Oppositionen kaldte det “Vredens dag”, men en del af vreden skyllede væk i lørdagens regnvejr, enorme politiopbud og “fredsaftaler” med myndighederne. Fremmødet til de regeringskritiske demonstrationer lørdag blev langt lavere end ventet.

Forventningerne var ellers skruet godt i vejret, efter en demonstration mod stigende priser og den lokale guvernør Georgij Boos samlede over 10.000 mennesker i Østersø-enklaven Kaliningrad i januar. Måske ikke mange mennesker efter vesteuropæiske forhold, men i Rusland er det den største demonstration i flere år. Og forud for dagen i går havde oppositionsgrupper i Kaliningrad lovet at samle 40.000 mennesker. Men så vågnede magthaverne. Og ret usædvanligt i Rusland gik Georgij Boos i dialog med oppositionslederen Konstantin Dorosjok (der sågar er blevet sammenlignet med den polske Solidaritetsleder Lech Walesa). Han indviljede i at aflyse demonstrationen til gengæld for løfter om, at magthaverne vil lytte til oppositionen.

Dermed var protesten pludselig reduceret til en væsentlig mindre forestilling, hvor folk kastede med mandariner.

I de største russiske byer samlede oppositionsdemonstrationerne typisk mellem 500 og tusind mennesker (oversigt her) og i Skt. Petersborg omkring 700, der blandt andet råbte “Putin på pension”. Politiet greb ikke ind. Det gjorde de til gengæld i Moskva, hvor oppositionsalliancen »Solidaritet« havde fået afslag på en ansøgning om at samles på den centrale Pusjkinplads og i stedet var blevet tildelt en mindre central plads. Alligevel mødte omkring 200 frem på Pusjkinpladsen for at markere den forfatningsmæssige forsamlingsfrihed.

»Ned med politistaten,« råbte demonstranter, der tændte romerlys midt i flokken af politifolk, journalister og pressefotografer. De blev straks overmandet af talstærke politistyrker, som stoppede dem ind i ventende salatfade. Ifølge radiostationen Ekho Moskvy blev i alt 60 anholdt.

Intet nyt, med andre ord.

Det mest interessante ved “Vredens dag” var således frem for alt de nye deltagere, som jeg skriver i dagens avis her.

Mindst 1000 fra Ruslands Bilistforening mødte op ved Moskvafloden lige over for regeringsbygningen for at protesterer mod den seneste række af skandaler i politiet, korrupte færdselsbetjente og stigende bilskatter. Også i flere andre byer var det bilisterforeningerne, der fik folk på gaden.

»Jeg er ligeglad med Putin, men jeg er ikke ligeglad med, at jeg skal betale for, at politiet kan leve fedt af bestikkelse og lovovertrædelser,« fortalte Jevgenij Kusnetsov, der var trukket i en vinterjakke med logoet for »Opel-klubben« i Moskva.

Jevgenij var blandt de omkring tusind bilejere, der var mødt frem for at protestere mod korrupte færdselsbetjente, stigende bilskatter og mod magthavere, som ikke lytter.

»Magthaverne er til for os – ikke omvendt,« råbte en taler fra scenen og udløste dagens største bifald.

Det var første gang Jevgenij var til demonstration, fortalte han mig. Og det så ud til at gælde for rigtig mange af deltagerne. De stod der med flag for Toyota-klubben i Moskva og Motorcyklisternes forening. Det burde jo ikke være noget opsigtsvækkende, men det er langt fra hverdagskost i det apatiske Rusland. Det lignede faktisk næsten et tilløb til et aktivt civilsamfund.

Frem for manglen på demokrati er det korruptionssager, nye vejskatter og højere afgifter på udenlandske biler for at støtte den hjemlige bilindustri, der fik bilejerne på barrikaderne.

»Kære Vladimir Putin, hvis du kan høre os. Hvis en (Lada, red.) Kalina er så dejlig, hvorfor kører du så ikke selv i en,« råbte bilejernes formand Sergej Kanajev over mod regeringsbygningen.

Ellers hvad med otte engelsktimer for en reparation af toilettet?

