Det lyder måske som en aprilsnar, men det er chokerende realiteter: Lenin har været udsat for et attentat, der har efterladt ham uden bagparti. Det har jeg skrevet mere om i avisen her.

Seneste nye i sagen er, at Lenin er så hårdt medtaget, at hele bronzestatuen midlertidigt må pilles ned. Den er simpelthen er i fare for at kollapse, når bagen ikke længere holder sammen på det 10 meter høje monument foran Finlandsbanegården i Skt. Petersborg.

Statuen er rejst i 1920erne og overlevede blandt andet Leningrads belejring.

I en pressemeddelese fra Skt. Petersborgs kulturforvaltning citeres lederen af byens skulptur-museum dog for at sige, at skaderne ikke er “fatale“, og at statuen vil blive genopstillet samme sted, når den er blevet restaureret.

Det er fortsat uvist, hvem der står bag attentatet mod sovjetlederens bagparti. Det er dog ikke første gang Lenin-statuer har været udsat for hærværk og bombesprængninger, som jeg skriver mere om her. Der har sågar været eksempler på fantisifuld spraymaling af Lenin.

Læs mere på newsru og hos Komsomolskaja Pravda, der også har en video fra gerningsstedet.

“Kampvogne og fly betyder ikke en skid. Det handler om journalister. Har du aldrig hørt om informationskrig?” Sådan lyder den kyniske replik fra en fiktiv amerikansk reporter, der optræder russisk tv’s seneste partsindlæg i den betændte debat om August-krigen i Kaukasus. Filmen “Olimpius Inferno“, der havde tv-premiere i søndag aften, er én lang forsvarstale for Ruslands handlinger i konflikten. Den stroboskopisk klippede (stilistisk set Bourne-inspirerede) actionfilm viser georgiske soldater som aggressive og primitive. Og de russiske soldater som civiliserede og hjælpsomme. Kvalme-niveauet på propaganda-skalaen nås i en scene, hvor skrigene fra ossetiske civile, der mishandles af georgiske soldater, glider over i billedet af den russiske præsident, Dmitrij Medvedev, der toner frem på den ossetiske families tv-skærm og siger “nok er nok”. Så har selv babusjkaerne ude i 25. kartoffelrække vist fattet det.

Hele filmen kan ses på Youtube.

Filmens plot er kort fortalt: En ung, amerikansk biolog ankommer med sin russiske journalist-veninde for at studere sommerfugle i Sydossetien. De filmer ved et tilfælde krigens begyndelse, og det er disse optagelser, der udløser den amerikanske tv-reporters kommentar om informationskrig. Og netop det er tilsyneladende filmens hovedærinde. Det skæres ud i pap i en af de afsluttende scener, hvor vores amerikanske biolog-ven vender hjem til USA. Her inviteres han på live-tv og forsøger forgæves at fortælle “sandheden” om Ruslands heltemodige “humanitære intervention”. Men han latterliggøres af den amerikanske tv-vært, der kun vil høre den “amerikanske” version. Nu har de måske forstået det helt ude på 50. kartoffelrække: MEDIERNE ER PROPAGANDA-MASKINER, DER FØRER INFORMATIONSKRIG I DERES EGEN REGERINGS TJENESTE!

Og prøv så lige at læse den sætning igen. Jo, ironien er tyk. For beskrivelsen passer sjovt nok præcis på filmen selv. Selvom instruktøren på forhånd havde understreget, at den ikke skulle ses som et politisk indlæg, så må man, efter at have set resultatet, sige, at det er lige, hvad den er. Den begår præcis den brøde, som den onde amerikanske tv-journalist anklages for i filmen: Den fører ensidig informationskrig.

Alligevel er filmen brugbar på én måde: Til at stille skarpt på forståelsen af konflikten i Rusland. For den afspejler meget godt stemningen blandt mange almindelige mennesker. Faktisk er der få begivenheder de senere år, der i så høj grad har skabt mentale kløfter mellem øst og vest. Mange russere kan ikke fatte (på baggrund af det, de har læst og set i russiske medier – som eksempelvis denne film), hvorfor flere vestlige ledere fordømte Ruslands aktion i Georgien som helt ude af proportioner. Derfor har krigen om noget forstærket mange russeres følelse af at være misforståede og uretfærdigt behandlede. Selv mange liberale (fx Javlinskij, den daværende leder af det lille Putin-kritiske parti Jabloko) støttede Ruslands handlinger i krigen.

