

Den eneste anden forsamling tirsdag var 30-40 medlemmer af den meget aktive Kreml-  og Putin-loyale ungdomsbevægelse Nasji. De stod i en vindblæst flok med store skilte, der krævede “En forenet kirke”. Mystisk nok havde de taget opstilling under statuen af den ateistiske Friedrich Engells.

Første demonstrant, en ung mand, ville kun sige “ingen kommentarer”, da jeg spurgte, hvorfor han var mødt op her. “Et møde uden kommentarer,” spurgte jeg. “Ja, uden kommentarer,” svarede han. Anden demonstrant, en ung kvinde, ville heller ikke sige noget og henviste i stedet til sit badge, hvor der stod “Samfundsbevægelsen til støtte af den lokale kirkeråd”, altså den begivenhed, der foregik inden i katedralen. En meget tavs slags politiske aktivister, må man sige. Nu fik en af arrangørerne øje på mig. Stormede hen imod mig og forklarede, at det handlede om at støtte alt det, der foregik inde i kirken. Hun tilkaldte derefter sin overordnede, der præsenterede sig som Sergej Mikajev. Da han havde forsikret sig om min identitet som journalist, forklarede han, at de var kommet for at forhinde eventuelle “provokatører” i at skabe ballade. Men det er vel en fredelig begivenhed, indvendte jeg. “Næh, De skulle bare vide. Jeg kan fortælle Dem, at der er mange kræfter, der ønsker at vælte den nuværende orden i Rusland. Vi vil forhindre det”. “Hvem”, spurgte jeg. “Vi kender situationen i Ukraine. Der er mange fraktioner og det har givet næring til brug af politisk teknologi (et russisk yndlingsbegreb, red.). De forsøger sig også her i Rusland,” lød det fra Mikajev. “Valget af en ny patriark er meget vigtigt. Det er et spørgsmål af geopolitisk betydning,” fortsatte han.

Javel. På intet tidspunkt så jeg dog nogen “provokatører”. Den redaktionelt uafhængige radiostationen Ekho Moskvy rapporterer til gengæld, at Nasji helt nægtede at udtale sig til dem.

Hele dette spil hører til dagens orden i Rusland. Her er den (undtagelsesvise) politiske aktivisme er ikke sjældent kendetegnet ved voldsom angst for snarligt kollaps. Og af en stærk overbevisning om, at onde kræfter (gerne i Vesten) vil russerne det skidt. Ingen bærer denne tro stærkere end Nasji.

Lynkursus i russisk gadepolitik: Russiske demonstrationer kan ikke sammenlignes med dem, man kender i mere åbne samfund. I Rusland bevogtes de ofte med godt og vel samme antal politifolk, som der er deltagere. Og demonstrationen får kun lov at finde sted, hvis myndighederne synes, det er en god ide. Derudover er det for arrangørerne ganske almindeligt at betale unge mennesker for at deltage i politiske møder. Det er blandt andet det, russerne mener, når de bruger begrebet “politisk teknologi” – og endnu en god grund til at almindelige mennesker afskyr politik.

Jeg ved naturligvis ikke, om det er tilfældet med de tavse Nasji-demonstranter denne aften. Men det er et faktum, at der findes bureauer i Rusland, hvor man kan købe demonstranter på timebasis. Sådan er det. Det gælder i øvrigt ikke kun de Kreml-loyale. Jeg har talt med folk, som har demonstreret for oppositionspartiet Jabloko for år tilbage. De fik da også en skilling for det.

Politik er med andre ord hårdt og beskidt. Det gælder selv det hellige patriarkvalg. Den ortodokse kirke har godt nok en – det må man give dem -  langt mere demokratisk procedure, end katolikker har for pave-udpegning. Men den procedure har denne gang givet anledning til en meget beskidt valgkamp med beskyldninger om både cigaretsmugleri og stemmefusk. Det har jeg skrevet lidt om her.

Ikke meget er helligt for de “politiske teknologer”.