Krisetider får nye tanker til at gro frem i Rusland. Og gamle. For i dette tilfælde er ideen verdens ældste handelsform, bytteøkonomi. Men med lavvande i kassen og banker, der holder igen med kreditten, virker bytteriet pludselig ikke længere helt så arkaisk som indtil for nyligt.

Byttebaser er væltet frem på internettet, herunder Alisa og Rusbarter, hvorfra eksemplet med engelsktimerne og toilettet stammer. Også store virksomheder er med på dillen. I millionbyen Tjeljabinsk ringede et lokalt byttefirma for nyligt til en traktorfabrik og spurgte om det ikke kunne bytte sig til en traktor for 3,5 millioner rubler kondenseret mælk. Og jo, det kunne de da godt, skriver Moscow Times.

Foreløbigt udgør bytteriet kun en brøkdel af økonomien, mellem 2-3 procent. Det er stadig langt fra situationen i 1990erne, hvor nogle brancher gladeligt byttede sig til over halvdelen af deres varer, før tendensen døde ud i takt med den økonomiske vækstbølge i Rusland efter 1999. De fleste økonomer ser derfor bytteriets genkomst som et alvorligt krisetegn. Klaus Rohland, landeansvarlig for Rusland i Verdensbanken, fortalte mig i et interview, at virksomheder i Østtyskland under kommunismen ofte havde 1-2 ansatte, som udelukkende beskæftigede sig med byttehandel og med at forsøge at komme af med varer, som virksomheden havde fået i bytte andre steder fra. Et voldsomt spild af ressourcer, understregede han.

Men en af Ruslands første rigmænd, den kontroversielle iværksætter German Sterligov, ser alligevel muligheder i bytteriet. Jeg intereviewde ham i hans bjælkehytte uden for Moskva, hvor han fortalte om sin plan for at genoplive bytteøkonomien til en glorværdig fremtid. Han har investeret 15 mio euro i en database, der skal binde virksomheder sammen i et globalt digitalt netværk, hvor varer skifter hænder for andre varer, hvorved brugen af penge minimeres. Foreløbigt har han åbnet lokalafdelinger i 49 byer. Men ikke nok med det. Han vil også lokke arbejdsløse russere til at flytte ud på landet. Her skal de passe høns og hugge brænde og lære at skabe værdier med hænderne, sådan som Sterligov selv har gjort det. Lyder det altså fra bytteøkonomiens russiske gudfader.

Kan Rusland reformeres under de nuværende magthavere? Ja, har landets præsident, Dmitrij Medvedev, forsøgt at overbevise verden om den seneste uge.

Tre symbolske optrædener blev brugt til at understrege den pointe.

  • Medvedev valgte sidste mandag at give sit første større interview med russisk presse til oppositionsavisen Novaja Gaseta. Medvedevs pressefolk understregede, at han gjorde for at give  “moralsk støtte” efter mordet på flere af avisens journalister, herunder Anastasia Baburova i januar og Anna Politkovskaja i 2006. Putin har aldrig ladet sig interviewe af den Kreml-kritiske avis og da slet ikke givet “moralsk støtte” til den. Han har tværtimod talt nedladende om Anna Politkovskaja.
  • Tirsdag mødte Medvedev op i tænketanken INSOR, hvor han har samlet sig nogle fortrinsvis liberale rådgivere, der gentagne gange har kritiseret regeringen (der ledes af premierminister Vladimir Putin) og opfordret til yderligere demokratisering af Rusland. En af tænketankens medlemmer, Jevgenij Gontmakher, har tidligere fået embedsværket til at true ham med ekstremismeanklager, efter han skrev, at den økonomiske krise kan udløse voldsom social uro. Nogle iagttagere så således en moralsk opbakning i det faktum, at Medvedev selv mødte op i tænketanken frem for at indkalde eksperterne til Kreml.
  • Onsdag mødtes Medvedev med en række NGOer, herunder menneskeretsgrupper, hvor han medgav, at organisationerne har svært ved at arbejde og kritiserede den stramme lovgivning, som Putin indførte i 2006 for at kontrollere græsrodsbevægelser. “Et betydeligt antal embedsmænd – hvilket er farligt – har fået den opfattelse, at NGO’er er fjender af staten, som bør konfronteres for at forhindre en eller anden sygdom i at trænge ind og underminere vores orden,” sagde Medvedev. Udtalelsen står i skarp modsætning til Putins kritiske linje over for NGOer, som han ofte har anklaget for at arbejde i fremmede staters interesser. Medvedev efterlyste også mere politisk konkurrence: “Der skal være politisk konkurrence, det er uerstatteligt”, lød det fra Medvedev.

