Etnisk vold truer Kirgistan, efter det onsdag kom til kampe mellem kirgisere og usbekere i byen Djalal-Abad i den sydlige del af landet. (Se Berlingske 20. maj. Artiklen er desværre ikke online). Det er de værste etniske uroligheder i årevis. I dag fortsætter uroen.

Følgende er en beretning fra en god bekendt i det sydlige Kirgistan. Med hans tilladelse bringer jeg en dansk oversættelse af uddrag af et brev, han sendte mig i denne uge – to dage før gårsdagens gadekampe. Emailen forklarer bedre end noget nyhedstelegram, hvorfor folk i området frygter etnisk vold.

Lad mig med det samme sige, at der er roligt her. Jeg håber, at det fortsætter sådan. Men vi er bange. Næsten hver dag er der hændelser, provokationer, dårlige. Der er ingen gode varsler.

Se, jeg skrev selv, at alt var roligt, og nu tænker jeg, om det er sandt, hvad jeg skrev? Jeg har skrevet brevet om et par gange. Jeg er bange.

I morgen, 17. maj, siger de, at der vil ske noget. En række begivenheder, som kan være organseret af støtter af eks-præsident Bakijev og kriminelle grupper. Jeg ønsker ikke, at spå om begivenhederne.

Det mest skræmmende for os i Syden er etnisk konflikt, fordi vi alle husker blodsudgydelserne i den etniske konflikt i 1990. (…)

Vi har en multietnisk familie. Mine børn taler en blanding mellem kirgisisk og usbekisk. Vi har familiemedlemmer fra alle nationaliter.

For tre dage siden kørte jeg til en begravelse ude på landet. Min mors tante var død. Hun var uighur, og mange uighurer har usbekere i familien. Fra Usbekistan kom min onkel, som jeg sidste gang så, da jeg var i 10-års-alderen. Han sagde, at de usbekiske grænsevagter havde nægtet at lukke ham over grænsen til Kirgistan. Så sagde han  til grænsevagterne:

“Så skyd mig bagfra. Jeg må til min søsters begravelse”.

Og han gik over. (…)

Da jeg hørte disse simple historier om deres liv, var jeg i chok. De fordømte aldrig, de fortalte bare om deres tilværelse.

Jeg var glad for at tale med alle mine slægtninge. Jeg kan godt lide denne flernationale og flerkulturelle herkomst og opdragelse. Men hvordan skal det gå? Skal vi rives fra hinanden? Hvordan skal vi leve videre? Når der spekuleres i de nationale følelser, så kalder de os “halvblods”. Hos os i opgangen bor der både usbekere og kirgisere. For nyligt begyndte de at dele sig i nationale kendetegn og med os ville hverken den ene eller den anden gruppe tale. Fordi kirgiserne mener, at vi er usbekere, og usbekerne mener, at vi er kirgisere. De grupperer sig efter nationalitet.

Min kone lider meget under det. For et par dage siden fik hun en nervesammenbrud. Hun har ikke lyst til at gå ud. Nu sidder hun hjemme med vores lille søn. Før gik hun ud oftere end jeg i gården og var sammen med naboerne og blev endda venner med dem. For at hun ikke skal bekymre sig har jeg lovet at finde en ny lejlighed inden efteråret (…)

I går og i dag har vi købt ind: smør, mel osv. Vi ønsker ikke at tro det værste. Men, den indre stemme gentager hele tiden, og “pludselig”. Og dette “pludselig” ængster. Det skræmmer, når et  menneskes vigtigste kendetegn bliver dets nationale tilhør som hos fascisterne. Det skræmmer at leve i en atmosfære at angst og had.

Men desværre er der hele tiden disse provokationer, som spreder disse hændelser og spekulerer i folks problemer. Nu, på den lokale private tv-kanale har man nærmeste kunne høre kald om mobilisering af usbekerne. Det er bare ikke klart hvorfor? Til hvad? Med hvilket mål?

