I årevis kæmpede de på hver sin side under de blodige tjetjenske krige. Nu vil de sætte sig ned og tale sammen. Den tjetjenske oprørsleder Akhmed Sakajev, der er bosat i London, åbner i et interview med den russiske avis Kommersant op for dialog med den Moskva-tro præsident i Tjetjenien, Ramsan Kadyrov.

“Vi har gentagne gange sagt, at vi er åbne over for dialog med alle parter herunder Ramsan Kadyrovs repræsentanter,” siger han til avisen.

Også en repræsentant for den tjetjenske præsident erklærer sig i samme avis rede til at tale med oprørslederen.

“Ramsan Kadyrov har gennem medierne bedt Sakajev om at vende tilbage og således støtte op om genopbygningen af den Tjetjenske republik”, siger Lema Gudajev, talsmand for Kadyrov.

En tilnærmelse mellem de to er en bemærkelsesværdig udvikling efter to tjetjenske krige og flere års fortsat guerillakrig mellem oprører på den ene side og russiske soldater og Moskva-loyale tjetjenere på den anden side.

De seneste år har Kadyrov styret Tjetjenien med jernhånd og mødt hård kritik blandt menneskeretsgrupper. Men samtidig er sikkerhedssituationen i Tjetjenien i hans regeringstid blevet bedre, ligesom genopbygningen efter de ødelæggende krige for alvor har taget fart. Der forekommer stadig sporadiske sammenstød med oprørsstyrkerne.

Akhmed Sakajev er en af de eneste tilbageværende ledere fra den oprindelige, mere moderate, tjetjenske løsrivelsesbevægelse. I 2002 blev han centrum for en større diplomatisk fejde mellem Danmark og Rusland, da han besøgte Danmark for at deltage i den Tjetjenske Verdenskongres. Rusland krævede ham udleveret mistænkt for terror, men det blev afvist af en dansk dommer grundet manglende beviser. Herefter fortsatte Sakajev til Storbritannien, hvor han senere fik status som politisk flygtning.

Der var i august i år rygter om en tilnærmelse mellem Kadyrov og Sakajev, hvilket Sakajev dog afviste.

De tjetjenske oprørere er i dag splittet og Sakajev har langt fra samme indflydelse som tidligere. Sakajev brød i 2007 med den daværende oprørsleder, Doku Umarov, der slog ind på en stærkt islamistisk linje og gjorde skabelsen af et kaukasisk emirat i det sydlige Rusland til sit mål. Modsat kæmpede de tjetjenske oprører i første halvdel af 1990erne for en sekulær tjetjensk stat. De islamistisk indstillede er i dag langt i overtal blandt de tjetjenske oprørere i området.

Det står dog ikke klart, hvordan Sakajev i givet fald skulle vende tilbage til Tjetjenien, som Kadyrovs talsmand angiveligt foreslår. Rusland kræver ham fortsat udleveret fra Storbritannien og retsforfulgt, hvilket Storbritannien afviser af frygt for, at han ikke vil få en fair retssag.

Den russiske sikkerhedstjeneste, FSB, er tilsyneladende heller ikke i humør til dialog. Så sent som i denne uge anklagede tjenesten Sakajev for at opbygge nye militante grupper i området (mere på russisk her).

Læs mere om Tjetjenien

Kampen om tjetjenernes hjerter

Det faderløse Tjetjenien

Kadyrov: Tjetjenien stærke mand strammer grebet

Et af Østbloggens indsatsområder – metrohunde – er igen hyperaktuelt. Man kan læse den dybdeborende udredning om disse firbenede pendlere i avisen her. Samme sted kan finde kommentarer fra zoolog og etolog Andrej Neuronov, der har forsket i hundene i Moskvas undergrund.

Vi iler samtidig med at bringe billeder fra Mendelejevskaja-stationen i Moskva, hvor man finder mindesmærket for metrohunden “Maljtik”, der blev slået ihjel af en sindsforvirret kvinde for flere år siden. (Hele historien på russisk her.) Matjik var så populær, at passagerer og handlende samlede ind til hundestatuen, som nu er blevet lidt af en seværdighed. Da Østbloggen kom forbi sidst, lå en anden metrohund og sov ved siden af mindemærket.

Og herunder billetmanden Jevgenij, som åbent indrømmer, at han lukker metrohunde ind gennem betalingsanlægget, “selvom han egentlig ikke må”. Denne metro-dissident har Østbloggens fulde opbakning.

