Hvem er alle tiders største russer? Det spørgsmål har russisk tv brugt seks måneder og tretten tv-programmer på at overveje. I aftes blev spændingen så udløst, da den sidste og afgørende udgave af Ruslands Navn kørte over skærmen. Til manges lettelse blev vinderen ikke sovjetdiktatoren Josef Stalin, der dog kun var 5.000 tv-seerstemmer fra sejren. I stedet tilfaldt æren krigshelten Aleksander Nevskij. Prins Nevskij er mest kendt fra de drabelige sammenstød med invaderende tyske korsriddere og svenske hære i det 13. århundrede. Slaget på den frosne Peipus-sø blev udødeliggjort i Eisensteins filmklassisker fra 1938.

Men lad se nærmere på hele listen over finalister og deres stemmetal:

Aleksander Nevskij (Александр Невский) 524 575
Pjotr Stolypin (П.А. Столыпин) 523 766
Josef Stalin (И.В. Сталин) 519 071
Aleksander Pusjkin (А.С. Пушкин) 516 608
Peter den Store (Петр I) 448 857
Vladimir Lenin (В.И. Ленин) 424 283
Fjodor Dostojevskij (Ф.М. Достоевский) 348 634
Aleksander Suvorov (А.В. Суворов) 329 028
Dmitrij Mendelejev (Д.И. Менделеев) 306 520
Ivan den Grusomme (Иван IV Грозный) 270 570
Katarina den Store (Екатерина II) 152 306
Aleksander 2. (Александр II) 134 622

Ruslands Navn er inspireret af BBCs 100 Greatest Britons (hvor Winston Churchill løb af med sejren). Den russiske udgave har tiltrukket sig stor opmærksomhed, fordi den er vadet direkte ud i den altid sprængfarlige debat om landets identitet. Hvem er Ruslands helte? Hvilken periode i sin historie skal det moderne Rusland spejle sig i? I et land, der blev genfødt for bare 17 år siden, er det højaktuelle og højpolitiske spørgsmål.

Josef Stalin har fra starten spøgt i showet. I de indledende runder lå han en overgang nummer ét efter en internetafstemning. Men de programansvarlige annullerede en million Stalin-stemmer, der angiveligt var et resultat af et hackerangreb. Senere blev tolv finalister udvalgt, og de fik hver en aften på russisk tv, hvor deres historiske rolle blev debatteret. Jeg har tidligere skrevet en klumme om Stalin-programmet, der blev sendt i oktober.

Stalin endte på en tredjeplads, hvilket må siges at være godt gået af en mand, der er en af det 20. århundredes absolut største massemordere. Det er de fleste russere godt klar over. Men samtidig opfatter mange ham som manden, der reddede landet fra Hitlers hære under den Store Fædrelandskrig (Великая Отечественная война), som Anden Verdenskrig kendes i Rusland. Og netop sejren over nazisterne er stadig et omdrejningspunkt for en god del af selvforståelsen i Rusland (hvilket man kan forvisse sig om ved at besøge Moskva på sejrsdagen 9. maj – medbring høreværn). Derfor var det selvfølgelig en veteran fra krigen, den pensionerede general Valentin Varennikov, der på tv forsvarede Stalins minde. At Stalin så vandt krigen ved at drukne de tyske hære i sine egne soldaters blod, mens han organiserede deportionen af millioner af mennesker er i helteoptikken – tilsyneladende – mindre vigtigt. Og Stalins fjerdeplads kun 5.000 stemmer efter Nevskij (!) viser da også, at General Varinnikov har en stor del af befolkningen på sin side. Russerne er delt næsten 50-50, når det gælder spørgsmålet om, hvorvidt Stalin gjorde mest godt eller skidt viser meningsmålinger.