Om forskellen mellem Putin og Medvedev er stilistisk eller essentiel, det skændes kommentatorerne om. På det udenrigspolitiske område har der hidtil ikke vist sig nogen betydelige forskelle at spore overhovedet. Men indenrigspolitisk findes en vis uenighed i det selvudnævnte “tandemstyre”, påpeger kommentatoren Vitalij Portnikov. Han kalder det endda en myte, at Putin er Medvedevs læremester. De to arbejdede begge i Skt. Petersborg bystyre i 1990erne. Putin efter en årelang karriere i KGB, Medvedev som jurist.

Den liberale kommentator, Vladimir Milov, er mere dyster. Han mener Medvedevs dansetrin er spil for galleriet og at der “ikke er basis for seriøse ændringer i den regerende klans politik,” skriver han.

Fra NATO til Kreml? Måske ikke den mest trafikerede karrierevej men ikke desto mindre det tilbud, der i aftes blev præsenteret i æteren på radiostationen Ekho Moskvy. Stationen kastede sig frygtløst ind i den betændte debat om statsministerens fremtid og spurgte lytterne, om de ønsker “sådan en person” som Anders Fogh Rasmussen til at regere Rusland. Og jo tak, det ville 55 procent af lytterne da gerne! 37 procent sagde nej tak til Fogh. 1480 lyttere har foreløbigt stemt.

Ekho Moskvy er kendt for at gå til vaflerne med fantasifulde afstemninger. En anden nyere afstemning handler om, hvorvidt den russiske præsident, Dmitrij Medvedev, (som Anders Fogh altså ifølge lytterne er velkommen til at afløse) personlig skal deltage i comedy-programmer på tv. Det mener 61 procent, at han skal, mens 37 procent er imod.

Længe leve lytter-demokratiet.

“Kampvogne og fly betyder ikke en skid. Det handler om journalister. Har du aldrig hørt om informationskrig?” Sådan lyder den kyniske replik fra en fiktiv amerikansk reporter, der optræder russisk tv’s seneste partsindlæg i den betændte debat om August-krigen i Kaukasus. Filmen “Olimpius Inferno“, der havde tv-premiere i søndag aften, er én lang forsvarstale for Ruslands handlinger i konflikten. Den stroboskopisk klippede (stilistisk set Bourne-inspirerede) actionfilm viser georgiske soldater som aggressive og primitive. Og de russiske soldater som civiliserede og hjælpsomme. Kvalme-niveauet på propaganda-skalaen nås i en scene, hvor skrigene fra ossetiske civile, der mishandles af georgiske soldater, glider over i billedet af den russiske præsident, Dmitrij Medvedev, der toner frem på den ossetiske families tv-skærm og siger “nok er nok”. Så har selv babusjkaerne ude i 25. kartoffelrække vist fattet det.

Hele filmen kan ses på Youtube.

Filmens plot er kort fortalt: En ung, amerikansk biolog ankommer med sin russiske journalist-veninde for at studere sommerfugle i Sydossetien. De filmer ved et tilfælde krigens begyndelse, og det er disse optagelser, der udløser den amerikanske tv-reporters kommentar om informationskrig. Og netop det er tilsyneladende filmens hovedærinde. Det skæres ud i pap i en af de afsluttende scener, hvor vores amerikanske biolog-ven vender hjem til USA. Her inviteres han på live-tv og forsøger forgæves at fortælle “sandheden” om Ruslands heltemodige “humanitære intervention”. Men han latterliggøres af den amerikanske tv-vært, der kun vil høre den “amerikanske” version. Nu har de måske forstået det helt ude på 50. kartoffelrække: MEDIERNE ER PROPAGANDA-MASKINER, DER FØRER INFORMATIONSKRIG I DERES EGEN REGERINGS TJENESTE!