Vi taler altså om en afgrundsdyb forståelseskløft. Og det er farligt i en post-sovjetiske virkelighed, hvor nationalismen lurer og enhver kritik af Rusland fra Vesten bliver brugt indenrigspolitisk til at placere Rusland i offerrollen. Dette er vigtigt at forstå, hvis man skal finde en forklaring på Ruslands ofte noget skingre retorik.

Dermed udstiller filmen et af Ruslands problemer: Instrumentaliseringen af information i mange russiske nyhedsmedier. I sin egen sort-hvid-hed forudsætter filmen, at alle lande har statsstyrede medier, der også ser verden sort-hvidt. At medierne er et villigt værktøj, der kontrolleres af staten. I denne forståelse findes der naturligvis kun to versioner af krigen, nemlig de to, der kan bruges politisk: Nummer et: Aggressive Rusland invaderer lille uskyldig nabo. Nummer to: Onde Mikhail Saakasjvili starter folkemord i Sydossetien og Rusland beslutter uselvisk at standse ham. At begge versioner er usande er irrelevant, hvis man ser verden i denne optik. Men en ting er sikkert: De umuliggør en konstruktiv løsning af konflikten.

En bedre version: At den georgiske leder – efter måneders ossetiske og russiske provokationer – indledte en skæbnesvanger offensiv mod Sydossetien, der igen udløste et russisk modangreb dybt ind i Georgien – det er bare ikke sort-hvidt nok i hverken Rusland eller Georgien.

Det var dog i det store hele det forløb, der – trods alle de billige koldkrigsklicheer – i sidste ende blev rapporteret i seriøse vestlige medier som BBC, Der Spiegel og New York Times. For den interesserede læser står det klart, at både russere, ossetere og georgiere udkæmpede en grusom krig med store civile ofre som eksempelvis Human Rights Watch har slået fast.

Hvad der forblev underrapporteret var krigens baggrund i det kaukasiske kludetæppe af etniciteter. Nogle gange var det som om, osseterne forsvandt som etnicitet og part i krigen – og kun russere og georgiere blev tilbage. Og så mister man en stor del af baggrunden for konflikten, der rækker tilbage til Stalins del-og-hersk-politik blandt de kaukasiske folkeslag, den nationalistiske georgiske leder Zviad Gamsakhurdia i starten af 1990erne, opportunitiske separatister i Sydossetien og Abkhasien, Mikhail Saakasjvilis valgløfte om at genvinde kontrollen med udbryderregionerne og Ruslands hadefulde forhold til samme Saakasjvilis Rose-revolution og NATO-flirteri og derfor støtte til alt, hvad er var anti-Saakasjvili, herunder osseterne.

Filmiske heltekvad og sort-hvide forklaringer bringer os i hvert fald ikke nærmere en løsning af situationen i Georgiens separatistområder, der fortsat er sprængfarlig.

Et ellers trivielt borgmestervalg i den russiske OL-by Sotji har udviklet sig til et politisk tilløbsstykke. I dag udløber fristen for at registrere sig til valget, og kandidaterne – den ene mere farverig end den næste – er sprunget frem i hobetal. Foreløbigt har 23 meldt sig til at stå i spidsen for sortehavsbyen og dermed dele af det olympiske budget forud for vinter-OL 2014.

Netop OL-debatten har pumpet Sotji-valget op i landspolitiske dimensioner og givet flere oppositionskandidater og olympiske kritikere blod på tanden. En af oppositionsveteranerne, den tidligere vicepremierminister Boris Nemtsov, har kastet sig ind i valgkampen med fuld styrke. Det samme har ejeren af oppositionsavisen Novaja Gaseta, Aleksander Lebedev, der for nyligt også opkøbte den engelske avis Evening Standard. Hertil kommer en broget blanding af miljøaktivister, ballerinaer, armlæggere og selvfølgelig kandidater fra både Putin-partiet Forenet Rusland, pseudo-oppositionspartiet Retfærdigt Rusland og fra kommunistpartiet og det populistiske LDPR.

