Det var aftalen, der igen fik gassen til at flyde til Europa. Men den var hemmelig.

Hverken Ukraine eller Rusland ville oplyse noget om detaljerne i det forlig de to lande indgik i en sen nattetime i januar, efter en over to uger lang afbrydelse - den alvorligste nogensinde - af den russiske gasforsyning til Europa.

Men nu har den ukrainske avis Ukrajinska Pravda offentliggjort hele aftalens tekst. Kyiv Post bringer en engelsk oversættelse (her første og anden del).

Ukraines to politiske rivaler, premierminister Julia Timosjenko og præsident Viktor Jusjtjenko, skændes nu højlydt om, hvorvidt aftalen er god nok. Jusjtjenko, der er stærkt bagud i meningsmålingerne, beskylder Timosjenko for at have solgt ud til Rusland, mens EU-landene forsøger at presse Jusjtjenko til at love at respektere aftalen, så Europas gasforsyning ikke igen kommer i fare.

Den russiske bank Alfa Bank giver imidlertid Jusjtjenko delvist ret. Ifølge en rapport fra banken med titlen “We have a winner” er aftalen fordelagtig for Gazprom, der står til at tjene godt på den nye prisformular på trods af nedslag i prisen i den første periode af den 10 år lange aftale. Ukraine kan endda i perioder komme til at betale mere for gassen end de europæiske lande, efter de seneste år at have fået gassen op mod 50 procent billigere, skriver banken. Spørgsmålet er mere, om det kriseramte Ukraine vil være i stand til at betale. Banken skriver følgende: (Jeg kan desværre ikke linke til rapporten, da den ikke ligger online).

The new export and transit agreements with Ukraine are very
lucrative for Gazprom. Ukrainian sales in 2010 will quickly
become Gazprom’s most profitable, yielding ~$40/mcm more
than European sales. Unfortunately, the agreements may not
stand, as a) Ukraine may well not be able to afford the agreed-
to prices; and b) with snap elections threatening, bitter
political battles have already erupted around the contracts.

Ukrajinska Pravda, der fik fingre i den hemmelige aftale, er i øvrigt den samme avis, hvor den ukrainske journalist Georgij Gongadze arbejdede, indtil han i 2000 blev kidnappet og senere fundet halshugget i en skov i Ukraine.

I Rusland og Ukraine fejrer man nytår med gaver og en god lang ferie, der ofte varer et godt stykke hen forbi den ortodokse jul (7. januar). Men de seneste år er nye traditioner kommet til i denne glade højtid. En gaskrig for eksempel. For tredje år i træk skændes Ukraine og Rusland i disse dage om gammel gæld og energipriser - og for anden gang på tre år har russiske Gazprom også gjort alvor af truslerne og lukket og slukket for gassen til Ukraine.

Konkret udspiller konflikten sig mellem de to statskontrollerede selskaber Gazprom (ejes 51 pct af den russiske stat) og ukrainske Naftohaz. På sidelinjen står mellemhandlerselskabet RosUkrEnergo, som er indregistreret i Schweiz.

Denne konstruktion er vigtig at forstå. Konflikten har nemlig både et kommercielt og et ikke-kommercielt lag.

Det kommercielle udspiller sig mellem Gazprom og Naftohaz. Begge er aktieselskaber og blandt de største virksomheder i de to lande. Især Gazprom er med sit monopol på gaseksport fra Rusland helt afgørende for den russiske økonomi. Selskabet har altså kommercielle interesser, herunder at Ukraine 1) skal betale sine regninger til tiden og 2) ikke skal have særpriser, som det har været tradition siden Sovjets sammenbrud. Sidste år betalte Ukraine 170 dollar for 1000 m3 gas, mens EU-landene betalte mellem 400 og 500 dollar. (En del af denne rabat er dog bytte-bytte-købmand for lavere transitomkostninger). De seneste måneder har Ukraine været bagud med betalingen af regningerne i takt med at den globale finanskrise har fået statskassen til at springe læk. Derfor handler de konkrete forhandlinger om at blive enige om en ny gaspris og betalingen af den gamle gæld samt en ny pris for transit.

Men det er ikke det hele. Konflikten har nemlig også en række ikke-kommercielle lag. For det første bliver forretning uvægerligt politisk, når den involverer magthaverne. Og det gør den i gasbranchen i Rusland og Ukraine. Ruslands nuværende præsident, Dmitrij Medvedev, er tidligere bestyrelsesformand for Gazprom. Ukraines nuværende premierminister, Julia Timosjenko, har tilnavnet “gasprinsessen” og en lang fortid i gasindustrien.

Derfor kommer politiske gnidninger mellem de to lande uvægerligt til at spøge i forhandlingerne. Det gælder især Ruslands vrede over Ukraine tilnærmelse til NATO og angivelige støtte til Georgien under augustkrigen mellem Georgien og Rusland.

Dernæst hører hverken Ukraine eller Rusland til i Transparency Internationals superliga. Bogen “Gazprom - det nye russiske våben” (findes ikke på engelsk men kan fås på tysk) af de to russiske journalister, Mikhail Zygar and Valerij Panjusjkin beskæftiger sig kritisk med Gazprom og med mellemhandlerselskabet RosUkrEnergo. Meget lidt er offentligt kendt om RosUkrEnergo, udover at et Gazprom-datterselskab ejer 50 procent og to ukrainske forretningsmænd resten. En af dem er angiveligt den eftersøgte mafiagangster Semjon Mogilevitj. Ifølge bogen står det klart, at selskabet er en pengemaskine for de lyssky ejere, men at det er umuligt at dokumentere præcist, hvem der tjener på fiksfakserierne. Den ukrainske premierminister, Julia Timosjenko, har åbent sagt, at RosUkrEnergo er en “korrupt mellemhandler“, som toppolitikere i både Rusland og Ukraine holder hånden over.
Og i de kredse gives der sjældent nytårsgaver.

Læs mere:
Gazproms økonomi halter
Timosjenkos kamp mod RosUkrEnergo også på BBC
Gazproms udenrigspolitik