Ellers hvad med otte engelsktimer for en reparation af toilettet?

Krisetider får nye tanker til at gro frem i Rusland. Og gamle. For i dette tilfælde er ideen verdens ældste handelsform, bytteøkonomi. Men med lavvande i kassen og banker, der holder igen med kreditten, virker bytteriet pludselig ikke længere helt så arkaisk som indtil for nyligt.

Byttebaser er væltet frem på internettet, herunder Alisa og Rusbarter, hvorfra eksemplet med engelsktimerne og toilettet stammer. Også store virksomheder er med på dillen. I millionbyen Tjeljabinsk ringede et lokalt byttefirma for nyligt til en traktorfabrik og spurgte om det ikke kunne bytte sig til en traktor for 3,5 millioner rubler kondenseret mælk. Og jo, det kunne de da godt, skriver Moscow Times.

Foreløbigt udgør bytteriet kun en brøkdel af økonomien, mellem 2-3 procent. Det er stadig langt fra situationen i 1990erne, hvor nogle brancher gladeligt byttede sig til over halvdelen af deres varer, før tendensen døde ud i takt med den økonomiske vækstbølge i Rusland efter 1999. De fleste økonomer ser derfor bytteriets genkomst som et alvorligt krisetegn. Klaus Rohland, landeansvarlig for Rusland i Verdensbanken, fortalte mig i et interview, at virksomheder i Østtyskland under kommunismen ofte havde 1-2 ansatte, som udelukkende beskæftigede sig med byttehandel og med at forsøge at komme af med varer, som virksomheden havde fået i bytte andre steder fra. Et voldsomt spild af ressourcer, understregede han.

Men en af Ruslands første rigmænd, den kontroversielle iværksætter German Sterligov, ser alligevel muligheder i bytteriet. Jeg intereviewde ham i hans bjælkehytte uden for Moskva, hvor han fortalte om sin plan for at genoplive bytteøkonomien til en glorværdig fremtid. Han har investeret 15 mio euro i en database, der skal binde virksomheder sammen i et globalt digitalt netværk, hvor varer skifter hænder for andre varer, hvorved brugen af penge minimeres. Foreløbigt har han åbnet lokalafdelinger i 49 byer. Men ikke nok med det. Han vil også lokke arbejdsløse russere til at flytte ud på landet. Her skal de passe høns og hugge brænde og lære at skabe værdier med hænderne, sådan som Sterligov selv har gjort det. Lyder det altså fra bytteøkonomiens russiske gudfader.

Finanskrisen klarer tilsyneladende, hvad hverken byplanlæggere eller færdselsbetjente har været i stand til: At løsne en smule op for Moskvas trafikale forstoppelse.

Indbyggerne i den russiske hovedstad har de seneste år måtte vænne sig til at den ydre ringvej har forvandlet sig til en 100 kilometer lang trafikprop, hvor man snildt kan nå at stige ud og få en smøg, før myldretidstrafikken hoster sig endnu et par udsigtsløse meter frem. Selv besøgende i byen har – enten de ville eller ej – måtte stifte bekendtskab med ordet “probka” (пробка), når de på tredje time sad i taxaen på vej mod lufthavnen og et fly, de ligeså godt kunne have aflyst.

Men hjælpen er på vej. Den økonomise nedtur kan nu ikke kun aflæses på arbejdsløshedsstatistikken, men også direkte på Moskvas gader og stræder. Efter årevis med stadigt flere og større biler på gaderne, går det nu den anden vej, rapporterer newsmsk.

“I slutningen af januar og begyndelsen af februar er antallet af biler på vejene 10-20 procent mindre end i januar sidste år,” siger trafikanalytikeren Vladislav Borodin fra Yandex.probki, der driver et af de meste brugte digitale kort over trafikpropperne.

På enkelte strækninger er det endda 30-40 procent nedgang i trafikken, selvom der er flere biler i byen nu end for et år siden, melder trafikforskeren.

Ifølge trafikforskeren skyldes det ikke et pludseligt anfald af grøn samvittighed, men derimod den økonomiske afmatning. Således er også antallet af passagerer i byens marsjrutkaer (minibusser) er faldet markant, ligesom antallet af metropassagerer er faldet med 200.000 den seneste måned, oplyser en talsmand for metroen.

Østbloggen har dog endnu ikke kunnet iagttage nogen tilsvarende stigning i andelen af cyklister, der fortsat er nogenlunde på niveau med antallet af rumfærger og luftpudebiler på vejene.

Det var aftalen, der igen fik gassen til at flyde til Europa. Men den var hemmelig.

Hverken Ukraine eller Rusland ville oplyse noget om detaljerne i det forlig de to lande indgik i en sen nattetime i januar, efter en over to uger lang afbrydelse – den alvorligste nogensinde – af den russiske gasforsyning til Europa.

Men nu har den ukrainske avis Ukrajinska Pravda offentliggjort hele aftalens tekst. Kyiv Post bringer en engelsk oversættelse (her første og anden del).

