Ellers hvad med otte engelsktimer for en reparation af toilettet?

Krisetider får nye tanker til at gro frem i Rusland. Og gamle. For i dette tilfælde er ideen verdens ældste handelsform, bytteøkonomi. Men med lavvande i kassen og banker, der holder igen med kreditten, virker bytteriet pludselig ikke længere helt så arkaisk som indtil for nyligt.

Byttebaser er væltet frem på internettet, herunder Alisa og Rusbarter, hvorfra eksemplet med engelsktimerne og toilettet stammer. Også store virksomheder er med på dillen. I millionbyen Tjeljabinsk ringede et lokalt byttefirma for nyligt til en traktorfabrik og spurgte om det ikke kunne bytte sig til en traktor for 3,5 millioner rubler kondenseret mælk. Og jo, det kunne de da godt, skriver Moscow Times.

Foreløbigt udgør bytteriet kun en brøkdel af økonomien, mellem 2-3 procent. Det er stadig langt fra situationen i 1990erne, hvor nogle brancher gladeligt byttede sig til over halvdelen af deres varer, før tendensen døde ud i takt med den økonomiske vækstbølge i Rusland efter 1999. De fleste økonomer ser derfor bytteriets genkomst som et alvorligt krisetegn. Klaus Rohland, landeansvarlig for Rusland i Verdensbanken, fortalte mig i et interview, at virksomheder i Østtyskland under kommunismen ofte havde 1-2 ansatte, som udelukkende beskæftigede sig med byttehandel og med at forsøge at komme af med varer, som virksomheden havde fået i bytte andre steder fra. Et voldsomt spild af ressourcer, understregede han.

Men en af Ruslands første rigmænd, den kontroversielle iværksætter German Sterligov, ser alligevel muligheder i bytteriet. Jeg intereviewde ham i hans bjælkehytte uden for Moskva, hvor han fortalte om sin plan for at genoplive bytteøkonomien til en glorværdig fremtid. Han har investeret 15 mio euro i en database, der skal binde virksomheder sammen i et globalt digitalt netværk, hvor varer skifter hænder for andre varer, hvorved brugen af penge minimeres. Foreløbigt har han åbnet lokalafdelinger i 49 byer. Men ikke nok med det. Han vil også lokke arbejdsløse russere til at flytte ud på landet. Her skal de passe høns og hugge brænde og lære at skabe værdier med hænderne, sådan som Sterligov selv har gjort det. Lyder det altså fra bytteøkonomiens russiske gudfader.

Fra NATO til Kreml? Måske ikke den mest trafikerede karrierevej men ikke desto mindre det tilbud, der i aftes blev præsenteret i æteren på radiostationen Ekho Moskvy. Stationen kastede sig frygtløst ind i den betændte debat om statsministerens fremtid og spurgte lytterne, om de ønsker “sådan en person” som Anders Fogh Rasmussen til at regere Rusland. Og jo tak, det ville 55 procent af lytterne da gerne! 37 procent sagde nej tak til Fogh. 1480 lyttere har foreløbigt stemt.

Ekho Moskvy er kendt for at gå til vaflerne med fantasifulde afstemninger. En anden nyere afstemning handler om, hvorvidt den russiske præsident, Dmitrij Medvedev, (som Anders Fogh altså ifølge lytterne er velkommen til at afløse) personlig skal deltage i comedy-programmer på tv. Det mener 61 procent, at han skal, mens 37 procent er imod.

Længe leve lytter-demokratiet.


Det lyder måske som en aprilsnar, men det er chokerende realiteter: Lenin har været udsat for et attentat, der har efterladt ham uden bagparti. Det har jeg skrevet mere om i avisen her.

Seneste nye i sagen er, at Lenin er så hårdt medtaget, at hele bronzestatuen midlertidigt må pilles ned. Den er simpelthen er i fare for at kollapse, når bagen ikke længere holder sammen på det 10 meter høje monument foran Finlandsbanegården i Skt. Petersborg.

Statuen er rejst i 1920erne og overlevede blandt andet Leningrads belejring.

I en pressemeddelese fra Skt. Petersborgs kulturforvaltning citeres lederen af byens skulptur-museum dog for at sige, at skaderne ikke er “fatale“, og at statuen vil blive genopstillet samme sted, når den er blevet restaureret.

Det er fortsat uvist, hvem der står bag attentatet mod sovjetlederens bagparti. Det er dog ikke første gang Lenin-statuer har været udsat for hærværk og bombesprængninger, som jeg skriver mere om her. Der har sågar været eksempler på fantisifuld spraymaling af Lenin.

Læs mere på newsru og hos Komsomolskaja Pravda, der også har en video fra gerningsstedet.

Når sneen daler, mørket falder på og de blå frostgrader bider sig fast i næsehårene, så ved russerne, hvad der skal til: Filt. Masser af filt. På fødderne altså. Resultatet? Det mest ærkerussiske af alle former for fodtøj: Valenki.