For et par dage siden ringede min far, der er på forretningsrejse. Han ville være sikker på, at vi blev hjemme sammen 17. maj. Angiveligt ville der blive etnisk konflikt. Indtil videre lytter vi ikke til den slags, fordi vi ikke vil tro, at det er andet end provokationer.

(…)

I landet er der magtesløshed og kaos. Politiet – efter den offentlige ydmygelse i Talas – har ikke tænkt sig at beskytte folket eller bevogte den offentlige orden. De indtager en passiv position.

Vores nabolande har lukket grænserne. Vi lever de facto under økonomisk blokade. (…)

Min mor beder os hele tiden om at rejse bort. Hvorhen? Ærligt talt, så ønsker jeg ikke at rejse. Men det er tungt at leve i denne atmosfære. Livet er kun begyndt. Vi er blevet en lille familie, mine børn vokser op. Jeg ønsker, at de får en god fremtid.

I øvrigt, man svarer altid, når folk spørger, “hvordan er livet?”: “Fint!”. Men ikke nu. Hvordan kan vi leve videre? Hvad venter os?

Oppositionen kaldte det “Vredens dag”, men en del af vreden skyllede væk i lørdagens regnvejr, enorme politiopbud og “fredsaftaler” med myndighederne. Fremmødet til de regeringskritiske demonstrationer lørdag blev langt lavere end ventet.

Forventningerne var ellers skruet godt i vejret, efter en demonstration mod stigende priser og den lokale guvernør Georgij Boos samlede over 10.000 mennesker i Østersø-enklaven Kaliningrad i januar. Måske ikke mange mennesker efter vesteuropæiske forhold, men i Rusland er det den største demonstration i flere år. Og forud for dagen i går havde oppositionsgrupper i Kaliningrad lovet at samle 40.000 mennesker. Men så vågnede magthaverne. Og ret usædvanligt i Rusland gik Georgij Boos i dialog med oppositionslederen Konstantin Dorosjok (der sågar er blevet sammenlignet med den polske Solidaritetsleder Lech Walesa). Han indviljede i at aflyse demonstrationen til gengæld for løfter om, at magthaverne vil lytte til oppositionen.

Dermed var protesten pludselig reduceret til en væsentlig mindre forestilling, hvor folk kastede med mandariner.

I de største russiske byer samlede oppositionsdemonstrationerne typisk mellem 500 og tusind mennesker (oversigt her) og i Skt. Petersborg omkring 700, der blandt andet råbte “Putin på pension”. Politiet greb ikke ind. Det gjorde de til gengæld i Moskva, hvor oppositionsalliancen »Solidaritet« havde fået afslag på en ansøgning om at samles på den centrale Pusjkinplads og i stedet var blevet tildelt en mindre central plads. Alligevel mødte omkring 200 frem på Pusjkinpladsen for at markere den forfatningsmæssige forsamlingsfrihed.

»Ned med politistaten,« råbte demonstranter, der tændte romerlys midt i flokken af politifolk, journalister og pressefotografer. De blev straks overmandet af talstærke politistyrker, som stoppede dem ind i ventende salatfade. Ifølge radiostationen Ekho Moskvy blev i alt 60 anholdt.

Intet nyt, med andre ord.

Det mest interessante ved “Vredens dag” var således frem for alt de nye deltagere, som jeg skriver i dagens avis her.

Mindst 1000 fra Ruslands Bilistforening mødte op ved Moskvafloden lige over for regeringsbygningen for at protesterer mod den seneste række af skandaler i politiet, korrupte færdselsbetjente og stigende bilskatter. Også i flere andre byer var det bilisterforeningerne, der fik folk på gaden.

»Jeg er ligeglad med Putin, men jeg er ikke ligeglad med, at jeg skal betale for, at politiet kan leve fedt af bestikkelse og lovovertrædelser,« fortalte Jevgenij Kusnetsov, der var trukket i en vinterjakke med logoet for »Opel-klubben« i Moskva.

