Rejsetip: Pimp din nabo i englens by

Uzupis er en by i byen og en republik i republikken. »Kunstnerisk uafhængige« kalder indbyggerne sig her i kvarteret på østbredden af Vilnelé-floden midt i den litauiske hovedstad Vilnius. Denne frihed vogtes af en enorm trompeterende, gylden engel, som troner midt i kunstnerbydelen.

»Republikken Uzupis« har naturligvis også sin egen grundlov, som vittige beboere har smækket op på en mur bag ved en af de lokale caféer. »Enhver har ret til at bo ved floden Vilnelé, og floden Vilnelé har ret til at flyde forbi enhver,« lyder den første paragraf, mens paragraf 12 simpelthen slår fast, at »En hund har ret til at være en hund«. Paragraf 3 beroliger: »Alle har ret til at dø, men det er ikke en forpligtelse«. (Se hele forfatningen her)

Sådan har reglerne været siden 1997, hvor bydelen med en kulørt ceremoni rev sig løs fra resten af Vilnius. Og hvis man spekulerer på, hvem der håndhæver de fine paragraffer, så kan man rette henvendelse til bydelens selvbestaltede politimand, Vytautas Ratkevicius, der kører i en gul smadrekasse af en cabriolet med blink på taget. Han foretager de nødvendige »åndelige anholdelser«, hvis nogen vover at sprede dårlig karma i kvarteret, fortæller han på den trendy café ikke langt fra den gyldne engel.

Kvarteret er blomstret op, efter i 1990erne at have været et af de mest ramponerede i byen, siger Ratkevicius. I dag bor flere af regeringens ministre i området, og nogle af de bedste caféer og gallerier findes her. Men samtidig har bydelen heldigvis beholdt en hel del af sin kreative vildskab.

Pimp din nabo

Et af de seneste Uzupis-projekter hedder »Pimp your neighbour«, en mere jordnær version af tv-kanalen MTV’s program om toplirede biler. I Uzupis-udgaven handler konceptet i stedet om at give folk, der trænger, muligheden for at blive shinet op med det nyeste tøj og den seneste hårmode. Hver gang, det går løs, udvælges en uformuende Uzupis-beboer, der så får hele turen af nogle af Vilnius førende stylister, frisører og designere. Flere af dem er – ifølge den selvbestaltede politimand - endt på forsiden af de glittede modemagasiner.

Projektet kører fortsat lejlighedvis, så det er bare om at kigge ind forbi det ugentlig marked i bydelen, hvor det hele sker. Det er hver torsdag eftermiddag. 1. april fejrer byen i øvrigt sin uafhængighedsdag. Det går heller ikke stille af.

I det hele taget kan Østbloggen og alle Østbloggens venner varmt anbefale at kigge forbi det charmerende Vilnius i år, hvor byen er Europæisk Kulturhovedstad og det summer af arrangementer på gader og stræder. Læs mere om kulturhovedstaden her eller tjek min artikel om fortidens dæmoner, barok og beton.

0 comments ↓

There are no comments yet...Kick things off by filling out the form below.

Leave a Comment