De russiske filtstøvler dukker op i gadebilledet omkring november. Jo koldere det bliver, jo flere filtstøvlesælgere kan man støde på nær metrostationer og på markeder. De kommer rejsende fra oplandet og sælger deres hjemmelavede valenki for 1000-1200 rubler og opefter (i skrivende stund omkring 170-200 kroner).
Men valenki er ikke længere kun gammelkonefodtøj. Næh, hvis man elsker filt mere end penge, så kan man nu finde særligt trendy og hundedyre modeller på modebutikkernes hylder. For selvom Valenki fortsat regnes for lidt bondske, så har retrobølgen gjort det grågrumsede fodtøj til et hit i visse trendsætterkredse. Som man kan se på disse glade klip fra modens verden:

Hvis du er mere til minimalistisk filt, så prøv markedet uden for Bagrationovskaja-metroen i det vestlige Moskva. Men skynd dig. Valenki fordufter ved forårstemperaturer!

Styr din filtlyst på russisk Wikipedia og i en nylig artikel i International Herald Tribune.

Uzupis er en by i byen og en republik i republikken. »Kunstnerisk uafhængige« kalder indbyggerne sig her i kvarteret på østbredden af Vilnelé-floden midt i den litauiske hovedstad Vilnius. Denne frihed vogtes af en enorm trompeterende, gylden engel, som troner midt i kunstnerbydelen.

»Republikken Uzupis« har naturligvis også sin egen grundlov, som vittige beboere har smækket op på en mur bag ved en af de lokale caféer. »Enhver har ret til at bo ved floden Vilnelé, og floden Vilnelé har ret til at flyde forbi enhver,« lyder den første paragraf, mens paragraf 12 simpelthen slår fast, at »En hund har ret til at være en hund«. Paragraf 3 beroliger: »Alle har ret til at dø, men det er ikke en forpligtelse«. (Se hele forfatningen her)

Sådan har reglerne været siden 1997, hvor bydelen med en kulørt ceremoni rev sig løs fra resten af Vilnius. Og hvis man spekulerer på, hvem der håndhæver de fine paragraffer, så kan man rette henvendelse til bydelens selvbestaltede politimand, Vytautas Ratkevicius, der kører i en gul smadrekasse af en cabriolet med blink på taget. Han foretager de nødvendige »åndelige anholdelser«, hvis nogen vover at sprede dårlig karma i kvarteret, fortæller han på den trendy café ikke langt fra den gyldne engel.

Kvarteret er blomstret op, efter i 1990erne at have været et af de mest ramponerede i byen, siger Ratkevicius. I dag bor flere af regeringens ministre i området, og nogle af de bedste caféer og gallerier findes her. Men samtidig har bydelen heldigvis beholdt en hel del af sin kreative vildskab.

Pimp din nabo

Et af de seneste Uzupis-projekter hedder »Pimp your neighbour«, en mere jordnær version af tv-kanalen MTV’s program om toplirede biler. I Uzupis-udgaven handler konceptet i stedet om at give folk, der trænger, muligheden for at blive shinet op med det nyeste tøj og den seneste hårmode. Hver gang, det går løs, udvælges en uformuende Uzupis-beboer, der så får hele turen af nogle af Vilnius førende stylister, frisører og designere. Flere af dem er – ifølge den selvbestaltede politimand – endt på forsiden af de glittede modemagasiner.

Projektet kører fortsat lejlighedvis, så det er bare om at kigge ind forbi det ugentlig marked i bydelen, hvor det hele sker. Det er hver torsdag eftermiddag. 1. april fejrer byen i øvrigt sin uafhængighedsdag. Det går heller ikke stille af.

I det hele taget kan Østbloggen og alle Østbloggens venner varmt anbefale at kigge forbi det charmerende Vilnius i år, hvor byen er Europæisk Kulturhovedstad og det summer af arrangementer på gader og stræder. Læs mere om kulturhovedstaden her eller tjek min artikel om fortidens dæmoner, barok og beton.

Vladimir Putin tog sig en pause fra den økonomiske krise og festede under en privatkoncert til Abba-hits som “Mama Mia”, “Dancing Queen” og “Money, Money, Money”. Det skriver hele nyhedsorglet: nyhedsbureauerne (AP, AFP), Moskva-avisen Moscow Times og to britiske aviser The Times og The Daily Telegraph.

Russerne har dog kun i små dryp fået serveret den rygende varme historie om premierministerens hemmelige diskoliv. Efter Putins talsmand skråsikkert afviste oplysningerne over for de vestlige nyhedsbureauer, har de etablerede russisk-sprogede medier nemlig valgt at ignorere dansedebatten – og dermed forvise den til blog-fora og netmedier.

Det er eller ingen ringere end ABBA-kopibandet Bjorn Again, der er kilde til den festlige historie, som samtidig giver et interessant indblik i den russiske elites musiksmag. I januar blev de australske ABBA-kloner således ringet op af Kreml og hyret til en privatkoncert formedelst 20.000 britiske pund, skriver Moscow Times. Den 22. januar spillede gruppen angiveligt i et statsejet palæ ved Valdaj-søen vest for Moskva, ifølge bandets manager. Blandt gæsterne var Ruslands judo-praktiserende premierminister, Vladimir Putin, og en lille håndfuld tilhørere, der alle dansede med armene i vejret og klappede til musikken, fortæller en af sangerinderne.