Jevgenij var blandt de omkring tusind bilejere, der var mødt frem for at protestere mod korrupte færdselsbetjente, stigende bilskatter og mod magthavere, som ikke lytter.

»Magthaverne er til for os – ikke omvendt,« råbte en taler fra scenen og udløste dagens største bifald.

Det var første gang Jevgenij var til demonstration, fortalte han mig. Og det så ud til at gælde for rigtig mange af deltagerne. De stod der med flag for Toyota-klubben i Moskva og Motorcyklisternes forening. Det burde jo ikke være noget opsigtsvækkende, men det er langt fra hverdagskost i det apatiske Rusland. Det lignede faktisk næsten et tilløb til et aktivt civilsamfund.

Frem for manglen på demokrati er det korruptionssager, nye vejskatter og højere afgifter på udenlandske biler for at støtte den hjemlige bilindustri, der fik bilejerne på barrikaderne.

»Kære Vladimir Putin, hvis du kan høre os. Hvis en (Lada, red.) Kalina er så dejlig, hvorfor kører du så ikke selv i en,« råbte bilejernes formand Sergej Kanajev over mod regeringsbygningen.

Ellers hvad med otte engelsktimer for en reparation af toilettet?

Krisetider får nye tanker til at gro frem i Rusland. Og gamle. For i dette tilfælde er ideen verdens ældste handelsform, bytteøkonomi. Men med lavvande i kassen og banker, der holder igen med kreditten, virker bytteriet pludselig ikke længere helt så arkaisk som indtil for nyligt.

Byttebaser er væltet frem på internettet, herunder Alisa og Rusbarter, hvorfra eksemplet med engelsktimerne og toilettet stammer. Også store virksomheder er med på dillen. I millionbyen Tjeljabinsk ringede et lokalt byttefirma for nyligt til en traktorfabrik og spurgte om det ikke kunne bytte sig til en traktor for 3,5 millioner rubler kondenseret mælk. Og jo, det kunne de da godt, skriver Moscow Times.

Foreløbigt udgør bytteriet kun en brøkdel af økonomien, mellem 2-3 procent. Det er stadig langt fra situationen i 1990erne, hvor nogle brancher gladeligt byttede sig til over halvdelen af deres varer, før tendensen døde ud i takt med den økonomiske vækstbølge i Rusland efter 1999. De fleste økonomer ser derfor bytteriets genkomst som et alvorligt krisetegn. Klaus Rohland, landeansvarlig for Rusland i Verdensbanken, fortalte mig i et interview, at virksomheder i Østtyskland under kommunismen ofte havde 1-2 ansatte, som udelukkende beskæftigede sig med byttehandel og med at forsøge at komme af med varer, som virksomheden havde fået i bytte andre steder fra. Et voldsomt spild af ressourcer, understregede han.

Men en af Ruslands første rigmænd, den kontroversielle iværksætter German Sterligov, ser alligevel muligheder i bytteriet. Jeg intereviewde ham i hans bjælkehytte uden for Moskva, hvor han fortalte om sin plan for at genoplive bytteøkonomien til en glorværdig fremtid. Han har investeret 15 mio euro i en database, der skal binde virksomheder sammen i et globalt digitalt netværk, hvor varer skifter hænder for andre varer, hvorved brugen af penge minimeres. Foreløbigt har han åbnet lokalafdelinger i 49 byer. Men ikke nok med det. Han vil også lokke arbejdsløse russere til at flytte ud på landet. Her skal de passe høns og hugge brænde og lære at skabe værdier med hænderne, sådan som Sterligov selv har gjort det. Lyder det altså fra bytteøkonomiens russiske gudfader.

Kan Rusland reformeres under de nuværende magthavere? Ja, har landets præsident, Dmitrij Medvedev, forsøgt at overbevise verden om den seneste uge.

Tre symbolske optrædener blev brugt til at understrege den pointe.