Ukraines to politiske rivaler, premierminister Julia Timosjenko og præsident Viktor Jusjtjenko, skændes nu højlydt om, hvorvidt aftalen er god nok. Jusjtjenko, der er stærkt bagud i meningsmålingerne, beskylder Timosjenko for at have solgt ud til Rusland, mens EU-landene forsøger at presse Jusjtjenko til at love at respektere aftalen, så Europas gasforsyning ikke igen kommer i fare.

Den russiske bank Alfa Bank giver imidlertid Jusjtjenko delvist ret. Ifølge en rapport fra banken med titlen “We have a winner” er aftalen fordelagtig for Gazprom, der står til at tjene godt på den nye prisformular på trods af nedslag i prisen i den første periode af den 10 år lange aftale. Ukraine kan endda i perioder komme til at betale mere for gassen end de europæiske lande, efter de seneste år at have fået gassen op mod 50 procent billigere, skriver banken. Spørgsmålet er mere, om det kriseramte Ukraine vil være i stand til at betale. Banken skriver følgende: (Jeg kan desværre ikke linke til rapporten, da den ikke ligger online).

The new export and transit agreements with Ukraine are very
lucrative for Gazprom. Ukrainian sales in 2010 will quickly
become Gazprom’s most profitable, yielding ~$40/mcm more
than European sales. Unfortunately, the agreements may not
stand, as a) Ukraine may well not be able to afford the agreed-
to prices; and b) with snap elections threatening, bitter
political battles have already erupted around the contracts.

Ukrajinska Pravda, der fik fingre i den hemmelige aftale, er i øvrigt den samme avis, hvor den ukrainske journalist Georgij Gongadze arbejdede, indtil han i 2000 blev kidnappet og senere fundet halshugget i en skov i Ukraine.

Ned. Ned. Ned. Det er kun gået en vej for den russiske rubel, siden finanskrisen for alvor bed sig fast i Rusland. Rubelkursen nu er den laveste i seks år ifølge Bloomberg, så man nu – som det fremgår af billedet – skal smække mere end 40 rubler i skranken for at få en enkelt euro.

Og hvad så, kunne man spørge? Jo, i Rusland tiltrækker emnet valutakurser sig for det første noget mere opmærksomhed end hos en gennemsnitlig dansker. Om ikke andet så fordi kurserne står og blinker festligt over vekselboderne overalt i de russiske byer.

Men interessen skyldes også dyrekøbte erfaringer. Enhver russer over 14 husker nedsmeltningen i 1998, hvor rublen røg ned under gulvbrædderne og tog pensionsopsparingen med sig i faldet.

I årevis var det derfor ganske almindeligt at få lønnen udbetalt i dollar, at købe hus i euro og at gemme en del af opsparingen i hård valuta under sofaen. Og det er det stadig, selvom den lange økonomiske optur siden 2000 ellers var begyndt at sende den udenlandske valuta på tilbagetog. Indtil for nyligt var russerne sågar begyndt at turde stole på den lunefulde rubel, der i flere år har viste sig overraskende stabil. I jubelåret 2007 blev den russiske regering endda så kæphøj, at den krævede, at myndigheder ikke længere måtte bruge ordet “dollar”. Det forslag viste sig dog i praksis umuligt at gennemføre.

Nu går det så ned ad bakke igen. Russerne veksler igen til hård valuta. Og selvom krisen foreløbigt slet ikke kan sammenlignes med 1998, så ser faldet ud til at fortsætte, i hvert fald indtil olieprisen igen går i vejret. For den russiske økonomi – og dermed rublen – følger olien med milimeterpræcision.

Det er altsammen træls for de, der får løn i rubler og betaler husleje i euro. Og vice versa. En bekendt af denne blogskribent fik således følgende alternative nytårshilsen:

“Må dine indtægter blive i euro og dine udgifter i rubler!”

Amen!

Links:
Gazeta.ru
Rubler og skrupler

Mens Rusland og Ukraine fortsat skændes om betingelserne for en genåbning af gashanerne, er det forbrugerne i Europa, der tager skraldet. Det nu seks døgn lange gasstop trækker især tænder ud i Serbien og Bosnien-Hercegovina, hvor gaslagrene var små. I Bulgarien holder skoler lukket for at spare på energien, og i Slovakiet vi regeringen – til nabolandenes store fortrydelse – genåbne et atomkraftværk.

Disse krisetilstande står i skarp modsætning til Rusland og Ukraine, der begge har kortsigtede interesser i konflikten. For dem kommer konflikten ikke som en overraskelse. Ukraine har siden sommeren lagt gas på lager, så landet denne gang (modsat under krisen i 2006) har ressourcer til fleres måneders forbrug, selvom russerne lukker for gassen. I Ukraine spiller konflikten en hovedrolle i det indenrigspolitisk spil mellem præsident Viktor Jusjtjenko og premierminister Julia Timosjenko. Der skal være præsidentvalg om et år i Ukraine, og begge parter forsøger at score point og beskylde hinanden for at være hhv. korrupte og i lommen på Rusland.

