“Ned med muren” – Anti-Putin demonstration på nye flasker
Den brysk udseende politibetjent hævede megafonen i retning mod mængden foran metrostationen.
“Ærede borgere, gå venligst til demonstrationen. De spærrer for trafikken!”
Og det var så første gang, at en kampklædt russisk politibetjent bad undertegnede om at slutte sig til en anti-Putin-demonstration.
Nu var demonstrationen til aften på Triumfpladsen i Moskva heller ikke helt almindelig. Omkring 1.500 mennesker bippede denne gang gennem politiets metaldetektorer og blev dermed en del af den første myndigheds-godkendte demonstration i rækken organiseret af oppositionsgruppen “Strategi 31″. Ti gange før har arrangørerne fået nej til at samles på pladsen. Og ligeså mange gange er det endt i masseanholdelser. Men ikke denne gang. I hvert fald ikke helt, som vi er vant til.
Den gang talte den 92-årige menneskeretsveteran Ljudmila Aleksejeva til mængden, ligesom oppositionspolitikere som Boris Nemtsov og Ilja Jasin og en række andre som ved mange tidligere lejligheder er blevet anholdt med stort rabalder. Nemtsovs Putin-kritiske bog “Putin. Resultater.” blev flittigt omdelt. Nogle demonstranter havde simpelthen klædt sig ud som Putin. I anledning af Halloween.
Sagen var dog mere speget end som så. Politiet havde godt nok tilladt demonstrationen, men højst 800 måtte ifølge ordensmagten deltage. På forhånd havde en række oppositionsfolk, herunder den kontroversielle nationalbolsjevik Eduard Limonov, meddelt, at de ikke kunne acceptere nogen begrænsninger og ville lave deres egen ikke-tilladte demonstration ved siden af den tilladte.
Det blev den klart mest aktive og højlydte del af demonstrationen. Omkring 100 unge brød gennem politiets afspærring. Først ind til den tilladte demonstration. Og så ud igen, mens de råbte “Det er vores by”, “Rusland uden Putin” og “Ned med muren!”
Politiet havde tydeligvis fået ordre om ikke at anholde folk. Kampklædte betjente forsøgte ganske vist at mase de unge tilbage i den “tilladte” del af demonstrationen, men de anholdt kun ganske få – hvilket er ganske usædvanligt.
Aleksander Tjerkassov menneskeretsorganisationen Memoral var dog ikke imponeret over fremmødet og forløbet.
“Problemet er, at vi står splittet. Der er ingen samlet opposition. Det er jo i virkeligheden sørgeligt, at vi fejrer, at tusind mennesker kommer her og demonstrerer. I 1990 var vi nær en halv million,” fortalte han.
Han lod forstå, at oppositionens alliancen med netop nationalbolsjevikkerne, en mærkværdig “venstre-nationalistisk”, kvasi-fascistisk organisation med forfatteren Eduard Limonov i spidsen, ikke var hans kop te.
Tilsyneladende var det dog ikke nationalbolsjevikkerne, der stod for den “ikke-tilladte” del af demonstrationen. De var unge, der tydeligvis opsat på at understrege, at forsamlingsfriheden skulle forstås bogstaveligt: At de demonstrerede, hvor de ville, også selvom man måtte demonstrere lovligt 25 meter længere henne.
Derfor kunne man pludselig se scener, hvor 100 unge råbte “Rusland uden Putin” mellem Tjajkovskij-koncertsalens søjler, før de pludselig blev omringet af politikæder og skubbet tilbage til den anden demonstration. Kun for igen at løbe storm mod politikæden.
Ingen tvivl om at de provokerede. De vidste, at politiet ville gribe ind. Og de vidste, at hundredvis af fotografer og journalister så med.
Sammenstødene med politiet er blevet en fast del af de russiske regeringskritikeres demonstrationskultur, en kultur som nok ikke var vokset frem, hvis myndighederne simpelthen havde tilladt demonstrationerne fra starten. Den fandtes for eksempel ikke, da undertegnede så de første “Et andet Rusland”-oppositionsdemonstration i 2006.
Da hoveddemonstrationen var slut fortsatte omkring 100 unge ned af den indre ringgade, hvor de for en tid blokerede trafikken i den ene retning, mens de råbte slagsord. Efter ti minutter kom en bus med 40 urobetjente hvinende efter dem. De anholdt to, men lod resten gå.
Der forlod jeg dem.
Senere meddelte radiostationen Ekho Moskvy, at en lille gruppe demonstranter var nået frem til regeringsbygningen, Det Hvide Hus, hvor 20 blev anholdt.
Og ja. Så endte det alligevel næsten, som det plejer.








Jelle 13:04 on 17. december 2008 Permalink
Great blog!