På det russiske internet kan man desuden finde vidnesbyrd om stor interesse for hundene i undergrunden. Blandt andet en del videomateriale. Herunder en smagsprøve:

Ikke min station, siger hunden:

Men her skal jeg af:

Hvem bliver patriark i stedet for patriarken? Det spørgsmål har optaget mange kloge hoveder på det seneste. Det drejer sig trods alt om overhovedet for den russisk-ortodokse kirke – det nærmeste russerne kommer på en pave. Sent tirsdag aften blev det så afgjort. Metropolit Kirill, der på forhånd var favorit, blev vinder med 508 stemmer mod 169 til nummer to metropolit Kliment. Det kan man læse mere om her.

Altsammen har det fået massiv omtale i aviserne og på tv de seneste uger. Derfor havde Deres blogskribent da også forventet, at det ville blive et folkeligt tilløbsstykke. Det plejer de kirkelige højtider at blive. Da Johannes Døberens hånd (et vigtigt relikvie) var på besøg i Moskva for et par år siden, stod folk i kø i over et døgn for at komme indenfor i Kristi Frelser-katedralen. Da den tidligere patriark, Aleksej 2. døde i december, var der om muligt endnu flere, der ventede i silende regn for at sige farvel til den populære kirkeleder.

Men sådan gik det ikke denne gang. Jeg kiggede forbi katedralen både søndag, mandag og tirsdag. De to første dage, da biskopperne allerede var samlet indenfor, var der ingen mennesker at se. Kun politifolk. Tirsdag aften var en lille flok troende – måske 20-25 stykker – forsamlede. De bød velkommen, velsignede mig og hinanden uden dog at udtrykke støtte til nogen bestemt patriark-kandidat.

Den eneste anden forsamling tirsdag var 30-40 medlemmer af den meget aktive Kreml-  og Putin-loyale ungdomsbevægelse Nasji. De stod i en vindblæst flok med store skilte, der krævede “En forenet kirke”. Mystisk nok havde de taget opstilling under statuen af den ateistiske Friedrich Engells.

Første demonstrant, en ung mand, ville kun sige “ingen kommentarer”, da jeg spurgte, hvorfor han var mødt op her. “Et møde uden kommentarer,” spurgte jeg. “Ja, uden kommentarer,” svarede han. Anden demonstrant, en ung kvinde, ville heller ikke sige noget og henviste i stedet til sit badge, hvor der stod “Samfundsbevægelsen til støtte af den lokale kirkeråd”, altså den begivenhed, der foregik inden i katedralen. En meget tavs slags politiske aktivister, må man sige. Nu fik en af arrangørerne øje på mig. Stormede hen imod mig og forklarede, at det handlede om at støtte alt det, der foregik inde i kirken. Hun tilkaldte derefter sin overordnede, der præsenterede sig som Sergej Mikajev. Da han havde forsikret sig om min identitet som journalist, forklarede han, at de var kommet for at forhinde eventuelle “provokatører” i at skabe ballade. Men det er vel en fredelig begivenhed, indvendte jeg. “Næh, De skulle bare vide. Jeg kan fortælle Dem, at der er mange kræfter, der ønsker at vælte den nuværende orden i Rusland. Vi vil forhindre det”. “Hvem”, spurgte jeg. “Vi kender situationen i Ukraine. Der er mange fraktioner og det har givet næring til brug af politisk teknologi (et russisk yndlingsbegreb, red.). De forsøger sig også her i Rusland,” lød det fra Mikajev. “Valget af en ny patriark er meget vigtigt. Det er et spørgsmål af geopolitisk betydning,” fortsatte han.

Javel. På intet tidspunkt så jeg dog nogen “provokatører”. Den redaktionelt uafhængige radiostationen Ekho Moskvy rapporterer til gengæld, at Nasji helt nægtede at udtale sig til dem.

Hele dette spil hører til dagens orden i Rusland. Her er den (undtagelsesvise) politiske aktivisme er ikke sjældent kendetegnet ved voldsom angst for snarligt kollaps. Og af en stærk overbevisning om, at onde kræfter (gerne i Vesten) vil russerne det skidt. Ingen bærer denne tro stærkere end Nasji.

Lynkursus i russisk gadepolitik: Russiske demonstrationer kan ikke sammenlignes med dem, man kender i mere åbne samfund. I Rusland bevogtes de ofte med godt og vel samme antal politifolk, som der er deltagere. Og demonstrationen får kun lov at finde sted, hvis myndighederne synes, det er en god ide. Derudover er det for arrangørerne ganske almindeligt at betale unge mennesker for at deltage i politiske møder. Det er blandt andet det, russerne mener, når de bruger begrebet “politisk teknologi” – og endnu en god grund til at almindelige mennesker afskyr politik.

