“Kampvogne og fly betyder ikke en skid. Det handler om journalister. Har du aldrig hørt om informationskrig?” Sådan lyder den kyniske replik fra en fiktiv amerikansk reporter, der optræder russisk tv’s seneste partsindlæg i den betændte debat om August-krigen i Kaukasus. Filmen “Olimpius Inferno“, der havde tv-premiere i søndag aften, er én lang forsvarstale for Ruslands handlinger i konflikten. Den stroboskopisk klippede (stilistisk set Bourne-inspirerede) actionfilm viser georgiske soldater som aggressive og primitive. Og de russiske soldater som civiliserede og hjælpsomme. Kvalme-niveauet på propaganda-skalaen nås i en scene, hvor skrigene fra ossetiske civile, der mishandles af georgiske soldater, glider over i billedet af den russiske præsident, Dmitrij Medvedev, der toner frem på den ossetiske families tv-skærm og siger “nok er nok”. Så har selv babusjkaerne ude i 25. kartoffelrække vist fattet det.

Hele filmen kan ses på Youtube.

Filmens plot er kort fortalt: En ung, amerikansk biolog ankommer med sin russiske journalist-veninde for at studere sommerfugle i Sydossetien. De filmer ved et tilfælde krigens begyndelse, og det er disse optagelser, der udløser den amerikanske tv-reporters kommentar om informationskrig. Og netop det er tilsyneladende filmens hovedærinde. Det skæres ud i pap i en af de afsluttende scener, hvor vores amerikanske biolog-ven vender hjem til USA. Her inviteres han på live-tv og forsøger forgæves at fortælle “sandheden” om Ruslands heltemodige “humanitære intervention”. Men han latterliggøres af den amerikanske tv-vært, der kun vil høre den “amerikanske” version. Nu har de måske forstået det helt ude på 50. kartoffelrække: MEDIERNE ER PROPAGANDA-MASKINER, DER FØRER INFORMATIONSKRIG I DERES EGEN REGERINGS TJENESTE!

Og prøv så lige at læse den sætning igen. Jo, ironien er tyk. For beskrivelsen passer sjovt nok præcis på filmen selv. Selvom instruktøren på forhånd havde understreget, at den ikke skulle ses som et politisk indlæg, så må man, efter at have set resultatet, sige, at det er lige, hvad den er. Den begår præcis den brøde, som den onde amerikanske tv-journalist anklages for i filmen: Den fører ensidig informationskrig.

Alligevel er filmen brugbar på én måde: Til at stille skarpt på forståelsen af konflikten i Rusland. For den afspejler meget godt stemningen blandt mange almindelige mennesker. Faktisk er der få begivenheder de senere år, der i så høj grad har skabt mentale kløfter mellem øst og vest. Mange russere kan ikke fatte (på baggrund af det, de har læst og set i russiske medier – som eksempelvis denne film), hvorfor flere vestlige ledere fordømte Ruslands aktion i Georgien som helt ude af proportioner. Derfor har krigen om noget forstærket mange russeres følelse af at være misforståede og uretfærdigt behandlede. Selv mange liberale (fx Javlinskij, den daværende leder af det lille Putin-kritiske parti Jabloko) støttede Ruslands handlinger i krigen.

Vi taler altså om en afgrundsdyb forståelseskløft. Og det er farligt i en post-sovjetiske virkelighed, hvor nationalismen lurer og enhver kritik af Rusland fra Vesten bliver brugt indenrigspolitisk til at placere Rusland i offerrollen. Dette er vigtigt at forstå, hvis man skal finde en forklaring på Ruslands ofte noget skingre retorik.

Dermed udstiller filmen et af Ruslands problemer: Instrumentaliseringen af information i mange russiske nyhedsmedier. I sin egen sort-hvid-hed forudsætter filmen, at alle lande har statsstyrede medier, der også ser verden sort-hvidt. At medierne er et villigt værktøj, der kontrolleres af staten. I denne forståelse findes der naturligvis kun to versioner af krigen, nemlig de to, der kan bruges politisk: Nummer et: Aggressive Rusland invaderer lille uskyldig nabo. Nummer to: Onde Mikhail Saakasjvili starter folkemord i Sydossetien og Rusland beslutter uselvisk at standse ham. At begge versioner er usande er irrelevant, hvis man ser verden i denne optik. Men en ting er sikkert: De umuliggør en konstruktiv løsning af konflikten.

En bedre version: At den georgiske leder – efter måneders ossetiske og russiske provokationer – indledte en skæbnesvanger offensiv mod Sydossetien, der igen udløste et russisk modangreb dybt ind i Georgien – det er bare ikke sort-hvidt nok i hverken Rusland eller Georgien.

Det var dog i det store hele det forløb, der – trods alle de billige koldkrigsklicheer – i sidste ende blev rapporteret i seriøse vestlige medier som BBC, Der Spiegel og New York Times. For den interesserede læser står det klart, at både russere, ossetere og georgiere udkæmpede en grusom krig med store civile ofre som eksempelvis Human Rights Watch har slået fast.

