Det var aftalen, der igen fik gassen til at flyde til Europa. Men den var hemmelig.

Hverken Ukraine eller Rusland ville oplyse noget om detaljerne i det forlig de to lande indgik i en sen nattetime i januar, efter en over to uger lang afbrydelse – den alvorligste nogensinde – af den russiske gasforsyning til Europa.

Men nu har den ukrainske avis Ukrajinska Pravda offentliggjort hele aftalens tekst. Kyiv Post bringer en engelsk oversættelse (her første og anden del).

Ukraines to politiske rivaler, premierminister Julia Timosjenko og præsident Viktor Jusjtjenko, skændes nu højlydt om, hvorvidt aftalen er god nok. Jusjtjenko, der er stærkt bagud i meningsmålingerne, beskylder Timosjenko for at have solgt ud til Rusland, mens EU-landene forsøger at presse Jusjtjenko til at love at respektere aftalen, så Europas gasforsyning ikke igen kommer i fare.

Den russiske bank Alfa Bank giver imidlertid Jusjtjenko delvist ret. Ifølge en rapport fra banken med titlen “We have a winner” er aftalen fordelagtig for Gazprom, der står til at tjene godt på den nye prisformular på trods af nedslag i prisen i den første periode af den 10 år lange aftale. Ukraine kan endda i perioder komme til at betale mere for gassen end de europæiske lande, efter de seneste år at have fået gassen op mod 50 procent billigere, skriver banken. Spørgsmålet er mere, om det kriseramte Ukraine vil være i stand til at betale. Banken skriver følgende: (Jeg kan desværre ikke linke til rapporten, da den ikke ligger online).

The new export and transit agreements with Ukraine are very
lucrative for Gazprom. Ukrainian sales in 2010 will quickly
become Gazprom’s most profitable, yielding ~$40/mcm more
than European sales. Unfortunately, the agreements may not
stand, as a) Ukraine may well not be able to afford the agreed-
to prices; and b) with snap elections threatening, bitter
political battles have already erupted around the contracts.

Ukrajinska Pravda, der fik fingre i den hemmelige aftale, er i øvrigt den samme avis, hvor den ukrainske journalist Georgij Gongadze arbejdede, indtil han i 2000 blev kidnappet og senere fundet halshugget i en skov i Ukraine.

Mens Rusland og Ukraine fortsat skændes om betingelserne for en genåbning af gashanerne, er det forbrugerne i Europa, der tager skraldet. Det nu seks døgn lange gasstop trækker især tænder ud i Serbien og Bosnien-Hercegovina, hvor gaslagrene var små. I Bulgarien holder skoler lukket for at spare på energien, og i Slovakiet vi regeringen – til nabolandenes store fortrydelse – genåbne et atomkraftværk.

Disse krisetilstande står i skarp modsætning til Rusland og Ukraine, der begge har kortsigtede interesser i konflikten. For dem kommer konflikten ikke som en overraskelse. Ukraine har siden sommeren lagt gas på lager, så landet denne gang (modsat under krisen i 2006) har ressourcer til fleres måneders forbrug, selvom russerne lukker for gassen. I Ukraine spiller konflikten en hovedrolle i det indenrigspolitisk spil mellem præsident Viktor Jusjtjenko og premierminister Julia Timosjenko. Der skal være præsidentvalg om et år i Ukraine, og begge parter forsøger at score point og beskylde hinanden for at være hhv. korrupte og i lommen på Rusland.

I Rusland har premierminister Vladimir Putin i månedsvis brokket sig over de faldende energipriser, som ifølge ham er uretfærdige. Den hårde russiske forhandlingsposition (hvor Rusland de seneste to uger har hævet priskravet til Ukraine fra 250 dollar per 1000 kubikmeter til 450 dollar) kan derfor skyldes et ønske om at presse energiprisen op. Samtidig er gaskonflikten det perfekte argument for at sætte turbo på Ruslands rørledningsprojekt gennem Østersøen “Nordstream”, som ellers har ligget underdrejet.

Begge lande spiller naturligvis højt spil. Rusland er godt i gang med at ødelægge sin tilbageværende troværdighed som energipartner, mens Ukraine risikerer at forværre konsekvenserne af finanskrisen og endda at måtte sluge de nu endnu højere energipriser fra Rusland.

Men de største tabere i konflikten er EU-landene. EU har udstillet sin sårbarhed og den mangel på diversificering af energikilderne, som kritikere i årevis har advaret om. Et EU-observationskorps ser ud til at blive løsningen på konflikten, men man kan spørge sig selv, hvorfor det ikke skete allerede for tre år siden, da den første russisk-ukraine gaskrig rasede.

Links:
Portræt af Gazprom
EUs strategiske energieftersyn
East European Gas Analysis