Stalin som vinder ville imidlertid være for pinligt for Rusland både indadtil og udadtil. Det har de programansvarlige hele tiden været været klar over og har tydeligvis forsøgt at forhindre, at det skulle ske – blandt andet ved at give taletid til kritikere af Stalin og Lenin under tv-programmerne. Det ville se grimt ud i udlandet, hvor mange i forvejen beskylder Putin for at køre landet tilbage på sovjetsporet. Og indenrigspolitisk ville en sejr til en af de to sovjetledere kunne ses som en slags kapitulation over for kommunistpartiet (det største oppositionsparti), der stadig ved højtiderne bærer portrætter af Stalin og Lenin gennem gaderne. Samtidig ville det være mudret at kåre den georgisk-fødte Stalin til “Ruslands Navn” efter August-krigen mod netop Georgien.

Russisk tv gør ikke noget, der strider mod magthavernes interesser. Og lige nu er Stalin og Lenin ikke de helte, som styret ønsker at promovere alt for meget (selvom de heller ikke ønsker at smække dem ude jf. en række nyere historiebøger, som nedspiller Stalin forbrydelser og fremhæver hans “organisatoriske talent”). I stedet har magthaverne længe haft et godt øje på den sene tsartid (under Aleksander III og Nikolaj II). Vladimir Putin har selv udtrykt beundring for reformpremierministeren Stolypin, der blev konkurrencens nummer to. Også det russiske underhus – Dumaen – gør meget ud af at føre sin historie tilbage til tsar-tidens parlamenter.

Lidt svulstig nationalisme går magthaverne samtidig ikke afvejen for, og det afspejles netop i vinderen af konkurrencen, Aleksander Nevskij. Allerede Eisensteins film fra 1938 blev Aleksander Nevskij-skikkelsen politiseret og brugt til at forberede befolkningen på krig med Hitler-tyskland. Blandt andet derfor har han længe været et symbol for russiske patrioter. Tidligere i år blev hans gerninger støvet af med en dyrtproduceret actionfilm ved navn “Slaget ved Nevaen“. Aleksander Nevskij er desuden blevet helgenkåret af den ortodokse kirke blandt andet for at have bremset den katolske kirkes udbredelse.

Nationalismen og krigsheltene har med Stalin og Nevskij sejret på plads nummer et og tre. De mindre krigeriske kræfter finder vi på plads nummer to og fire med Stolypin og Ruslands nationaldigter Aleksander Pusjkin. På point vinder generalerne, politikerne, diktatorerne og krigsheltene dermed 9-3 mod digterne og videnskabsmændene.

Moskva har ikke bare interessante menneskelige indbyggere. Dyrelivet i byen er om muligt endnu mere opsigtsvækkende.

I forgårs løb jeg eksempelvis på denne firbenede passager på Kievskaja metrostationen.

Jeg ved ikke, om han havde købt billet. Men han så ud til at nyde turen.

Selv respektable pelsklædte damer måtte se sig charmeret af metro-Fido.

Der er tale om en vaskeægte moskovitisk metrohund. Metrohundene er kort fortalt herreløse hunde, som venlige billetdamer på en god dag lukker indenfor på stationen. Så finder de ellers selv ned af rulletrapperne og ind i togene. De er et velkendt indslag nede i Moskvas undergrund, selvom de fortsat vækker opsigt. Se fx denne hjemmeside. Der kommer i øvrigt snart mere her på bloggen til alle metrohundeelskere. Stay tuned!

Krisetiderne er også kommet til Rusland, og det er i en af grundene til, at der var usædvanligt mange sure mennesker på gaden i weekenden. Det har jeg skrevet om her.

Af de mange demonstrationer var det igen Putin-kritikerne bag “De Ueniges March” (og den nydannede bevægelse Solidaritet), der blev velsignet med det uden sammenligning største politiopbud. Faktisk blokerede politiet fuldstændig Triumfpladsen, hvor demonstranterne forsøgte at samles. Myndighederne havde på forhånd forbudt demonstrationen på pladsen og henvist den til forstæderne.

