Mens Rusland og Ukraine fortsat skændes om betingelserne for en genåbning af gashanerne, er det forbrugerne i Europa, der tager skraldet. Det nu seks døgn lange gasstop trækker især tænder ud i Serbien og Bosnien-Hercegovina, hvor gaslagrene var små. I Bulgarien holder skoler lukket for at spare på energien, og i Slovakiet vi regeringen – til nabolandenes store fortrydelse – genåbne et atomkraftværk.

Disse krisetilstande står i skarp modsætning til Rusland og Ukraine, der begge har kortsigtede interesser i konflikten. For dem kommer konflikten ikke som en overraskelse. Ukraine har siden sommeren lagt gas på lager, så landet denne gang (modsat under krisen i 2006) har ressourcer til fleres måneders forbrug, selvom russerne lukker for gassen. I Ukraine spiller konflikten en hovedrolle i det indenrigspolitisk spil mellem præsident Viktor Jusjtjenko og premierminister Julia Timosjenko. Der skal være præsidentvalg om et år i Ukraine, og begge parter forsøger at score point og beskylde hinanden for at være hhv. korrupte og i lommen på Rusland.

I Rusland har premierminister Vladimir Putin i månedsvis brokket sig over de faldende energipriser, som ifølge ham er uretfærdige. Den hårde russiske forhandlingsposition (hvor Rusland de seneste to uger har hævet priskravet til Ukraine fra 250 dollar per 1000 kubikmeter til 450 dollar) kan derfor skyldes et ønske om at presse energiprisen op. Samtidig er gaskonflikten det perfekte argument for at sætte turbo på Ruslands rørledningsprojekt gennem Østersøen “Nordstream”, som ellers har ligget underdrejet.

Begge lande spiller naturligvis højt spil. Rusland er godt i gang med at ødelægge sin tilbageværende troværdighed som energipartner, mens Ukraine risikerer at forværre konsekvenserne af finanskrisen og endda at måtte sluge de nu endnu højere energipriser fra Rusland.

Men de største tabere i konflikten er EU-landene. EU har udstillet sin sårbarhed og den mangel på diversificering af energikilderne, som kritikere i årevis har advaret om. Et EU-observationskorps ser ud til at blive løsningen på konflikten, men man kan spørge sig selv, hvorfor det ikke skete allerede for tre år siden, da den første russisk-ukraine gaskrig rasede.

Links:
Portræt af Gazprom
EUs strategiske energieftersyn
East European Gas Analysis

I Rusland og Ukraine fejrer man nytår med gaver og en god lang ferie, der ofte varer et godt stykke hen forbi den ortodokse jul (7. januar). Men de seneste år er nye traditioner kommet til i denne glade højtid. En gaskrig for eksempel. For tredje år i træk skændes Ukraine og Rusland i disse dage om gammel gæld og energipriser – og for anden gang på tre år har russiske Gazprom også gjort alvor af truslerne og lukket og slukket for gassen til Ukraine.

Konkret udspiller konflikten sig mellem de to statskontrollerede selskaber Gazprom (ejes 51 pct af den russiske stat) og ukrainske Naftohaz. På sidelinjen står mellemhandlerselskabet RosUkrEnergo, som er indregistreret i Schweiz.

Denne konstruktion er vigtig at forstå. Konflikten har nemlig både et kommercielt og et ikke-kommercielt lag.

Det kommercielle udspiller sig mellem Gazprom og Naftohaz. Begge er aktieselskaber og blandt de største virksomheder i de to lande. Især Gazprom er med sit monopol på gaseksport fra Rusland helt afgørende for den russiske økonomi. Selskabet har altså kommercielle interesser, herunder at Ukraine 1) skal betale sine regninger til tiden og 2) ikke skal have særpriser, som det har været tradition siden Sovjets sammenbrud. Sidste år betalte Ukraine 170 dollar for 1000 m3 gas, mens EU-landene betalte mellem 400 og 500 dollar. (En del af denne rabat er dog bytte-bytte-købmand for lavere transitomkostninger). De seneste måneder har Ukraine været bagud med betalingen af regningerne i takt med at den globale finanskrise har fået statskassen til at springe læk. Derfor handler de konkrete forhandlinger om at blive enige om en ny gaspris og betalingen af den gamle gæld samt en ny pris for transit.

Men det er ikke det hele. Konflikten har nemlig også en række ikke-kommercielle lag. For det første bliver forretning uvægerligt politisk, når den involverer magthaverne. Og det gør den i gasbranchen i Rusland og Ukraine. Ruslands nuværende præsident, Dmitrij Medvedev, er tidligere bestyrelsesformand for Gazprom. Ukraines nuværende premierminister, Julia Timosjenko, har tilnavnet “gasprinsessen” og en lang fortid i gasindustrien.

Derfor kommer politiske gnidninger mellem de to lande uvægerligt til at spøge i forhandlingerne. Det gælder især Ruslands vrede over Ukraine tilnærmelse til NATO og angivelige støtte til Georgien under augustkrigen mellem Georgien og Rusland.

Dernæst hører hverken Ukraine eller Rusland til i Transparency Internationals superliga. Bogen “Gazprom – det nye russiske våben” (findes ikke på engelsk men kan fås på tysk) af de to russiske journalister, Mikhail Zygar and Valerij Panjusjkin beskæftiger sig kritisk med Gazprom og med mellemhandlerselskabet RosUkrEnergo. Meget lidt er offentligt kendt om RosUkrEnergo, udover at et Gazprom-datterselskab ejer 50 procent og to ukrainske forretningsmænd resten. En af dem er angiveligt den eftersøgte mafiagangster Semjon Mogilevitj. Ifølge bogen står det klart, at selskabet er en pengemaskine for de lyssky ejere, men at det er umuligt at dokumentere præcist, hvem der tjener på fiksfakserierne. Den ukrainske premierminister, Julia Timosjenko, har åbent sagt, at RosUkrEnergo er en “korrupt mellemhandler“, som toppolitikere i både Rusland og Ukraine holder hånden over.
Og i de kredse gives der sjældent nytårsgaver.

Læs mere:
Gazproms økonomi halter
Timosjenkos kamp mod RosUkrEnergo også på BBC
Gazproms udenrigspolitik