Vladimir Putin tog sig en pause fra den økonomiske krise og festede under en privatkoncert til Abba-hits som “Mama Mia”, “Dancing Queen” og “Money, Money, Money”. Det skriver hele nyhedsorglet: nyhedsbureauerne (AP, AFP), Moskva-avisen Moscow Times og to britiske aviser The Times og The Daily Telegraph.

Russerne har dog kun i små dryp fået serveret den rygende varme historie om premierministerens hemmelige diskoliv. Efter Putins talsmand skråsikkert afviste oplysningerne over for de vestlige nyhedsbureauer, har de etablerede russisk-sprogede medier nemlig valgt at ignorere dansedebatten – og dermed forvise den til blog-fora og netmedier.

Det er eller ingen ringere end ABBA-kopibandet Bjorn Again, der er kilde til den festlige historie, som samtidig giver et interessant indblik i den russiske elites musiksmag. I januar blev de australske ABBA-kloner således ringet op af Kreml og hyret til en privatkoncert formedelst 20.000 britiske pund, skriver Moscow Times. Den 22. januar spillede gruppen angiveligt i et statsejet palæ ved Valdaj-søen vest for Moskva, ifølge bandets manager. Blandt gæsterne var Ruslands judo-praktiserende premierminister, Vladimir Putin, og en lille håndfuld tilhørere, der alle dansede med armene i vejret og klappede til musikken, fortæller en af sangerinderne.

“Hr. Putin nød virkelig koncerten, han råbte “Bravo” og klappede sammen med de andre,” siger Aileen McLaughlin til The Times.

Under koncerten blev bandet bevogtet af bodyguards og de celebre publikummer var delvist skjult bag et halvgennemsigtigt gardin. Alligevel hævder sangerinden, at hun var sikker på, det var Putin selv, der var åbenlyst boogiehumør på tilskuerrækkerne.

“Det var fuldstændig åbenlyst, hvor Hr. Putin sad,” siger Aileen McLaughlin, der optræder som gruppens blonde Agnetha, til AFP.

Men det er løgn og ondsindede diskobagvaskelse, siger Putins talsmand, Dmitrij Peskov.

“Jeg kan fortælle Dem officielt og helt sikkert, at Vladimir Putin aldrig deltog i en sådan koncert. Han var der ikke,” siger Peskov til AFP.

Efter den afvisning rørte de russiske aviser ikke ved historien. Den kunne jo vise sig at være sprængfarlig ligesom den – i øvrigt fejlagtige – sladderhistorie om Putins skilsmisse og efterfølgende ægteskab med en tidligere gymnast. Bladet Moskovskij Korrespondent, der bragte de rygter til torvs, er nu lukket.

Det ville dog ikke være første gang russiske magthavere tager for sig af livemusikkens glæder. Sidste år spillede Deep Purple guitaristen Joe Lynn Turner en privat koncert for den nuværende præsident Dmitrij Medvedev, der er kendt som en mangeårig fan af det britiske band.

Russiske forretningsfolk er også kendt for at spendere benhårdt på underholdning. George Michael, Jennifer Lopez og Christina Aguilera er alle blevet hyret til private koncerter hos forskellige oligarker, ifølge russiske medier.

Og selvom historien om danse-Putin ikke har spredt sig på papir, har den turneret flittigt på det russiske internet. Først fra den populære side inopressa.ru, hvor udenlandske artikler om Rusland systematisk oversættes. Derfra er historien dryppet ned i blogosfæren, hvor den har udløst 1800 blogkommentarer.

At der gemmer sig en diskodanser i den judo-trænede Putin, vil hans talsmand, Dmitrij Peskov, da heller ikke afvise.

“Jeg er ikke i tvivl om, at han kan lide noget af ABBAs musik,” siger Peskov til Moscow Times.

Danse-Putins påståede playlist ifølge The Times
Arrival
Waterloo
Gimme, Gimme, Gimme (A Man after Midnight)
Super Trouper
Honey Honey
Knowing Me, Knowing You
Ring Ring
Fernando
Voulez-Vous
Lay All Your Love on Me
Money, Money, Money
Take a Chance on Me
Mamma Mia
Dancing Queen
Thank You for the Music