Som det er ofte sker ved russiske oppositionsdemonstrationer blandede de Kreml-loyale kræfter sig også. Fra et af hustagene gik unge mænd i gang med at obstruere demonstrationen ved at spille en sørgemarch og vifte med et banner med den lidt kryptiske meddelelse “Slut med at vippe med båden” fra et hustag. De Kreml-loyale blev ikke stoppet af politiet.

Mens politiet arresterede omkring 90 af de oppositionelle, spredtes sms-rygtet sig om et nyt mødested. Til sidst mødtes omkring 100 Kreml-kritikere alligevel i den anden ende af byen, nær Paveletskaja-metroen. Man forstår godt, hvorfor mange mennesker synes det er lidt utaknemmeligt af være politisk aktiv i Rusland.

Men søndagens oppositionsdemo var langt fra de eneste protester, der fandt sted i weekenden.

Samme dag demonstrerede pensionerede generaler mod reformer af hæren. Flere blev anholdt i fuld uniform. Ret uhørt i et land, der normalt forguder sine veteraner.

Og fredag aften demonstrerede ultranationalisterne ved Tjistye Prudy foran statuen af Gribojedov. Nationalisterne tordnede også mod Kremls indskrænkninger af pressefriheden og forsamlingsfriheden – men selvfølgelig krydret med højlydte råb om “Rusland for russerne”. Ind i mellem gik der dog kludder i den kombinerede demokrati+ultranationalist-retorik. Det mest mindeværdige citat fra mødet var således dette: “Vi er ikke fascister! Fascisterne sidder i Kreml,” blev der råbt fra talerstolen. Herefter heilede flere af tilhørerne bifaldende. Hmm.

Kan vi så forvente flere optøjer?

Økonom og tidligere Jeltsin-rådgiver Jevgenij Gontmakher har i dette indlæg i avisen Vedomosti (her på engelsk) skrevet, at massefyringer i provinsen kan føre til massive optøjer, som dem, der ramte Novotjerkassk i 1962. Sådan noget har oppositionen længe sagt – eksempelvis tidligere premierminister Mikhail Kasjanov, som jeg har interviewet her. Hidtil har det mest været ønsketænkning fra oppositionens side. Man skal i hvert fald aldrig undervurdere den politiske apati i Rusland – især ikke når det går godt i økonomien og folk får flere rubler på lommen, som de seneste otte år. Men det er en helt ny situationen, hvis massefyringerne virkelig tager fat. Dette website følger antallet af fyringer. Og dette følger antallet af protester.

Så kører vi. Endelig! Denne blog har været undervejs en rum tid, og jeg skal ikke trætte læseren med kedsommelige udredninger i den anledning. Det ville ikke være i den nyfødte blogs ånd. Formålet med Østbloggen er nemlig ikke navlepilleri. Det er tværtimod min hensigt at undgå omtaler af skribentens mavesår eller seneste champagnefest på den Røde Plads. Bloggen er vel nærmest faglig (!), for nu at sige det på den måde. Den henvender sig det (naturligvis vidtstrakte og eksplosivt voksende) segment i befolkningen, som forlanger (hmm?), at blive opdateret med stort og småt fra det, vi engang kaldte Østblokken.

I dag er der ingen Østblok, men stereotyperne og tankemønstrene lever stadig i bedste velgående. Nogle af dem fortjent. De fleste helt ufortjent. Denne blogs formål er netop at forsøge at komme rundt om Rusland og omegn på en måde, som man ikke altid kan det i en avisartikel eller et tv-indslag.

Derfor kan man her forvente både stort og småt og skæg og snot fra øst. Mere eller mindre ufordøjet. Men ikke desto mindre noget, som måske kan gøre os alle sammen klogere på de elleve tidszoner og 17 millioner kvadratkilometer, verdens geografisk set største land strækker sig over. Og som om det ikke skulle være nok, så vil jeg oven i hatten også bestræbe mig på at  indsparke stort og småt fra Ukraine, Kaukasus og Centralasien. Især når rejseriet tillader det.

Nu har jeg sikkert allerede lovet for meget. Så vi holder her.

Velkommen til Østbloggen!