“Hr. Putin nød virkelig koncerten, han råbte “Bravo” og klappede sammen med de andre,” siger Aileen McLaughlin til The Times.

Under koncerten blev bandet bevogtet af bodyguards og de celebre publikummer var delvist skjult bag et halvgennemsigtigt gardin. Alligevel hævder sangerinden, at hun var sikker på, det var Putin selv, der var åbenlyst boogiehumør på tilskuerrækkerne.

“Det var fuldstændig åbenlyst, hvor Hr. Putin sad,” siger Aileen McLaughlin, der optræder som gruppens blonde Agnetha, til AFP.

Men det er løgn og ondsindede diskobagvaskelse, siger Putins talsmand, Dmitrij Peskov.

“Jeg kan fortælle Dem officielt og helt sikkert, at Vladimir Putin aldrig deltog i en sådan koncert. Han var der ikke,” siger Peskov til AFP.

Efter den afvisning rørte de russiske aviser ikke ved historien. Den kunne jo vise sig at være sprængfarlig ligesom den – i øvrigt fejlagtige – sladderhistorie om Putins skilsmisse og efterfølgende ægteskab med en tidligere gymnast. Bladet Moskovskij Korrespondent, der bragte de rygter til torvs, er nu lukket.

Det ville dog ikke være første gang russiske magthavere tager for sig af livemusikkens glæder. Sidste år spillede Deep Purple guitaristen Joe Lynn Turner en privat koncert for den nuværende præsident Dmitrij Medvedev, der er kendt som en mangeårig fan af det britiske band.

Russiske forretningsfolk er også kendt for at spendere benhårdt på underholdning. George Michael, Jennifer Lopez og Christina Aguilera er alle blevet hyret til private koncerter hos forskellige oligarker, ifølge russiske medier.

Og selvom historien om danse-Putin ikke har spredt sig på papir, har den turneret flittigt på det russiske internet. Først fra den populære side inopressa.ru, hvor udenlandske artikler om Rusland systematisk oversættes. Derfra er historien dryppet ned i blogosfæren, hvor den har udløst 1800 blogkommentarer.

At der gemmer sig en diskodanser i den judo-trænede Putin, vil hans talsmand, Dmitrij Peskov, da heller ikke afvise.

“Jeg er ikke i tvivl om, at han kan lide noget af ABBAs musik,” siger Peskov til Moscow Times.

Danse-Putins påståede playlist ifølge The Times
Arrival
Waterloo
Gimme, Gimme, Gimme (A Man after Midnight)
Super Trouper
Honey Honey
Knowing Me, Knowing You
Ring Ring
Fernando
Voulez-Vous
Lay All Your Love on Me
Money, Money, Money
Take a Chance on Me
Mamma Mia
Dancing Queen
Thank You for the Music

Et af Østbloggens indsatsområder – metrohunde – er igen hyperaktuelt. Man kan læse den dybdeborende udredning om disse firbenede pendlere i avisen her. Samme sted kan finde kommentarer fra zoolog og etolog Andrej Neuronov, der har forsket i hundene i Moskvas undergrund.

Vi iler samtidig med at bringe billeder fra Mendelejevskaja-stationen i Moskva, hvor man finder mindesmærket for metrohunden “Maljtik”, der blev slået ihjel af en sindsforvirret kvinde for flere år siden. (Hele historien på russisk her.) Matjik var så populær, at passagerer og handlende samlede ind til hundestatuen, som nu er blevet lidt af en seværdighed. Da Østbloggen kom forbi sidst, lå en anden metrohund og sov ved siden af mindemærket.

Og herunder billetmanden Jevgenij, som åbent indrømmer, at han lukker metrohunde ind gennem betalingsanlægget, “selvom han egentlig ikke må”. Denne metro-dissident har Østbloggens fulde opbakning.

På det russiske internet kan man desuden finde vidnesbyrd om stor interesse for hundene i undergrunden. Blandt andet en del videomateriale. Herunder en smagsprøve:

Ikke min station, siger hunden:

Men her skal jeg af:

Moskva har ikke bare interessante menneskelige indbyggere. Dyrelivet i byen er om muligt endnu mere opsigtsvækkende.

I forgårs løb jeg eksempelvis på denne firbenede passager på Kievskaja metrostationen.

Jeg ved ikke, om han havde købt billet. Men han så ud til at nyde turen.

Selv respektable pelsklædte damer måtte se sig charmeret af metro-Fido.

Der er tale om en vaskeægte moskovitisk metrohund. Metrohundene er kort fortalt herreløse hunde, som venlige billetdamer på en god dag lukker indenfor på stationen. Så finder de ellers selv ned af rulletrapperne og ind i togene. De er et velkendt indslag nede i Moskvas undergrund, selvom de fortsat vækker opsigt. Se fx denne hjemmeside. Der kommer i øvrigt snart mere her på bloggen til alle metrohundeelskere. Stay tuned!