  • Medvedev valgte sidste mandag at give sit første større interview med russisk presse til oppositionsavisen Novaja Gaseta. Medvedevs pressefolk understregede, at han gjorde for at give  “moralsk støtte” efter mordet på flere af avisens journalister, herunder Anastasia Baburova i januar og Anna Politkovskaja i 2006. Putin har aldrig ladet sig interviewe af den Kreml-kritiske avis og da slet ikke givet “moralsk støtte” til den. Han har tværtimod talt nedladende om Anna Politkovskaja.
  • Tirsdag mødte Medvedev op i tænketanken INSOR, hvor han har samlet sig nogle fortrinsvis liberale rådgivere, der gentagne gange har kritiseret regeringen (der ledes af premierminister Vladimir Putin) og opfordret til yderligere demokratisering af Rusland. En af tænketankens medlemmer, Jevgenij Gontmakher, har tidligere fået embedsværket til at true ham med ekstremismeanklager, efter han skrev, at den økonomiske krise kan udløse voldsom social uro. Nogle iagttagere så således en moralsk opbakning i det faktum, at Medvedev selv mødte op i tænketanken frem for at indkalde eksperterne til Kreml.
  • Onsdag mødtes Medvedev med en række NGOer, herunder menneskeretsgrupper, hvor han medgav, at organisationerne har svært ved at arbejde og kritiserede den stramme lovgivning, som Putin indførte i 2006 for at kontrollere græsrodsbevægelser. “Et betydeligt antal embedsmænd – hvilket er farligt – har fået den opfattelse, at NGO’er er fjender af staten, som bør konfronteres for at forhindre en eller anden sygdom i at trænge ind og underminere vores orden,” sagde Medvedev. Udtalelsen står i skarp modsætning til Putins kritiske linje over for NGOer, som han ofte har anklaget for at arbejde i fremmede staters interesser. Medvedev efterlyste også mere politisk konkurrence: “Der skal være politisk konkurrence, det er uerstatteligt”, lød det fra Medvedev.

Om forskellen mellem Putin og Medvedev er stilistisk eller essentiel, det skændes kommentatorerne om. På det udenrigspolitiske område har der hidtil ikke vist sig nogen betydelige forskelle at spore overhovedet. Men indenrigspolitisk findes en vis uenighed i det selvudnævnte “tandemstyre”, påpeger kommentatoren Vitalij Portnikov. Han kalder det endda en myte, at Putin er Medvedevs læremester. De to arbejdede begge i Skt. Petersborg bystyre i 1990erne. Putin efter en årelang karriere i KGB, Medvedev som jurist.

Den liberale kommentator, Vladimir Milov, er mere dyster. Han mener Medvedevs dansetrin er spil for galleriet og at der “ikke er basis for seriøse ændringer i den regerende klans politik,” skriver han.

Fra NATO til Kreml? Måske ikke den mest trafikerede karrierevej men ikke desto mindre det tilbud, der i aftes blev præsenteret i æteren på radiostationen Ekho Moskvy. Stationen kastede sig frygtløst ind i den betændte debat om statsministerens fremtid og spurgte lytterne, om de ønsker “sådan en person” som Anders Fogh Rasmussen til at regere Rusland. Og jo tak, det ville 55 procent af lytterne da gerne! 37 procent sagde nej tak til Fogh. 1480 lyttere har foreløbigt stemt.

Ekho Moskvy er kendt for at gå til vaflerne med fantasifulde afstemninger. En anden nyere afstemning handler om, hvorvidt den russiske præsident, Dmitrij Medvedev, (som Anders Fogh altså ifølge lytterne er velkommen til at afløse) personlig skal deltage i comedy-programmer på tv. Det mener 61 procent, at han skal, mens 37 procent er imod.

Længe leve lytter-demokratiet.

En journalist fra en regionalavis i Moskva-forstaden Khimki er død under mystiske omstændigheder. Sergei Protazanov blev i går indlagt på hospitalet efter at være blevet fundet livsløs i sit hjem. Han døde senere på hospitalet. Ifølge politiets foreløbige undersøgelse kan han være blevet forgiftet. Sergej Protazanov arbejdede for avisen Grazjdanskoje Soglasije,” der har trykt en række artikler om miljøsvineri og valgsvindel ved det seneste lokalvalg i Khimki.