Hvad der forblev underrapporteret var krigens baggrund i det kaukasiske kludetæppe af etniciteter. Nogle gange var det som om, osseterne forsvandt som etnicitet og part i krigen – og kun russere og georgiere blev tilbage. Og så mister man en stor del af baggrunden for konflikten, der rækker tilbage til Stalins del-og-hersk-politik blandt de kaukasiske folkeslag, den nationalistiske georgiske leder Zviad Gamsakhurdia i starten af 1990erne, opportunitiske separatister i Sydossetien og Abkhasien, Mikhail Saakasjvilis valgløfte om at genvinde kontrollen med udbryderregionerne og Ruslands hadefulde forhold til samme Saakasjvilis Rose-revolution og NATO-flirteri og derfor støtte til alt, hvad er var anti-Saakasjvili, herunder osseterne.

Filmiske heltekvad og sort-hvide forklaringer bringer os i hvert fald ikke nærmere en løsning af situationen i Georgiens separatistområder, der fortsat er sprængfarlig.

Et ellers trivielt borgmestervalg i den russiske OL-by Sotji har udviklet sig til et politisk tilløbsstykke. I dag udløber fristen for at registrere sig til valget, og kandidaterne – den ene mere farverig end den næste – er sprunget frem i hobetal. Foreløbigt har 23 meldt sig til at stå i spidsen for sortehavsbyen og dermed dele af det olympiske budget forud for vinter-OL 2014.

Netop OL-debatten har pumpet Sotji-valget op i landspolitiske dimensioner og givet flere oppositionskandidater og olympiske kritikere blod på tanden. En af oppositionsveteranerne, den tidligere vicepremierminister Boris Nemtsov, har kastet sig ind i valgkampen med fuld styrke. Det samme har ejeren af oppositionsavisen Novaja Gaseta, Aleksander Lebedev, der for nyligt også opkøbte den engelske avis Evening Standard. Hertil kommer en broget blanding af miljøaktivister, ballerinaer, armlæggere og selvfølgelig kandidater fra både Putin-partiet Forenet Rusland, pseudo-oppositionspartiet Retfærdigt Rusland og fra kommunistpartiet og det populistiske LDPR.

Det er med andre ord lagt i ovnen til “året valgkamp,” mener Vladimir Gelman fra det Europæiske Universitet i Skt. Petersborg, som jeg interviewede til denne artikel. Hvis vel og mærke kandidaterne får lov at komme på stemmesedlen. Det får vi at vide i næste uge. Selve valget er 26. april.

BRÆNDVARM OPDATERING: Den kendte ballerina Anastasija Volotjkova har bekræftet, at hun også stiller op i flokken af kandidater. Om sit kandidatur har hun tidligere sagt: “Jeg har selvfølgelig ingen politisk erfaring, men jeg stiller op som menneske, som kvinde,” skriver Newsru.

Sotji i billeder:

De fleste russere associerer sjovt nok ikke Sotji med vintersport, men med palmer, sandstrande og mineralbade. Foto: wiki

De fleste russere associerer sjovt nok ikke Sotji med vintersport, men med palmer, sandstrande og mineralbade.

Banegården i Sotji (eller i hvert fald det allerøverste af banegården).

Banegården i Sotji

Sotji Nye Teater få hundrede meter fra stranden.

Sotji "Nye Teater" få hundrede meter fra stranden.

Skisportsstedet Krasnaja Poljana. Premierminister Vladimir Putin har sit feriehus i området. Foto: wiki

Skisportsstedet Krasnaja Poljana i Kaukasusbjergene nær Sotji. Premierminister Vladimir Putin har sit feriehus i området.

Hvor meget har Ruslands præsident på kontoen? Hvor mange biler har han i garagen? Og hvad tjener landets førstedame? De spørgsmål får russerne svar på i de nærmeste dage, lover præsident Dmitrij Medvedev. Han vil som den første russiske leder offentliggøre en “komplet opgørelse” over sin og sin families formue og indkomst. Det sker, ifølge præsidenten selv, for at sætte et eksempel i kampen mod korruptionen i Rusland.
“Jeg håber mit eksempel vil blive fulgt af andre embedsmænd,” siger han ifølge avisen Moskovskij Komsomolets.

Talsmænd for premierminister Vladimir Putin bekræfter, at også Putin og alle regeringens ministre vil indlevere en formueopgørelse. Det står dog ikke klart, om også disse oplysninger vil blive offentliggjort. Vladimir Putin har tidligere reageret vredt på beskyldninger om, at han skulle have private interesser i blandt andet olieindustrien.

Medvedev har forsøgt at profilere sig på kamp mod korruption og lovløshed i Rusland, siden han blev valgt som Vladimir Putins afløser i marts sidste år. Medvedev har kaldt Rusland et “lovløshedens land” og udnævnt korruption til en trussel mod den nationale sikkerhed.