Jeg ved naturligvis ikke, om det er tilfældet med de tavse Nasji-demonstranter denne aften. Men det er et faktum, at der findes bureauer i Rusland, hvor man kan købe demonstranter på timebasis. Sådan er det. Det gælder i øvrigt ikke kun de Kreml-loyale. Jeg har talt med folk, som har demonstreret for oppositionspartiet Jabloko for år tilbage. De fik da også en skilling for det.

Politik er med andre ord hårdt og beskidt. Det gælder selv det hellige patriarkvalg. Den ortodokse kirke har godt nok en – det må man give dem -  langt mere demokratisk procedure, end katolikker har for pave-udpegning. Men den procedure har denne gang givet anledning til en meget beskidt valgkamp med beskyldninger om både cigaretsmugleri og stemmefusk. Det har jeg skrevet lidt om her.

Ikke meget er helligt for de “politiske teknologer”.

Det syder og bobler i den russiske blogosfære. Tech-nørder, hjemmebrændere og vittige hunde slår sig løs i det russiske cyberspace – og antallet af blogs tordner i vejret. 3,8 millioner russiske blogs var der i april sidste år (ifølge denne rapport). Antallet har mens dette skrives rundet 6,3 millioner. (Se under Всего … блогов.) Det er en stigning på 65 procent på ni måneder. Selv den russiske præsident, Dmitrij Medvedev, er blandt de bloggende, som man kan læse i min klumme her.

Bloggeriet er lidt af en guldgrube, hvis man vil tage pulsen på diskussionerne derude i det vidtstrakte Rusland. Modsat statsligt tv, så afspejler de nemlig ret præcist, hvad der rører sig derude. I hvert fald blandt de internet-aktive. De viser også, at der på nettet findes noget, der grangiveligt ligner et civilsamfund.

Jo tak, hører jeg læseren indvende, men er det ikke bare sylteopskrifter, porno og numismatik? Jo, det er det. Men der foregår også en frodig diskussion af nyheder, kultur, musik, politik. Lad os se engang. Herunder et øjebliksbillede over de syv “varmeste emner” i den russiske blogosfære – igen ifølge den største søgemaskine, Yandex her fredag formiddag. De “varme emner” er fraser, der omtales på mange tusinde blogs.

1. Проблемы у альтернативных клиентов ICQ
“Problemer med alternativer til ICQ”. Chat-programmet ICQ er populært i Rusland – nu giver en opdatering problemer.
2. Евгений Чичваркин
“Jevgenij Tjitjvarkin”. Tidligere topforretningsmand, der nu er på flugt fra poiitiet
3. Скончалась Дина Верни
“Dina Verni er død”. Fransk-russisk sangerinde
4. Эвтаназия
“Aktiv dødshjælp”. Debat om aktiv dødshjælp
5. Игнатьев
“Sergej Ignatiev”. Direktør for Centralbanken – har netop sagt af rublen nu skal stabiliseres efter længere tids fald
6. Казнь за отравленное молоко
“Dom for mælkeforgiftning”. Dom for mælkeforgiftningen i Kina
7. Гуантанамо
“Guantanamo”. Efter Obamas indsættelse fornyet diskussion om lukning af Guantanamo

Det er altså ikke gøgl det hele.

Endnu et morsomt eksperiment er at tage blogosfærens puls.

Her kan man lave sit eget lille russiske barometer – og fx finde ud af, at Putin er mere omtalt end Medvedev, at det russiske nytår slår den russisk jul med flere længder, og at vodka er mere populært end mælk. Især det sidste må siges at være en afgørende afsløring. Selvom danske bloggere sandsynligvis også skriver mere om øl end om lillebror-ost.

Links til populære russiske bloggere:

Idioten

Den anden

Anton Nossik – en russisk internetpionér

Og her en oversigt over

engelsksprogede blogs om Rusland.

Læs mere om mandagens mord i Moskva:

Advokatmord spreder frygt blandt menneskeretsforkæmpere

Dobbeltmord på åben gade i Moskva

Herunder billeder fra mordstedet på Pretjistenka-gaden i det centrale Moskva som det så ud tirsdag eftermiddag.

Det endte i et dobbeltmord, da en ukendt gerningsmand mandag skød og dræbte en advokat og en journalist på åben gade i Moskva.

De dræbte er Stanislav Markelov, der har ført en af de mest omtalte sager om forbrydelser begået af russiske soldater under krigen i Tjetjenien, og Anastasia Baburova, journalist på oppositionsavisen Novaja Gazeta.