Der er modstridende meldinger om omstændighederne ved hans død. Politikilder siger på baggrund af angivelige vidneudsagn fra familiemedlemmer, at Protazanov var begyndt at drikke, og at der blev fundet smertestillende medicin nær den bevidstløse journalist, skriver Radio Free Europe. Men Oleg Mitvol, en kendt tidligere ledende embedsmand fra Ruslands miljøagentur, er ikke i tvivl om, at dødsfaldet har forbindelse til de seneste anslag mod journalister i forstaden.

“Jeg tror ikke at en journalist fra ‘Grazjdanskoje Soglasije‘ – den eneste som endnu ikke er blevet angrebet – døde tilfældigt af et nervesammenbrud. Jeg tror ikke på den version”, siger han til Kommersant.

I november sidste år blev chefredaktøren for en anden avis i Khimki, Khimkinskaja Pravda, tæsket næsten til døde og efterladt i en koma. Redaktøren, Mikhail Beketov, måtte have et ben amputeret efter angrebet.

Tirsdagen aften blev også en af Ruslands mest aktive menneskeretsaktivister, Lev Ponomarjov, tæsket af tre ukendte gerningsmænd. Den 67-årige menneskeretsforkæmper har været en åbenmundet kritiker af højreradikale grupper, af magthaverne og af den hidtil frugtesløse efterforskning af mordet på Anna Politkovskaja.


Det lyder måske som en aprilsnar, men det er chokerende realiteter: Lenin har været udsat for et attentat, der har efterladt ham uden bagparti. Det har jeg skrevet mere om i avisen her.

Seneste nye i sagen er, at Lenin er så hårdt medtaget, at hele bronzestatuen midlertidigt må pilles ned. Den er simpelthen er i fare for at kollapse, når bagen ikke længere holder sammen på det 10 meter høje monument foran Finlandsbanegården i Skt. Petersborg.

Statuen er rejst i 1920erne og overlevede blandt andet Leningrads belejring.

I en pressemeddelese fra Skt. Petersborgs kulturforvaltning citeres lederen af byens skulptur-museum dog for at sige, at skaderne ikke er “fatale“, og at statuen vil blive genopstillet samme sted, når den er blevet restaureret.

Det er fortsat uvist, hvem der står bag attentatet mod sovjetlederens bagparti. Det er dog ikke første gang Lenin-statuer har været udsat for hærværk og bombesprængninger, som jeg skriver mere om her. Der har sågar været eksempler på fantisifuld spraymaling af Lenin.

Læs mere på newsru og hos Komsomolskaja Pravda, der også har en video fra gerningsstedet.

“Kampvogne og fly betyder ikke en skid. Det handler om journalister. Har du aldrig hørt om informationskrig?” Sådan lyder den kyniske replik fra en fiktiv amerikansk reporter, der optræder russisk tv’s seneste partsindlæg i den betændte debat om August-krigen i Kaukasus. Filmen “Olimpius Inferno“, der havde tv-premiere i søndag aften, er én lang forsvarstale for Ruslands handlinger i konflikten. Den stroboskopisk klippede (stilistisk set Bourne-inspirerede) actionfilm viser georgiske soldater som aggressive og primitive. Og de russiske soldater som civiliserede og hjælpsomme. Kvalme-niveauet på propaganda-skalaen nås i en scene, hvor skrigene fra ossetiske civile, der mishandles af georgiske soldater, glider over i billedet af den russiske præsident, Dmitrij Medvedev, der toner frem på den ossetiske families tv-skærm og siger “nok er nok”. Så har selv babusjkaerne ude i 25. kartoffelrække vist fattet det.

Hele filmen kan ses på Youtube.