Det er med andre ord lagt i ovnen til “året valgkamp,” mener Vladimir Gelman fra det Europæiske Universitet i Skt. Petersborg, som jeg interviewede til denne artikel. Hvis vel og mærke kandidaterne får lov at komme på stemmesedlen. Det får vi at vide i næste uge. Selve valget er 26. april.

BRÆNDVARM OPDATERING: Den kendte ballerina Anastasija Volotjkova har bekræftet, at hun også stiller op i flokken af kandidater. Om sit kandidatur har hun tidligere sagt: “Jeg har selvfølgelig ingen politisk erfaring, men jeg stiller op som menneske, som kvinde,” skriver Newsru.

Sotji i billeder:

De fleste russere associerer sjovt nok ikke Sotji med vintersport, men med palmer, sandstrande og mineralbade. Foto: wiki

De fleste russere associerer sjovt nok ikke Sotji med vintersport, men med palmer, sandstrande og mineralbade.

Banegården i Sotji (eller i hvert fald det allerøverste af banegården).

Banegården i Sotji

Sotji Nye Teater få hundrede meter fra stranden.

Sotji "Nye Teater" få hundrede meter fra stranden.

Skisportsstedet Krasnaja Poljana. Premierminister Vladimir Putin har sit feriehus i området. Foto: wiki

Skisportsstedet Krasnaja Poljana i Kaukasusbjergene nær Sotji. Premierminister Vladimir Putin har sit feriehus i området.

Når sneen daler, mørket falder på og de blå frostgrader bider sig fast i næsehårene, så ved russerne, hvad der skal til: Filt. Masser af filt. På fødderne altså. Resultatet? Det mest ærkerussiske af alle former for fodtøj: Valenki.

De russiske filtstøvler dukker op i gadebilledet omkring november. Jo koldere det bliver, jo flere filtstøvlesælgere kan man støde på nær metrostationer og på markeder. De kommer rejsende fra oplandet og sælger deres hjemmelavede valenki for 1000-1200 rubler og opefter (i skrivende stund omkring 170-200 kroner).
Men valenki er ikke længere kun gammelkonefodtøj. Næh, hvis man elsker filt mere end penge, så kan man nu finde særligt trendy og hundedyre modeller på modebutikkernes hylder. For selvom Valenki fortsat regnes for lidt bondske, så har retrobølgen gjort det grågrumsede fodtøj til et hit i visse trendsætterkredse. Som man kan se på disse glade klip fra modens verden:

Hvis du er mere til minimalistisk filt, så prøv markedet uden for Bagrationovskaja-metroen i det vestlige Moskva. Men skynd dig. Valenki fordufter ved forårstemperaturer!

Styr din filtlyst på russisk Wikipedia og i en nylig artikel i International Herald Tribune.

Uzupis er en by i byen og en republik i republikken. »Kunstnerisk uafhængige« kalder indbyggerne sig her i kvarteret på østbredden af Vilnelé-floden midt i den litauiske hovedstad Vilnius. Denne frihed vogtes af en enorm trompeterende, gylden engel, som troner midt i kunstnerbydelen.

»Republikken Uzupis« har naturligvis også sin egen grundlov, som vittige beboere har smækket op på en mur bag ved en af de lokale caféer. »Enhver har ret til at bo ved floden Vilnelé, og floden Vilnelé har ret til at flyde forbi enhver,« lyder den første paragraf, mens paragraf 12 simpelthen slår fast, at »En hund har ret til at være en hund«. Paragraf 3 beroliger: »Alle har ret til at dø, men det er ikke en forpligtelse«. (Se hele forfatningen her)

Sådan har reglerne været siden 1997, hvor bydelen med en kulørt ceremoni rev sig løs fra resten af Vilnius. Og hvis man spekulerer på, hvem der håndhæver de fine paragraffer, så kan man rette henvendelse til bydelens selvbestaltede politimand, Vytautas Ratkevicius, der kører i en gul smadrekasse af en cabriolet med blink på taget. Han foretager de nødvendige »åndelige anholdelser«, hvis nogen vover at sprede dårlig karma i kvarteret, fortæller han på den trendy café ikke langt fra den gyldne engel.