Stanislav Markelov var advokat for de efterladte til en 18-årig tjetjensk kvinde, der blev myrdet af en russisk officer. I 2000 blev officeren, Jurij Budanov, dømt ti års fængsel for mordet. For nyligt blev Budanov indstillet til løsladelse før tid, hvilket Markelov har kritiseret i skarpe vendinger.

Ifølge de foreløbige oplysninger var Markelov gerningsmandens primære offer. Markelov blev skudt i hovedet og døde på stedet. Den 25-årige journalist, der fulgtes med advokaten, blev også ramt af skud, muligvis fordi hun forsøgte at stoppe gerningsmanden. Hun døde få timer senere på hospitalet.

Anastasia Baburova var freelancejournalist for Novaja Gazeta og arbejdede især med de nationalistiske grupper som stof område, skriver RIA novosti.

De to var vej til metrostationen Krapotkinskaja, da de blev angrebet.

Mere info følger.

Ned. Ned. Ned. Det er kun gået en vej for den russiske rubel, siden finanskrisen for alvor bed sig fast i Rusland. Rubelkursen nu er den laveste i seks år ifølge Bloomberg, så man nu – som det fremgår af billedet – skal smække mere end 40 rubler i skranken for at få en enkelt euro.

Og hvad så, kunne man spørge? Jo, i Rusland tiltrækker emnet valutakurser sig for det første noget mere opmærksomhed end hos en gennemsnitlig dansker. Om ikke andet så fordi kurserne står og blinker festligt over vekselboderne overalt i de russiske byer.

Men interessen skyldes også dyrekøbte erfaringer. Enhver russer over 14 husker nedsmeltningen i 1998, hvor rublen røg ned under gulvbrædderne og tog pensionsopsparingen med sig i faldet.

I årevis var det derfor ganske almindeligt at få lønnen udbetalt i dollar, at købe hus i euro og at gemme en del af opsparingen i hård valuta under sofaen. Og det er det stadig, selvom den lange økonomiske optur siden 2000 ellers var begyndt at sende den udenlandske valuta på tilbagetog. Indtil for nyligt var russerne sågar begyndt at turde stole på den lunefulde rubel, der i flere år har viste sig overraskende stabil. I jubelåret 2007 blev den russiske regering endda så kæphøj, at den krævede, at myndigheder ikke længere måtte bruge ordet “dollar”. Det forslag viste sig dog i praksis umuligt at gennemføre.

Nu går det så ned ad bakke igen. Russerne veksler igen til hård valuta. Og selvom krisen foreløbigt slet ikke kan sammenlignes med 1998, så ser faldet ud til at fortsætte, i hvert fald indtil olieprisen igen går i vejret. For den russiske økonomi – og dermed rublen – følger olien med milimeterpræcision.

Det er altsammen træls for de, der får løn i rubler og betaler husleje i euro. Og vice versa. En bekendt af denne blogskribent fik således følgende alternative nytårshilsen:

“Må dine indtægter blive i euro og dine udgifter i rubler!”

Amen!

Links:
Gazeta.ru
Rubler og skrupler

Mens Rusland og Ukraine fortsat skændes om betingelserne for en genåbning af gashanerne, er det forbrugerne i Europa, der tager skraldet. Det nu seks døgn lange gasstop trækker især tænder ud i Serbien og Bosnien-Hercegovina, hvor gaslagrene var små. I Bulgarien holder skoler lukket for at spare på energien, og i Slovakiet vi regeringen – til nabolandenes store fortrydelse – genåbne et atomkraftværk.

Disse krisetilstande står i skarp modsætning til Rusland og Ukraine, der begge har kortsigtede interesser i konflikten. For dem kommer konflikten ikke som en overraskelse. Ukraine har siden sommeren lagt gas på lager, så landet denne gang (modsat under krisen i 2006) har ressourcer til fleres måneders forbrug, selvom russerne lukker for gassen. I Ukraine spiller konflikten en hovedrolle i det indenrigspolitisk spil mellem præsident Viktor Jusjtjenko og premierminister Julia Timosjenko. Der skal være præsidentvalg om et år i Ukraine, og begge parter forsøger at score point og beskylde hinanden for at være hhv. korrupte og i lommen på Rusland.

I Rusland har premierminister Vladimir Putin i månedsvis brokket sig over de faldende energipriser, som ifølge ham er uretfærdige. Den hårde russiske forhandlingsposition (hvor Rusland de seneste to uger har hævet priskravet til Ukraine fra 250 dollar per 1000 kubikmeter til 450 dollar) kan derfor skyldes et ønske om at presse energiprisen op. Samtidig er gaskonflikten det perfekte argument for at sætte turbo på Ruslands rørledningsprojekt gennem Østersøen “Nordstream”, som ellers har ligget underdrejet.