Og prøv så lige at læse den sætning igen. Jo, ironien er tyk. For beskrivelsen passer sjovt nok præcis på filmen selv. Selvom instruktøren på forhånd havde understreget, at den ikke skulle ses som et politisk indlæg, så må man, efter at have set resultatet, sige, at det er lige, hvad den er. Den begår præcis den brøde, som den onde amerikanske tv-journalist anklages for i filmen: Den fører ensidig informationskrig.

Alligevel er filmen brugbar på én måde: Til at stille skarpt på forståelsen af konflikten i Rusland. For den afspejler meget godt stemningen blandt mange almindelige mennesker. Faktisk er der få begivenheder de senere år, der i så høj grad har skabt mentale kløfter mellem øst og vest. Mange russere kan ikke fatte (på baggrund af det, de har læst og set i russiske medier – som eksempelvis denne film), hvorfor flere vestlige ledere fordømte Ruslands aktion i Georgien som helt ude af proportioner. Derfor har krigen om noget forstærket mange russeres følelse af at være misforståede og uretfærdigt behandlede. Selv mange liberale (fx Javlinskij, den daværende leder af det lille Putin-kritiske parti Jabloko) støttede Ruslands handlinger i krigen.

Vi taler altså om en afgrundsdyb forståelseskløft. Og det er farligt i en post-sovjetiske virkelighed, hvor nationalismen lurer og enhver kritik af Rusland fra Vesten bliver brugt indenrigspolitisk til at placere Rusland i offerrollen. Dette er vigtigt at forstå, hvis man skal finde en forklaring på Ruslands ofte noget skingre retorik.

Dermed udstiller filmen et af Ruslands problemer: Instrumentaliseringen af information i mange russiske nyhedsmedier. I sin egen sort-hvid-hed forudsætter filmen, at alle lande har statsstyrede medier, der også ser verden sort-hvidt. At medierne er et villigt værktøj, der kontrolleres af staten. I denne forståelse findes der naturligvis kun to versioner af krigen, nemlig de to, der kan bruges politisk: Nummer et: Aggressive Rusland invaderer lille uskyldig nabo. Nummer to: Onde Mikhail Saakasjvili starter folkemord i Sydossetien og Rusland beslutter uselvisk at standse ham. At begge versioner er usande er irrelevant, hvis man ser verden i denne optik. Men en ting er sikkert: De umuliggør en konstruktiv løsning af konflikten.

En bedre version: At den georgiske leder – efter måneders ossetiske og russiske provokationer – indledte en skæbnesvanger offensiv mod Sydossetien, der igen udløste et russisk modangreb dybt ind i Georgien – det er bare ikke sort-hvidt nok i hverken Rusland eller Georgien.

Det var dog i det store hele det forløb, der – trods alle de billige koldkrigsklicheer – i sidste ende blev rapporteret i seriøse vestlige medier som BBC, Der Spiegel og New York Times. For den interesserede læser står det klart, at både russere, ossetere og georgiere udkæmpede en grusom krig med store civile ofre som eksempelvis Human Rights Watch har slået fast.

Hvad der forblev underrapporteret var krigens baggrund i det kaukasiske kludetæppe af etniciteter. Nogle gange var det som om, osseterne forsvandt som etnicitet og part i krigen – og kun russere og georgiere blev tilbage. Og så mister man en stor del af baggrunden for konflikten, der rækker tilbage til Stalins del-og-hersk-politik blandt de kaukasiske folkeslag, den nationalistiske georgiske leder Zviad Gamsakhurdia i starten af 1990erne, opportunitiske separatister i Sydossetien og Abkhasien, Mikhail Saakasjvilis valgløfte om at genvinde kontrollen med udbryderregionerne og Ruslands hadefulde forhold til samme Saakasjvilis Rose-revolution og NATO-flirteri og derfor støtte til alt, hvad er var anti-Saakasjvili, herunder osseterne.