Og der er nok at tage fat på. Den russiske statsanklager offentliggjorde i sidste måned statistik, som viste, at der blev rejst 280.000 korruptionssager sidste år. Det er dobbelt så mange som året før. Antallet af bestikkelsessager steg med 7,5 procent, sagde vicepremierminister Viktor Sjuvalov.

Ifølge Transparency International rangerer Rusland fortsat blandt de mest korrupte lande i verden. I organisationens 2008-rapport ligger Rusland som nummer 147 i verden i selskab med blandt andre Kenya, Syrien og Bangladesh.

Præsidentens formueopgørelse vil blive offentliggjort inden udgangen af måneden på Kremls hjemmeside.

Når sneen daler, mørket falder på og de blå frostgrader bider sig fast i næsehårene, så ved russerne, hvad der skal til: Filt. Masser af filt. På fødderne altså. Resultatet? Det mest ærkerussiske af alle former for fodtøj: Valenki.

De russiske filtstøvler dukker op i gadebilledet omkring november. Jo koldere det bliver, jo flere filtstøvlesælgere kan man støde på nær metrostationer og på markeder. De kommer rejsende fra oplandet og sælger deres hjemmelavede valenki for 1000-1200 rubler og opefter (i skrivende stund omkring 170-200 kroner).
Men valenki er ikke længere kun gammelkonefodtøj. Næh, hvis man elsker filt mere end penge, så kan man nu finde særligt trendy og hundedyre modeller på modebutikkernes hylder. For selvom Valenki fortsat regnes for lidt bondske, så har retrobølgen gjort det grågrumsede fodtøj til et hit i visse trendsætterkredse. Som man kan se på disse glade klip fra modens verden:

Hvis du er mere til minimalistisk filt, så prøv markedet uden for Bagrationovskaja-metroen i det vestlige Moskva. Men skynd dig. Valenki fordufter ved forårstemperaturer!

Styr din filtlyst på russisk Wikipedia og i en nylig artikel i International Herald Tribune.

Uzupis er en by i byen og en republik i republikken. »Kunstnerisk uafhængige« kalder indbyggerne sig her i kvarteret på østbredden af Vilnelé-floden midt i den litauiske hovedstad Vilnius. Denne frihed vogtes af en enorm trompeterende, gylden engel, som troner midt i kunstnerbydelen.

»Republikken Uzupis« har naturligvis også sin egen grundlov, som vittige beboere har smækket op på en mur bag ved en af de lokale caféer. »Enhver har ret til at bo ved floden Vilnelé, og floden Vilnelé har ret til at flyde forbi enhver,« lyder den første paragraf, mens paragraf 12 simpelthen slår fast, at »En hund har ret til at være en hund«. Paragraf 3 beroliger: »Alle har ret til at dø, men det er ikke en forpligtelse«. (Se hele forfatningen her)

Sådan har reglerne været siden 1997, hvor bydelen med en kulørt ceremoni rev sig løs fra resten af Vilnius. Og hvis man spekulerer på, hvem der håndhæver de fine paragraffer, så kan man rette henvendelse til bydelens selvbestaltede politimand, Vytautas Ratkevicius, der kører i en gul smadrekasse af en cabriolet med blink på taget. Han foretager de nødvendige »åndelige anholdelser«, hvis nogen vover at sprede dårlig karma i kvarteret, fortæller han på den trendy café ikke langt fra den gyldne engel.

Kvarteret er blomstret op, efter i 1990erne at have været et af de mest ramponerede i byen, siger Ratkevicius. I dag bor flere af regeringens ministre i området, og nogle af de bedste caféer og gallerier findes her. Men samtidig har bydelen heldigvis beholdt en hel del af sin kreative vildskab.

Pimp din nabo

Et af de seneste Uzupis-projekter hedder »Pimp your neighbour«, en mere jordnær version af tv-kanalen MTV’s program om toplirede biler. I Uzupis-udgaven handler konceptet i stedet om at give folk, der trænger, muligheden for at blive shinet op med det nyeste tøj og den seneste hårmode. Hver gang, det går løs, udvælges en uformuende Uzupis-beboer, der så får hele turen af nogle af Vilnius førende stylister, frisører og designere. Flere af dem er – ifølge den selvbestaltede politimand – endt på forsiden af de glittede modemagasiner.

Projektet kører fortsat lejlighedvis, så det er bare om at kigge ind forbi det ugentlig marked i bydelen, hvor det hele sker. Det er hver torsdag eftermiddag. 1. april fejrer byen i øvrigt sin uafhængighedsdag. Det går heller ikke stille af.

I det hele taget kan Østbloggen og alle Østbloggens venner varmt anbefale at kigge forbi det charmerende Vilnius i år, hvor byen er Europæisk Kulturhovedstad og det summer af arrangementer på gader og stræder. Læs mere om kulturhovedstaden her eller tjek min artikel om fortidens dæmoner, barok og beton.