Russisk præsident på charmeoffensiv med interview i Politkovskaja-avis

Kan Rusland reformeres under de nuværende magthavere? Ja, har landets præsident, Dmitrij Medvedev, forsøgt at overbevise verden om den seneste uge.

Tre symbolske optrædener blev brugt til at understrege den pointe.

  • Medvedev valgte sidste mandag at give sit første større interview med russisk presse til oppositionsavisen Novaja Gaseta. Medvedevs pressefolk understregede, at han gjorde for at give  “moralsk støtte” efter mordet på flere af avisens journalister, herunder Anastasia Baburova i januar og Anna Politkovskaja i 2006. Putin har aldrig ladet sig interviewe af den Kreml-kritiske avis og da slet ikke givet “moralsk støtte” til den. Han har tværtimod talt nedladende om Anna Politkovskaja.
  • Tirsdag mødte Medvedev op i tænketanken INSOR, hvor han har samlet sig nogle fortrinsvis liberale rådgivere, der gentagne gange har kritiseret regeringen (der ledes af premierminister Vladimir Putin) og opfordret til yderligere demokratisering af Rusland. En af tænketankens medlemmer, Jevgenij Gontmakher, har tidligere fået embedsværket til at true ham med ekstremismeanklager, efter han skrev, at den økonomiske krise kan udløse voldsom social uro. Nogle iagttagere så således en moralsk opbakning i det faktum, at Medvedev selv mødte op i tænketanken frem for at indkalde eksperterne til Kreml.
  • Onsdag mødtes Medvedev med en række NGOer, herunder menneskeretsgrupper, hvor han medgav, at organisationerne har svært ved at arbejde og kritiserede den stramme lovgivning, som Putin indførte i 2006 for at kontrollere græsrodsbevægelser. “Et betydeligt antal embedsmænd - hvilket er farligt - har fået den opfattelse, at NGO’er er fjender af staten, som bør konfronteres for at forhindre en eller anden sygdom i at trænge ind og underminere vores orden,” sagde Medvedev. Udtalelsen står i skarp modsætning til Putins kritiske linje over for NGOer, som han ofte har anklaget for at arbejde i fremmede staters interesser. Medvedev efterlyste også mere politisk konkurrence: “Der skal være politisk konkurrence, det er uerstatteligt”, lød det fra Medvedev.

Om forskellen mellem Putin og Medvedev er stilistisk eller essentiel, det skændes kommentatorerne om. På det udenrigspolitiske område har der hidtil ikke vist sig nogen betydelige forskelle at spore overhovedet. Men indenrigspolitisk findes en vis uenighed i det selvudnævnte “tandemstyre”, påpeger kommentatoren Vitalij Portnikov. Han kalder det endda en myte, at Putin er Medvedevs læremester. De to arbejdede begge i Skt. Petersborg bystyre i 1990erne. Putin efter en årelang karriere i KGB, Medvedev som jurist.

Den liberale kommentator, Vladimir Milov, er mere dyster. Han mener Medvedevs dansetrin er spil for galleriet og at der “ikke er basis for seriøse ændringer i den regerende klans politik,” skriver han.

Korruptionskamp: Hvor meget tjener Ruslands præsident?

Hvor meget har Ruslands præsident på kontoen? Hvor mange biler har han i garagen? Og hvad tjener landets førstedame? De spørgsmål får russerne svar på i de nærmeste dage, lover præsident Dmitrij Medvedev. Han vil som den første russiske leder offentliggøre en “komplet opgørelse” over sin og sin families formue og indkomst. Det sker, ifølge præsidenten selv, for at sætte et eksempel i kampen mod korruptionen i Rusland.
“Jeg håber mit eksempel vil blive fulgt af andre embedsmænd,” siger han ifølge avisen Moskovskij Komsomolets.

Talsmænd for premierminister Vladimir Putin bekræfter, at også Putin og alle regeringens ministre vil indlevere en formueopgørelse. Det står dog ikke klart, om også disse oplysninger vil blive offentliggjort. Vladimir Putin har tidligere reageret vredt på beskyldninger om, at han skulle have private interesser i blandt andet olieindustrien.

Medvedev har forsøgt at profilere sig på kamp mod korruption og lovløshed i Rusland, siden han blev valgt som Vladimir Putins afløser i marts sidste år. Medvedev har kaldt Rusland et “lovløshedens land” og udnævnt korruption til en trussel mod den nationale sikkerhed.

Og der er nok at tage fat på. Den russiske statsanklager offentliggjorde i sidste måned statistik, som viste, at der blev rejst 280.000 korruptionssager sidste år. Det er dobbelt så mange som året før. Antallet af bestikkelsessager steg med 7,5 procent, sagde vicepremierminister Viktor Sjuvalov.

Ifølge Transparency International rangerer Rusland fortsat blandt de mest korrupte lande i verden. I organisationens 2008-rapport ligger Rusland som nummer 147 i verden i selskab med blandt andre Kenya, Syrien og Bangladesh.

Præsidentens formueopgørelse vil blive offentliggjort inden udgangen af måneden på Kremls hjemmeside.