I Rusland har premierminister Vladimir Putin i månedsvis brokket sig over de faldende energipriser, som ifølge ham er uretfærdige. Den hårde russiske forhandlingsposition (hvor Rusland de seneste to uger har hævet priskravet til Ukraine fra 250 dollar per 1000 kubikmeter til 450 dollar) kan derfor skyldes et ønske om at presse energiprisen op. Samtidig er gaskonflikten det perfekte argument for at sætte turbo på Ruslands rørledningsprojekt gennem Østersøen “Nordstream”, som ellers har ligget underdrejet.

Begge lande spiller naturligvis højt spil. Rusland er godt i gang med at ødelægge sin tilbageværende troværdighed som energipartner, mens Ukraine risikerer at forværre konsekvenserne af finanskrisen og endda at måtte sluge de nu endnu højere energipriser fra Rusland.

Men de største tabere i konflikten er EU-landene. EU har udstillet sin sårbarhed og den mangel på diversificering af energikilderne, som kritikere i årevis har advaret om. Et EU-observationskorps ser ud til at blive løsningen på konflikten, men man kan spørge sig selv, hvorfor det ikke skete allerede for tre år siden, da den første russisk-ukraine gaskrig rasede.

Links:
Portræt af Gazprom
EUs strategiske energieftersyn
East European Gas Analysis

I Rusland og Ukraine fejrer man nytår med gaver og en god lang ferie, der ofte varer et godt stykke hen forbi den ortodokse jul (7. januar). Men de seneste år er nye traditioner kommet til i denne glade højtid. En gaskrig for eksempel. For tredje år i træk skændes Ukraine og Rusland i disse dage om gammel gæld og energipriser – og for anden gang på tre år har russiske Gazprom også gjort alvor af truslerne og lukket og slukket for gassen til Ukraine.

Konkret udspiller konflikten sig mellem de to statskontrollerede selskaber Gazprom (ejes 51 pct af den russiske stat) og ukrainske Naftohaz. På sidelinjen står mellemhandlerselskabet RosUkrEnergo, som er indregistreret i Schweiz.

Denne konstruktion er vigtig at forstå. Konflikten har nemlig både et kommercielt og et ikke-kommercielt lag.

Det kommercielle udspiller sig mellem Gazprom og Naftohaz. Begge er aktieselskaber og blandt de største virksomheder i de to lande. Især Gazprom er med sit monopol på gaseksport fra Rusland helt afgørende for den russiske økonomi. Selskabet har altså kommercielle interesser, herunder at Ukraine 1) skal betale sine regninger til tiden og 2) ikke skal have særpriser, som det har været tradition siden Sovjets sammenbrud. Sidste år betalte Ukraine 170 dollar for 1000 m3 gas, mens EU-landene betalte mellem 400 og 500 dollar. (En del af denne rabat er dog bytte-bytte-købmand for lavere transitomkostninger). De seneste måneder har Ukraine været bagud med betalingen af regningerne i takt med at den globale finanskrise har fået statskassen til at springe læk. Derfor handler de konkrete forhandlinger om at blive enige om en ny gaspris og betalingen af den gamle gæld samt en ny pris for transit.

Men det er ikke det hele. Konflikten har nemlig også en række ikke-kommercielle lag. For det første bliver forretning uvægerligt politisk, når den involverer magthaverne. Og det gør den i gasbranchen i Rusland og Ukraine. Ruslands nuværende præsident, Dmitrij Medvedev, er tidligere bestyrelsesformand for Gazprom. Ukraines nuværende premierminister, Julia Timosjenko, har tilnavnet “gasprinsessen” og en lang fortid i gasindustrien.

Derfor kommer politiske gnidninger mellem de to lande uvægerligt til at spøge i forhandlingerne. Det gælder især Ruslands vrede over Ukraine tilnærmelse til NATO og angivelige støtte til Georgien under augustkrigen mellem Georgien og Rusland.

Dernæst hører hverken Ukraine eller Rusland til i Transparency Internationals superliga. Bogen “Gazprom – det nye russiske våben” (findes ikke på engelsk men kan fås på tysk) af de to russiske journalister, Mikhail Zygar and Valerij Panjusjkin beskæftiger sig kritisk med Gazprom og med mellemhandlerselskabet RosUkrEnergo. Meget lidt er offentligt kendt om RosUkrEnergo, udover at et Gazprom-datterselskab ejer 50 procent og to ukrainske forretningsmænd resten. En af dem er angiveligt den eftersøgte mafiagangster Semjon Mogilevitj. Ifølge bogen står det klart, at selskabet er en pengemaskine for de lyssky ejere, men at det er umuligt at dokumentere præcist, hvem der tjener på fiksfakserierne. Den ukrainske premierminister, Julia Timosjenko, har åbent sagt, at RosUkrEnergo er en “korrupt mellemhandler“, som toppolitikere i både Rusland og Ukraine holder hånden over.
Og i de kredse gives der sjældent nytårsgaver.

Læs mere:
Gazproms økonomi halter
Timosjenkos kamp mod RosUkrEnergo også på BBC
Gazproms udenrigspolitik