Filmiske heltekvad og sort-hvide forklaringer bringer os i hvert fald ikke nærmere en løsning af situationen i Georgiens separatistområder, der fortsat er sprængfarlig.

I Sovjetunionen skulle ingen snydes for en mærkedag. Jernbanearbejderne blev fejret første søndag i august, skolelærerne 5. oktober og de heltmodige kosmonauter 12. april. Og sådan er det til en vis grad stadigvæk i det genfødte Rusland.

Det vil man bemærke, hvis man besøger Rusland i dag, 23. februar, hvor landet slår sig løs på “Dagen for Fædrelandets Beskyttere” (День защитника Отечества). Der bliver militærparader. Der bliver nedlagt kranse ved den evige flamme og for foden af statuer af generaler højt til hest. Og der bliver drukket en flaske eller fem. For sådan fejrer man nu engang de væbnede styrker. Datoen markerer dagen, hvor den Røde Hær i 1918 indkaldte hobevis af soldater til at kæmpe i borgerkrigen.

Den slags traditioner hænger ved. Og også i det moderne Rusland holder man fast i markeringen af dette vendepunkt for bolsjevikkerne. Hos Østbloggens lokale vaskemaskineforhandler har man i ugevis reklamet for denne smukke helligdag, som det kan ses på billedet.

Men ingen skal som sagt snydes for en mærkedag! Heller ikke dem, som eventuelt ikke er soldater. Så i tolerancens navn er dagen i praksis blevet udvidet til at være en slags “mandedag”. 23. februar er simpelthen blevet et maskulint modstykke til 8. marts, kvindernes internationale kampdag. Denne dag skal drenge og mænd have gaver og hyldes efter fortjeneste. Sådan foregik det allerede i sovjettiden. For eksempel i skolen, hvor pigerne gav drengene en lille gave, fordi de jo engang skulle vokse op og forsvare fædrelandet.

Dette lighedstegn mellem mand og kriger kan man så fundere lidt over. Men lad det være sagt med det samme, at det nuværende russiske styre ikke ligefrem har tonet det ned. I 2002 blev dagen således opgraderet fra blot og bart en mærkedag til en fuldfed helligdag, hvor alle har fri (også kvinder og pacifister).

Men er mandedagen i virkeligheden en sammensværgelse? Den holdning er blevet fremført over for Østbloggen af visse repræsentanter for det kvindelige køn. For hvorfor ligger mændenes mærkedag før kvindernes? Fordi det dermed bliver umuligt for kvinderne at give mændene dårlige gaver, hvis de da ikke vil have igen med samme mønt 8. marts.

Et snedigt træk af den Røde Hær.

Alle anklagede kunne torsdag forlade en russisk militærdomstol som frie mænd, efter den russiske anklagemyndighed led et ydmygende nederlag i sagen om mordet på den russiske journalist Anna Politkovskaja.

Juryen afgjorde enstemmigt, at to tjetjenske brødre, en eks-politibetjent og en tidligere FSB-agent, der var anklaget i en parallel sag, var uskyldige.

Anna Politkovskajas avis, Novaja Gaseta, kritiserede myndighedernes håndtering af sagen og kaldte det russiske retsystem for “et gigantisk korrupt apparat”, som man kan læse mere om her.


De frikendte var anklaget for meddelagtighed i mord. Politiet har ikke fundet manden, der trykkede på aftrækkeren eller de personer, som eventuelt bestilte mordet.

Over to år efter nedskydningen af Anna Politkovskaja er mordet dermed stadig uopklaret.

Reporters sans frontières og International Federation of Journalists har fordømt myndighedernes manglende retsforfølgelse af de skyldige.

Finanskrisen klarer tilsyneladende, hvad hverken byplanlæggere eller færdselsbetjente har været i stand til: At løsne en smule op for Moskvas trafikale forstoppelse.