Kvarteret er blomstret op, efter i 1990erne at have været et af de mest ramponerede i byen, siger Ratkevicius. I dag bor flere af regeringens ministre i området, og nogle af de bedste caféer og gallerier findes her. Men samtidig har bydelen heldigvis beholdt en hel del af sin kreative vildskab.

Pimp din nabo

Et af de seneste Uzupis-projekter hedder »Pimp your neighbour«, en mere jordnær version af tv-kanalen MTV’s program om toplirede biler. I Uzupis-udgaven handler konceptet i stedet om at give folk, der trænger, muligheden for at blive shinet op med det nyeste tøj og den seneste hårmode. Hver gang, det går løs, udvælges en uformuende Uzupis-beboer, der så får hele turen af nogle af Vilnius førende stylister, frisører og designere. Flere af dem er – ifølge den selvbestaltede politimand – endt på forsiden af de glittede modemagasiner.

Projektet kører fortsat lejlighedvis, så det er bare om at kigge ind forbi det ugentlig marked i bydelen, hvor det hele sker. Det er hver torsdag eftermiddag. 1. april fejrer byen i øvrigt sin uafhængighedsdag. Det går heller ikke stille af.

I det hele taget kan Østbloggen og alle Østbloggens venner varmt anbefale at kigge forbi det charmerende Vilnius i år, hvor byen er Europæisk Kulturhovedstad og det summer af arrangementer på gader og stræder. Læs mere om kulturhovedstaden her eller tjek min artikel om fortidens dæmoner, barok og beton.

I Sovjetunionen skulle ingen snydes for en mærkedag. Jernbanearbejderne blev fejret første søndag i august, skolelærerne 5. oktober og de heltmodige kosmonauter 12. april. Og sådan er det til en vis grad stadigvæk i det genfødte Rusland.

Det vil man bemærke, hvis man besøger Rusland i dag, 23. februar, hvor landet slår sig løs på “Dagen for Fædrelandets Beskyttere” (День защитника Отечества). Der bliver militærparader. Der bliver nedlagt kranse ved den evige flamme og for foden af statuer af generaler højt til hest. Og der bliver drukket en flaske eller fem. For sådan fejrer man nu engang de væbnede styrker. Datoen markerer dagen, hvor den Røde Hær i 1918 indkaldte hobevis af soldater til at kæmpe i borgerkrigen.

Den slags traditioner hænger ved. Og også i det moderne Rusland holder man fast i markeringen af dette vendepunkt for bolsjevikkerne. Hos Østbloggens lokale vaskemaskineforhandler har man i ugevis reklamet for denne smukke helligdag, som det kan ses på billedet.

Men ingen skal som sagt snydes for en mærkedag! Heller ikke dem, som eventuelt ikke er soldater. Så i tolerancens navn er dagen i praksis blevet udvidet til at være en slags “mandedag”. 23. februar er simpelthen blevet et maskulint modstykke til 8. marts, kvindernes internationale kampdag. Denne dag skal drenge og mænd have gaver og hyldes efter fortjeneste. Sådan foregik det allerede i sovjettiden. For eksempel i skolen, hvor pigerne gav drengene en lille gave, fordi de jo engang skulle vokse op og forsvare fædrelandet.

Dette lighedstegn mellem mand og kriger kan man så fundere lidt over. Men lad det være sagt med det samme, at det nuværende russiske styre ikke ligefrem har tonet det ned. I 2002 blev dagen således opgraderet fra blot og bart en mærkedag til en fuldfed helligdag, hvor alle har fri (også kvinder og pacifister).

Men er mandedagen i virkeligheden en sammensværgelse? Den holdning er blevet fremført over for Østbloggen af visse repræsentanter for det kvindelige køn. For hvorfor ligger mændenes mærkedag før kvindernes? Fordi det dermed bliver umuligt for kvinderne at give mændene dårlige gaver, hvis de da ikke vil have igen med samme mønt 8. marts.

Et snedigt træk af den Røde Hær.