Begge lande spiller naturligvis højt spil. Rusland er godt i gang med at ødelægge sin tilbageværende troværdighed som energipartner, mens Ukraine risikerer at forværre konsekvenserne af finanskrisen og endda at måtte sluge de nu endnu højere energipriser fra Rusland.

Men de største tabere i konflikten er EU-landene. EU har udstillet sin sårbarhed og den mangel på diversificering af energikilderne, som kritikere i årevis har advaret om. Et EU-observationskorps ser ud til at blive løsningen på konflikten, men man kan spørge sig selv, hvorfor det ikke skete allerede for tre år siden, da den første russisk-ukraine gaskrig rasede.

Links:
Portræt af Gazprom
EUs strategiske energieftersyn
East European Gas Analysis

I Rusland og Ukraine fejrer man nytår med gaver og en god lang ferie, der ofte varer et godt stykke hen forbi den ortodokse jul (7. januar). Men de seneste år er nye traditioner kommet til i denne glade højtid. En gaskrig for eksempel. For tredje år i træk skændes Ukraine og Rusland i disse dage om gammel gæld og energipriser – og for anden gang på tre år har russiske Gazprom også gjort alvor af truslerne og lukket og slukket for gassen til Ukraine.

Konkret udspiller konflikten sig mellem de to statskontrollerede selskaber Gazprom (ejes 51 pct af den russiske stat) og ukrainske Naftohaz. På sidelinjen står mellemhandlerselskabet RosUkrEnergo, som er indregistreret i Schweiz.

Denne konstruktion er vigtig at forstå. Konflikten har nemlig både et kommercielt og et ikke-kommercielt lag.

Det kommercielle udspiller sig mellem Gazprom og Naftohaz. Begge er aktieselskaber og blandt de største virksomheder i de to lande. Især Gazprom er med sit monopol på gaseksport fra Rusland helt afgørende for den russiske økonomi. Selskabet har altså kommercielle interesser, herunder at Ukraine 1) skal betale sine regninger til tiden og 2) ikke skal have særpriser, som det har været tradition siden Sovjets sammenbrud. Sidste år betalte Ukraine 170 dollar for 1000 m3 gas, mens EU-landene betalte mellem 400 og 500 dollar. (En del af denne rabat er dog bytte-bytte-købmand for lavere transitomkostninger). De seneste måneder har Ukraine været bagud med betalingen af regningerne i takt med at den globale finanskrise har fået statskassen til at springe læk. Derfor handler de konkrete forhandlinger om at blive enige om en ny gaspris og betalingen af den gamle gæld samt en ny pris for transit.

Men det er ikke det hele. Konflikten har nemlig også en række ikke-kommercielle lag. For det første bliver forretning uvægerligt politisk, når den involverer magthaverne. Og det gør den i gasbranchen i Rusland og Ukraine. Ruslands nuværende præsident, Dmitrij Medvedev, er tidligere bestyrelsesformand for Gazprom. Ukraines nuværende premierminister, Julia Timosjenko, har tilnavnet “gasprinsessen” og en lang fortid i gasindustrien.

Derfor kommer politiske gnidninger mellem de to lande uvægerligt til at spøge i forhandlingerne. Det gælder især Ruslands vrede over Ukraine tilnærmelse til NATO og angivelige støtte til Georgien under augustkrigen mellem Georgien og Rusland.

Dernæst hører hverken Ukraine eller Rusland til i Transparency Internationals superliga. Bogen “Gazprom – det nye russiske våben” (findes ikke på engelsk men kan fås på tysk) af de to russiske journalister, Mikhail Zygar and Valerij Panjusjkin beskæftiger sig kritisk med Gazprom og med mellemhandlerselskabet RosUkrEnergo. Meget lidt er offentligt kendt om RosUkrEnergo, udover at et Gazprom-datterselskab ejer 50 procent og to ukrainske forretningsmænd resten. En af dem er angiveligt den eftersøgte mafiagangster Semjon Mogilevitj. Ifølge bogen står det klart, at selskabet er en pengemaskine for de lyssky ejere, men at det er umuligt at dokumentere præcist, hvem der tjener på fiksfakserierne. Den ukrainske premierminister, Julia Timosjenko, har åbent sagt, at RosUkrEnergo er en “korrupt mellemhandler“, som toppolitikere i både Rusland og Ukraine holder hånden over.
Og i de kredse gives der sjældent nytårsgaver.

Læs mere:
Gazproms økonomi halter
Timosjenkos kamp mod RosUkrEnergo også på BBC
Gazproms udenrigspolitik