Indbyggerne i den russiske hovedstad har de seneste år måtte vænne sig til at den ydre ringvej har forvandlet sig til en 100 kilometer lang trafikprop, hvor man snildt kan nå at stige ud og få en smøg, før myldretidstrafikken hoster sig endnu et par udsigtsløse meter frem. Selv besøgende i byen har – enten de ville eller ej – måtte stifte bekendtskab med ordet “probka” (пробка), når de på tredje time sad i taxaen på vej mod lufthavnen og et fly, de ligeså godt kunne have aflyst.

Men hjælpen er på vej. Den økonomise nedtur kan nu ikke kun aflæses på arbejdsløshedsstatistikken, men også direkte på Moskvas gader og stræder. Efter årevis med stadigt flere og større biler på gaderne, går det nu den anden vej, rapporterer newsmsk.

“I slutningen af januar og begyndelsen af februar er antallet af biler på vejene 10-20 procent mindre end i januar sidste år,” siger trafikanalytikeren Vladislav Borodin fra Yandex.probki, der driver et af de meste brugte digitale kort over trafikpropperne.

På enkelte strækninger er det endda 30-40 procent nedgang i trafikken, selvom der er flere biler i byen nu end for et år siden, melder trafikforskeren.

Ifølge trafikforskeren skyldes det ikke et pludseligt anfald af grøn samvittighed, men derimod den økonomiske afmatning. Således er også antallet af passagerer i byens marsjrutkaer (minibusser) er faldet markant, ligesom antallet af metropassagerer er faldet med 200.000 den seneste måned, oplyser en talsmand for metroen.

Østbloggen har dog endnu ikke kunnet iagttage nogen tilsvarende stigning i andelen af cyklister, der fortsat er nogenlunde på niveau med antallet af rumfærger og luftpudebiler på vejene.

Vladimir Putin tog sig en pause fra den økonomiske krise og festede under en privatkoncert til Abba-hits som “Mama Mia”, “Dancing Queen” og “Money, Money, Money”. Det skriver hele nyhedsorglet: nyhedsbureauerne (AP, AFP), Moskva-avisen Moscow Times og to britiske aviser The Times og The Daily Telegraph.

Russerne har dog kun i små dryp fået serveret den rygende varme historie om premierministerens hemmelige diskoliv. Efter Putins talsmand skråsikkert afviste oplysningerne over for de vestlige nyhedsbureauer, har de etablerede russisk-sprogede medier nemlig valgt at ignorere dansedebatten – og dermed forvise den til blog-fora og netmedier.

Det er eller ingen ringere end ABBA-kopibandet Bjorn Again, der er kilde til den festlige historie, som samtidig giver et interessant indblik i den russiske elites musiksmag. I januar blev de australske ABBA-kloner således ringet op af Kreml og hyret til en privatkoncert formedelst 20.000 britiske pund, skriver Moscow Times. Den 22. januar spillede gruppen angiveligt i et statsejet palæ ved Valdaj-søen vest for Moskva, ifølge bandets manager. Blandt gæsterne var Ruslands judo-praktiserende premierminister, Vladimir Putin, og en lille håndfuld tilhørere, der alle dansede med armene i vejret og klappede til musikken, fortæller en af sangerinderne.

“Hr. Putin nød virkelig koncerten, han råbte “Bravo” og klappede sammen med de andre,” siger Aileen McLaughlin til The Times.

Under koncerten blev bandet bevogtet af bodyguards og de celebre publikummer var delvist skjult bag et halvgennemsigtigt gardin. Alligevel hævder sangerinden, at hun var sikker på, det var Putin selv, der var åbenlyst boogiehumør på tilskuerrækkerne.

“Det var fuldstændig åbenlyst, hvor Hr. Putin sad,” siger Aileen McLaughlin, der optræder som gruppens blonde Agnetha, til AFP.

Men det er løgn og ondsindede diskobagvaskelse, siger Putins talsmand, Dmitrij Peskov.

“Jeg kan fortælle Dem officielt og helt sikkert, at Vladimir Putin aldrig deltog i en sådan koncert. Han var der ikke,” siger Peskov til AFP.