Finanskrisen klarer tilsyneladende, hvad hverken byplanlæggere eller færdselsbetjente har været i stand til: At løsne en smule op for Moskvas trafikale forstoppelse.

Indbyggerne i den russiske hovedstad har de seneste år måtte vænne sig til at den ydre ringvej har forvandlet sig til en 100 kilometer lang trafikprop, hvor man snildt kan nå at stige ud og få en smøg, før myldretidstrafikken hoster sig endnu et par udsigtsløse meter frem. Selv besøgende i byen har – enten de ville eller ej – måtte stifte bekendtskab med ordet “probka” (пробка), når de på tredje time sad i taxaen på vej mod lufthavnen og et fly, de ligeså godt kunne have aflyst.

Men hjælpen er på vej. Den økonomise nedtur kan nu ikke kun aflæses på arbejdsløshedsstatistikken, men også direkte på Moskvas gader og stræder. Efter årevis med stadigt flere og større biler på gaderne, går det nu den anden vej, rapporterer newsmsk.

“I slutningen af januar og begyndelsen af februar er antallet af biler på vejene 10-20 procent mindre end i januar sidste år,” siger trafikanalytikeren Vladislav Borodin fra Yandex.probki, der driver et af de meste brugte digitale kort over trafikpropperne.

På enkelte strækninger er det endda 30-40 procent nedgang i trafikken, selvom der er flere biler i byen nu end for et år siden, melder trafikforskeren.

Ifølge trafikforskeren skyldes det ikke et pludseligt anfald af grøn samvittighed, men derimod den økonomiske afmatning. Således er også antallet af passagerer i byens marsjrutkaer (minibusser) er faldet markant, ligesom antallet af metropassagerer er faldet med 200.000 den seneste måned, oplyser en talsmand for metroen.

Østbloggen har dog endnu ikke kunnet iagttage nogen tilsvarende stigning i andelen af cyklister, der fortsat er nogenlunde på niveau med antallet af rumfærger og luftpudebiler på vejene.

Hvem bliver patriark i stedet for patriarken? Det spørgsmål har optaget mange kloge hoveder på det seneste. Det drejer sig trods alt om overhovedet for den russisk-ortodokse kirke – det nærmeste russerne kommer på en pave. Sent tirsdag aften blev det så afgjort. Metropolit Kirill, der på forhånd var favorit, blev vinder med 508 stemmer mod 169 til nummer to metropolit Kliment. Det kan man læse mere om her.

Altsammen har det fået massiv omtale i aviserne og på tv de seneste uger. Derfor havde Deres blogskribent da også forventet, at det ville blive et folkeligt tilløbsstykke. Det plejer de kirkelige højtider at blive. Da Johannes Døberens hånd (et vigtigt relikvie) var på besøg i Moskva for et par år siden, stod folk i kø i over et døgn for at komme indenfor i Kristi Frelser-katedralen. Da den tidligere patriark, Aleksej 2. døde i december, var der om muligt endnu flere, der ventede i silende regn for at sige farvel til den populære kirkeleder.

Men sådan gik det ikke denne gang. Jeg kiggede forbi katedralen både søndag, mandag og tirsdag. De to første dage, da biskopperne allerede var samlet indenfor, var der ingen mennesker at se. Kun politifolk. Tirsdag aften var en lille flok troende – måske 20-25 stykker – forsamlede. De bød velkommen, velsignede mig og hinanden uden dog at udtrykke støtte til nogen bestemt patriark-kandidat.

Den eneste anden forsamling tirsdag var 30-40 medlemmer af den meget aktive Kreml-  og Putin-loyale ungdomsbevægelse Nasji. De stod i en vindblæst flok med store skilte, der krævede “En forenet kirke”. Mystisk nok havde de taget opstilling under statuen af den ateistiske Friedrich Engells.