Filmens plot er kort fortalt: En ung, amerikansk biolog ankommer med sin russiske journalist-veninde for at studere sommerfugle i Sydossetien. De filmer ved et tilfælde krigens begyndelse, og det er disse optagelser, der udløser den amerikanske tv-reporters kommentar om informationskrig. Og netop det er tilsyneladende filmens hovedærinde. Det skæres ud i pap i en af de afsluttende scener, hvor vores amerikanske biolog-ven vender hjem til USA. Her inviteres han på live-tv og forsøger forgæves at fortælle “sandheden” om Ruslands heltemodige “humanitære intervention”. Men han latterliggøres af den amerikanske tv-vært, der kun vil høre den “amerikanske” version. Nu har de måske forstået det helt ude på 50. kartoffelrække: MEDIERNE ER PROPAGANDA-MASKINER, DER FØRER INFORMATIONSKRIG I DERES EGEN REGERINGS TJENESTE!

Og prøv så lige at læse den sætning igen. Jo, ironien er tyk. For beskrivelsen passer sjovt nok præcis på filmen selv. Selvom instruktøren på forhånd havde understreget, at den ikke skulle ses som et politisk indlæg, så må man, efter at have set resultatet, sige, at det er lige, hvad den er. Den begår præcis den brøde, som den onde amerikanske tv-journalist anklages for i filmen: Den fører ensidig informationskrig.

Alligevel er filmen brugbar på én måde: Til at stille skarpt på forståelsen af konflikten i Rusland. For den afspejler meget godt stemningen blandt mange almindelige mennesker. Faktisk er der få begivenheder de senere år, der i så høj grad har skabt mentale kløfter mellem øst og vest. Mange russere kan ikke fatte (på baggrund af det, de har læst og set i russiske medier – som eksempelvis denne film), hvorfor flere vestlige ledere fordømte Ruslands aktion i Georgien som helt ude af proportioner. Derfor har krigen om noget forstærket mange russeres følelse af at være misforståede og uretfærdigt behandlede. Selv mange liberale (fx Javlinskij, den daværende leder af det lille Putin-kritiske parti Jabloko) støttede Ruslands handlinger i krigen.

Vi taler altså om en afgrundsdyb forståelseskløft. Og det er farligt i en post-sovjetiske virkelighed, hvor nationalismen lurer og enhver kritik af Rusland fra Vesten bliver brugt indenrigspolitisk til at placere Rusland i offerrollen. Dette er vigtigt at forstå, hvis man skal finde en forklaring på Ruslands ofte noget skingre retorik.

Dermed udstiller filmen et af Ruslands problemer: Instrumentaliseringen af information i mange russiske nyhedsmedier. I sin egen sort-hvid-hed forudsætter filmen, at alle lande har statsstyrede medier, der også ser verden sort-hvidt. At medierne er et villigt værktøj, der kontrolleres af staten. I denne forståelse findes der naturligvis kun to versioner af krigen, nemlig de to, der kan bruges politisk: Nummer et: Aggressive Rusland invaderer lille uskyldig nabo. Nummer to: Onde Mikhail Saakasjvili starter folkemord i Sydossetien og Rusland beslutter uselvisk at standse ham. At begge versioner er usande er irrelevant, hvis man ser verden i denne optik. Men en ting er sikkert: De umuliggør en konstruktiv løsning af konflikten.

En bedre version: At den georgiske leder – efter måneders ossetiske og russiske provokationer – indledte en skæbnesvanger offensiv mod Sydossetien, der igen udløste et russisk modangreb dybt ind i Georgien – det er bare ikke sort-hvidt nok i hverken Rusland eller Georgien.

Det var dog i det store hele det forløb, der – trods alle de billige koldkrigsklicheer – i sidste ende blev rapporteret i seriøse vestlige medier som BBC, Der Spiegel og New York Times. For den interesserede læser står det klart, at både russere, ossetere og georgiere udkæmpede en grusom krig med store civile ofre som eksempelvis Human Rights Watch har slået fast.

