“De kalder os halvblods” - frygt for etnisk konflikt i Kirgistan

Etnisk vold truer Kirgistan, efter det onsdag kom til kampe mellem kirgisere og usbekere i byen Djalal-Abad i den sydlige del af landet. (Se Berlingske 20. maj. Artiklen er desværre ikke online). Det er de værste etniske uroligheder i årevis. I dag fortsætter uroen.

Følgende er en beretning fra en god bekendt i det sydlige Kirgistan. Med hans tilladelse bringer jeg en dansk oversættelse af uddrag af et brev, han sendte mig i denne uge - to dage før gårsdagens gadekampe. Emailen forklarer bedre end noget nyhedstelegram, hvorfor folk i området frygter etnisk vold.

Lad mig med det samme sige, at der er roligt her. Jeg håber, at det fortsætter sådan. Men vi er bange. Næsten hver dag er der hændelser, provokationer, dårlige. Der er ingen gode varsler.

Se, jeg skrev selv, at alt var roligt, og nu tænker jeg, om det er sandt, hvad jeg skrev? Jeg har skrevet brevet om et par gange. Jeg er bange.

I morgen, 17. maj, siger de, at der vil ske noget. En række begivenheder, som kan være organseret af støtter af eks-præsident Bakijev og kriminelle grupper. Jeg ønsker ikke, at spå om begivenhederne.

Det mest skræmmende for os i Syden er etnisk konflikt, fordi vi alle husker blodsudgydelserne i den etniske konflikt i 1990. (…)

Vi har en multietnisk familie. Mine børn taler en blanding mellem kirgisisk og usbekisk. Vi har familiemedlemmer fra alle nationaliter.

For tre dage siden kørte jeg til en begravelse ude på landet. Min mors tante var død. Hun var uighur, og mange uighurer har usbekere i familien. Fra Usbekistan kom min onkel, som jeg sidste gang så, da jeg var i 10-års-alderen. Han sagde, at de usbekiske grænsevagter havde nægtet at lukke ham over grænsen til Kirgistan. Så sagde han  til grænsevagterne:

“Så skyd mig bagfra. Jeg må til min søsters begravelse”.

Og han gik over. (…)

Da jeg hørte disse simple historier om deres liv, var jeg i chok. De fordømte aldrig, de fortalte bare om deres tilværelse.

Jeg var glad for at tale med alle mine slægtninge. Jeg kan godt lide denne flernationale og flerkulturelle herkomst og opdragelse. Men hvordan skal det gå? Skal vi rives fra hinanden? Hvordan skal vi leve videre? Når der spekuleres i de nationale følelser, så kalder de os “halvblods”. Hos os i opgangen bor der både usbekere og kirgisere. For nyligt begyndte de at dele sig i nationale kendetegn og med os ville hverken den ene eller den anden gruppe tale. Fordi kirgiserne mener, at vi er usbekere, og usbekerne mener, at vi er kirgisere. De grupperer sig efter nationalitet.

Min kone lider meget under det. For et par dage siden fik hun en nervesammenbrud. Hun har ikke lyst til at gå ud. Nu sidder hun hjemme med vores lille søn. Før gik hun ud oftere end jeg i gården og var sammen med naboerne og blev endda venner med dem. For at hun ikke skal bekymre sig har jeg lovet at finde en ny lejlighed inden efteråret (…)

I går og i dag har vi købt ind: smør, mel osv. Vi ønsker ikke at tro det værste. Men, den indre stemme gentager hele tiden, og “pludselig”. Og dette “pludselig” ængster. Det skræmmer, når et  menneskes vigtigste kendetegn bliver dets nationale tilhør som hos fascisterne. Det skræmmer at leve i en atmosfære at angst og had.

Men desværre er der hele tiden disse provokationer, som spreder disse hændelser og spekulerer i folks problemer. Nu, på den lokale private tv-kanale har man nærmeste kunne høre kald om mobilisering af usbekerne. Det er bare ikke klart hvorfor? Til hvad? Med hvilket mål?

For et par dage siden ringede min far, der er på forretningsrejse. Han ville være sikker på, at vi blev hjemme sammen 17. maj. Angiveligt ville der blive etnisk konflikt. Indtil videre lytter vi ikke til den slags, fordi vi ikke vil tro, at det er andet end provokationer.

(…)

I landet er der magtesløshed og kaos. Politiet - efter den offentlige ydmygelse i Talas - har ikke tænkt sig at beskytte folket eller bevogte den offentlige orden. De indtager en passiv position.

Vores nabolande har lukket grænserne. Vi lever de facto under økonomisk blokade. (…)

Min mor beder os hele tiden om at rejse bort. Hvorhen? Ærligt talt, så ønsker jeg ikke at rejse. Men det er tungt at leve i denne atmosfære. Livet er kun begyndt. Vi er blevet en lille familie, mine børn vokser op. Jeg ønsker, at de får en god fremtid.

I øvrigt, man svarer altid, når folk spørger, “hvordan er livet?”: “Fint!”. Men ikke nu. Hvordan kan vi leve videre? Hvad venter os?