Første demonstrant, en ung mand, ville kun sige “ingen kommentarer”, da jeg spurgte, hvorfor han var mødt op her. “Et møde uden kommentarer,” spurgte jeg. “Ja, uden kommentarer,” svarede han. Anden demonstrant, en ung kvinde, ville heller ikke sige noget og henviste i stedet til sit badge, hvor der stod “Samfundsbevægelsen til støtte af den lokale kirkeråd”, altså den begivenhed, der foregik inden i katedralen. En meget tavs slags politiske aktivister, må man sige. Nu fik en af arrangørerne øje på mig. Stormede hen imod mig og forklarede, at det handlede om at støtte alt det, der foregik inde i kirken. Hun tilkaldte derefter sin overordnede, der præsenterede sig som Sergej Mikajev. Da han havde forsikret sig om min identitet som journalist, forklarede han, at de var kommet for at forhinde eventuelle “provokatører” i at skabe ballade. Men det er vel en fredelig begivenhed, indvendte jeg. “Næh, De skulle bare vide. Jeg kan fortælle Dem, at der er mange kræfter, der ønsker at vælte den nuværende orden i Rusland. Vi vil forhindre det”. “Hvem”, spurgte jeg. “Vi kender situationen i Ukraine. Der er mange fraktioner og det har givet næring til brug af politisk teknologi (et russisk yndlingsbegreb, red.). De forsøger sig også her i Rusland,” lød det fra Mikajev. “Valget af en ny patriark er meget vigtigt. Det er et spørgsmål af geopolitisk betydning,” fortsatte han.

Javel. På intet tidspunkt så jeg dog nogen “provokatører”. Den redaktionelt uafhængige radiostationen Ekho Moskvy rapporterer til gengæld, at Nasji helt nægtede at udtale sig til dem.

Hele dette spil hører til dagens orden i Rusland. Her er den (undtagelsesvise) politiske aktivisme er ikke sjældent kendetegnet ved voldsom angst for snarligt kollaps. Og af en stærk overbevisning om, at onde kræfter (gerne i Vesten) vil russerne det skidt. Ingen bærer denne tro stærkere end Nasji.

Lynkursus i russisk gadepolitik: Russiske demonstrationer kan ikke sammenlignes med dem, man kender i mere åbne samfund. I Rusland bevogtes de ofte med godt og vel samme antal politifolk, som der er deltagere. Og demonstrationen får kun lov at finde sted, hvis myndighederne synes, det er en god ide. Derudover er det for arrangørerne ganske almindeligt at betale unge mennesker for at deltage i politiske møder. Det er blandt andet det, russerne mener, når de bruger begrebet “politisk teknologi” – og endnu en god grund til at almindelige mennesker afskyr politik.

Jeg ved naturligvis ikke, om det er tilfældet med de tavse Nasji-demonstranter denne aften. Men det er et faktum, at der findes bureauer i Rusland, hvor man kan købe demonstranter på timebasis. Sådan er det. Det gælder i øvrigt ikke kun de Kreml-loyale. Jeg har talt med folk, som har demonstreret for oppositionspartiet Jabloko for år tilbage. De fik da også en skilling for det.

Politik er med andre ord hårdt og beskidt. Det gælder selv det hellige patriarkvalg. Den ortodokse kirke har godt nok en – det må man give dem -  langt mere demokratisk procedure, end katolikker har for pave-udpegning. Men den procedure har denne gang givet anledning til en meget beskidt valgkamp med beskyldninger om både cigaretsmugleri og stemmefusk. Det har jeg skrevet lidt om her.

Ikke meget er helligt for de “politiske teknologer”.

Det syder og bobler i den russiske blogosfære. Tech-nørder, hjemmebrændere og vittige hunde slår sig løs i det russiske cyberspace – og antallet af blogs tordner i vejret. 3,8 millioner russiske blogs var der i april sidste år (ifølge denne rapport). Antallet har mens dette skrives rundet 6,3 millioner. (Se under Всего … блогов.) Det er en stigning på 65 procent på ni måneder. Selv den russiske præsident, Dmitrij Medvedev, er blandt de bloggende, som man kan læse i min klumme her.

Bloggeriet er lidt af en guldgrube, hvis man vil tage pulsen på diskussionerne derude i det vidtstrakte Rusland. Modsat statsligt tv, så afspejler de nemlig ret præcist, hvad der rører sig derude. I hvert fald blandt de internet-aktive. De viser også, at der på nettet findes noget, der grangiveligt ligner et civilsamfund.