Efter den afvisning rørte de russiske aviser ikke ved historien. Den kunne jo vise sig at være sprængfarlig ligesom den – i øvrigt fejlagtige – sladderhistorie om Putins skilsmisse og efterfølgende ægteskab med en tidligere gymnast. Bladet Moskovskij Korrespondent, der bragte de rygter til torvs, er nu lukket.

Det ville dog ikke være første gang russiske magthavere tager for sig af livemusikkens glæder. Sidste år spillede Deep Purple guitaristen Joe Lynn Turner en privat koncert for den nuværende præsident Dmitrij Medvedev, der er kendt som en mangeårig fan af det britiske band.

Russiske forretningsfolk er også kendt for at spendere benhårdt på underholdning. George Michael, Jennifer Lopez og Christina Aguilera er alle blevet hyret til private koncerter hos forskellige oligarker, ifølge russiske medier.

Og selvom historien om danse-Putin ikke har spredt sig på papir, har den turneret flittigt på det russiske internet. Først fra den populære side inopressa.ru, hvor udenlandske artikler om Rusland systematisk oversættes. Derfra er historien dryppet ned i blogosfæren, hvor den har udløst 1800 blogkommentarer.

At der gemmer sig en diskodanser i den judo-trænede Putin, vil hans talsmand, Dmitrij Peskov, da heller ikke afvise.

“Jeg er ikke i tvivl om, at han kan lide noget af ABBAs musik,” siger Peskov til Moscow Times.

Danse-Putins påståede playlist ifølge The Times
Arrival
Waterloo
Gimme, Gimme, Gimme (A Man after Midnight)
Super Trouper
Honey Honey
Knowing Me, Knowing You
Ring Ring
Fernando
Voulez-Vous
Lay All Your Love on Me
Money, Money, Money
Take a Chance on Me
Mamma Mia
Dancing Queen
Thank You for the Music

Det var aftalen, der igen fik gassen til at flyde til Europa. Men den var hemmelig.

Hverken Ukraine eller Rusland ville oplyse noget om detaljerne i det forlig de to lande indgik i en sen nattetime i januar, efter en over to uger lang afbrydelse – den alvorligste nogensinde – af den russiske gasforsyning til Europa.

Men nu har den ukrainske avis Ukrajinska Pravda offentliggjort hele aftalens tekst. Kyiv Post bringer en engelsk oversættelse (her første og anden del).

Ukraines to politiske rivaler, premierminister Julia Timosjenko og præsident Viktor Jusjtjenko, skændes nu højlydt om, hvorvidt aftalen er god nok. Jusjtjenko, der er stærkt bagud i meningsmålingerne, beskylder Timosjenko for at have solgt ud til Rusland, mens EU-landene forsøger at presse Jusjtjenko til at love at respektere aftalen, så Europas gasforsyning ikke igen kommer i fare.

Den russiske bank Alfa Bank giver imidlertid Jusjtjenko delvist ret. Ifølge en rapport fra banken med titlen “We have a winner” er aftalen fordelagtig for Gazprom, der står til at tjene godt på den nye prisformular på trods af nedslag i prisen i den første periode af den 10 år lange aftale. Ukraine kan endda i perioder komme til at betale mere for gassen end de europæiske lande, efter de seneste år at have fået gassen op mod 50 procent billigere, skriver banken. Spørgsmålet er mere, om det kriseramte Ukraine vil være i stand til at betale. Banken skriver følgende: (Jeg kan desværre ikke linke til rapporten, da den ikke ligger online).

The new export and transit agreements with Ukraine are very
lucrative for Gazprom. Ukrainian sales in 2010 will quickly
become Gazprom’s most profitable, yielding ~$40/mcm more
than European sales. Unfortunately, the agreements may not
stand, as a) Ukraine may well not be able to afford the agreed-
to prices; and b) with snap elections threatening, bitter
political battles have already erupted around the contracts.

Ukrajinska Pravda, der fik fingre i den hemmelige aftale, er i øvrigt den samme avis, hvor den ukrainske journalist Georgij Gongadze arbejdede, indtil han i 2000 blev kidnappet og senere fundet halshugget i en skov i Ukraine.