Jo tak, hører jeg læseren indvende, men er det ikke bare sylteopskrifter, porno og numismatik? Jo, det er det. Men der foregår også en frodig diskussion af nyheder, kultur, musik, politik. Lad os se engang. Herunder et øjebliksbillede over de syv “varmeste emner” i den russiske blogosfære – igen ifølge den største søgemaskine, Yandex her fredag formiddag. De “varme emner” er fraser, der omtales på mange tusinde blogs.

1. Проблемы у альтернативных клиентов ICQ
“Problemer med alternativer til ICQ”. Chat-programmet ICQ er populært i Rusland – nu giver en opdatering problemer.
2. Евгений Чичваркин
“Jevgenij Tjitjvarkin”. Tidligere topforretningsmand, der nu er på flugt fra poiitiet
3. Скончалась Дина Верни
“Dina Verni er død”. Fransk-russisk sangerinde
4. Эвтаназия
“Aktiv dødshjælp”. Debat om aktiv dødshjælp
5. Игнатьев
“Sergej Ignatiev”. Direktør for Centralbanken – har netop sagt af rublen nu skal stabiliseres efter længere tids fald
6. Казнь за отравленное молоко
“Dom for mælkeforgiftning”. Dom for mælkeforgiftningen i Kina
7. Гуантанамо
“Guantanamo”. Efter Obamas indsættelse fornyet diskussion om lukning af Guantanamo

Det er altså ikke gøgl det hele.

Endnu et morsomt eksperiment er at tage blogosfærens puls.

Her kan man lave sit eget lille russiske barometer – og fx finde ud af, at Putin er mere omtalt end Medvedev, at det russiske nytår slår den russisk jul med flere længder, og at vodka er mere populært end mælk. Især det sidste må siges at være en afgørende afsløring. Selvom danske bloggere sandsynligvis også skriver mere om øl end om lillebror-ost.

Links til populære russiske bloggere:

Idioten

Den anden

Anton Nossik – en russisk internetpionér

Og her en oversigt over

engelsksprogede blogs om Rusland.

Hvem er alle tiders største russer? Det spørgsmål har russisk tv brugt seks måneder og tretten tv-programmer på at overveje. I aftes blev spændingen så udløst, da den sidste og afgørende udgave af Ruslands Navn kørte over skærmen. Til manges lettelse blev vinderen ikke sovjetdiktatoren Josef Stalin, der dog kun var 5.000 tv-seerstemmer fra sejren. I stedet tilfaldt æren krigshelten Aleksander Nevskij. Prins Nevskij er mest kendt fra de drabelige sammenstød med invaderende tyske korsriddere og svenske hære i det 13. århundrede. Slaget på den frosne Peipus-sø blev udødeliggjort i Eisensteins filmklassisker fra 1938.

Men lad se nærmere på hele listen over finalister og deres stemmetal:

Aleksander Nevskij (Александр Невский) 524 575
Pjotr Stolypin (П.А. Столыпин) 523 766
Josef Stalin (И.В. Сталин) 519 071
Aleksander Pusjkin (А.С. Пушкин) 516 608
Peter den Store (Петр I) 448 857
Vladimir Lenin (В.И. Ленин) 424 283
Fjodor Dostojevskij (Ф.М. Достоевский) 348 634
Aleksander Suvorov (А.В. Суворов) 329 028
Dmitrij Mendelejev (Д.И. Менделеев) 306 520
Ivan den Grusomme (Иван IV Грозный) 270 570
Katarina den Store (Екатерина II) 152 306
Aleksander 2. (Александр II) 134 622

Ruslands Navn er inspireret af BBCs 100 Greatest Britons (hvor Winston Churchill løb af med sejren). Den russiske udgave har tiltrukket sig stor opmærksomhed, fordi den er vadet direkte ud i den altid sprængfarlige debat om landets identitet. Hvem er Ruslands helte? Hvilken periode i sin historie skal det moderne Rusland spejle sig i? I et land, der blev genfødt for bare 17 år siden, er det højaktuelle og højpolitiske spørgsmål.

Josef Stalin har fra starten spøgt i showet. I de indledende runder lå han en overgang nummer ét efter en internetafstemning. Men de programansvarlige annullerede en million Stalin-stemmer, der angiveligt var et resultat af et hackerangreb. Senere blev tolv finalister udvalgt, og de fik hver en aften på russisk tv, hvor deres historiske rolle blev debatteret. Jeg har tidligere skrevet en klumme om Stalin-programmet, der blev sendt i oktober.

Stalin endte på en tredjeplads, hvilket må siges at være godt gået af en mand, der er en af det 20. århundredes absolut største massemordere. Det er de fleste russere godt klar over. Men samtidig opfatter mange ham som manden, der reddede landet fra Hitlers hære under den Store Fædrelandskrig (Великая Отечественная война), som Anden Verdenskrig kendes i Rusland. Og netop sejren over nazisterne er stadig et omdrejningspunkt for en god del af selvforståelsen i Rusland (hvilket man kan forvisse sig om ved at besøge Moskva på sejrsdagen 9. maj – medbring høreværn). Derfor var det selvfølgelig en veteran fra krigen, den pensionerede general Valentin Varennikov, der på tv forsvarede Stalins minde. At Stalin så vandt krigen ved at drukne de tyske hære i sine egne soldaters blod, mens han organiserede deportionen af millioner af mennesker er i helteoptikken – tilsyneladende – mindre vigtigt. Og Stalins fjerdeplads kun 5.000 stemmer efter Nevskij (!) viser da også, at General Varinnikov har en stor del af befolkningen på sin side. Russerne er delt næsten 50-50, når det gælder spørgsmålet om, hvorvidt Stalin gjorde mest godt eller skidt viser meningsmålinger.

Stalin som vinder ville imidlertid være for pinligt for Rusland både indadtil og udadtil. Det har de programansvarlige hele tiden været været klar over og har tydeligvis forsøgt at forhindre, at det skulle ske – blandt andet ved at give taletid til kritikere af Stalin og Lenin under tv-programmerne. Det ville se grimt ud i udlandet, hvor mange i forvejen beskylder Putin for at køre landet tilbage på sovjetsporet. Og indenrigspolitisk ville en sejr til en af de to sovjetledere kunne ses som en slags kapitulation over for kommunistpartiet (det største oppositionsparti), der stadig ved højtiderne bærer portrætter af Stalin og Lenin gennem gaderne. Samtidig ville det være mudret at kåre den georgisk-fødte Stalin til “Ruslands Navn” efter August-krigen mod netop Georgien.

Russisk tv gør ikke noget, der strider mod magthavernes interesser. Og lige nu er Stalin og Lenin ikke de helte, som styret ønsker at promovere alt for meget (selvom de heller ikke ønsker at smække dem ude jf. en række nyere historiebøger, som nedspiller Stalin forbrydelser og fremhæver hans “organisatoriske talent”). I stedet har magthaverne længe haft et godt øje på den sene tsartid (under Aleksander III og Nikolaj II). Vladimir Putin har selv udtrykt beundring for reformpremierministeren Stolypin, der blev konkurrencens nummer to. Også det russiske underhus – Dumaen – gør meget ud af at føre sin historie tilbage til tsar-tidens parlamenter.

Lidt svulstig nationalisme går magthaverne samtidig ikke afvejen for, og det afspejles netop i vinderen af konkurrencen, Aleksander Nevskij. Allerede Eisensteins film fra 1938 blev Aleksander Nevskij-skikkelsen politiseret og brugt til at forberede befolkningen på krig med Hitler-tyskland. Blandt andet derfor har han længe været et symbol for russiske patrioter. Tidligere i år blev hans gerninger støvet af med en dyrtproduceret actionfilm ved navn “Slaget ved Nevaen“. Aleksander Nevskij er desuden blevet helgenkåret af den ortodokse kirke blandt andet for at have bremset den katolske kirkes udbredelse.

Nationalismen og krigsheltene har med Stalin og Nevskij sejret på plads nummer et og tre. De mindre krigeriske kræfter finder vi på plads nummer to og fire med Stolypin og Ruslands nationaldigter Aleksander Pusjkin. På point vinder generalerne, politikerne, diktatorerne og krigsheltene dermed 9-3 mod digterne og videnskabsmændene.