Hvad der forblev underrapporteret var krigens baggrund i det kaukasiske kludetæppe af etniciteter. Nogle gange var det som om, osseterne forsvandt som etnicitet og part i krigen – og kun russere og georgiere blev tilbage. Og så mister man en stor del af baggrunden for konflikten, der rækker tilbage til Stalins del-og-hersk-politik blandt de kaukasiske folkeslag, den nationalistiske georgiske leder Zviad Gamsakhurdia i starten af 1990erne, opportunitiske separatister i Sydossetien og Abkhasien, Mikhail Saakasjvilis valgløfte om at genvinde kontrollen med udbryderregionerne og Ruslands hadefulde forhold til samme Saakasjvilis Rose-revolution og NATO-flirteri og derfor støtte til alt, hvad er var anti-Saakasjvili, herunder osseterne.

Filmiske heltekvad og sort-hvide forklaringer bringer os i hvert fald ikke nærmere en løsning af situationen i Georgiens separatistområder, der fortsat er sprængfarlig.

Et ellers trivielt borgmestervalg i den russiske OL-by Sotji har udviklet sig til et politisk tilløbsstykke. I dag udløber fristen for at registrere sig til valget, og kandidaterne – den ene mere farverig end den næste – er sprunget frem i hobetal. Foreløbigt har 23 meldt sig til at stå i spidsen for sortehavsbyen og dermed dele af det olympiske budget forud for vinter-OL 2014.

Netop OL-debatten har pumpet Sotji-valget op i landspolitiske dimensioner og givet flere oppositionskandidater og olympiske kritikere blod på tanden. En af oppositionsveteranerne, den tidligere vicepremierminister Boris Nemtsov, har kastet sig ind i valgkampen med fuld styrke. Det samme har ejeren af oppositionsavisen Novaja Gaseta, Aleksander Lebedev, der for nyligt også opkøbte den engelske avis Evening Standard. Hertil kommer en broget blanding af miljøaktivister, ballerinaer, armlæggere og selvfølgelig kandidater fra både Putin-partiet Forenet Rusland, pseudo-oppositionspartiet Retfærdigt Rusland og fra kommunistpartiet og det populistiske LDPR.

Det er med andre ord lagt i ovnen til “året valgkamp,” mener Vladimir Gelman fra det Europæiske Universitet i Skt. Petersborg, som jeg interviewede til denne artikel. Hvis vel og mærke kandidaterne får lov at komme på stemmesedlen. Det får vi at vide i næste uge. Selve valget er 26. april.

BRÆNDVARM OPDATERING: Den kendte ballerina Anastasija Volotjkova har bekræftet, at hun også stiller op i flokken af kandidater. Om sit kandidatur har hun tidligere sagt: “Jeg har selvfølgelig ingen politisk erfaring, men jeg stiller op som menneske, som kvinde,” skriver Newsru.

Sotji i billeder:

De fleste russere associerer sjovt nok ikke Sotji med vintersport, men med palmer, sandstrande og mineralbade. Foto: wiki

De fleste russere associerer sjovt nok ikke Sotji med vintersport, men med palmer, sandstrande og mineralbade.

Banegården i Sotji (eller i hvert fald det allerøverste af banegården).

Banegården i Sotji

Sotji Nye Teater få hundrede meter fra stranden.

Sotji "Nye Teater" få hundrede meter fra stranden.

Skisportsstedet Krasnaja Poljana. Premierminister Vladimir Putin har sit feriehus i området. Foto: wiki

Skisportsstedet Krasnaja Poljana i Kaukasusbjergene nær Sotji. Premierminister Vladimir Putin har sit feriehus i området.

Hvor meget har Ruslands præsident på kontoen? Hvor mange biler har han i garagen? Og hvad tjener landets førstedame? De spørgsmål får russerne svar på i de nærmeste dage, lover præsident Dmitrij Medvedev. Han vil som den første russiske leder offentliggøre en “komplet opgørelse” over sin og sin families formue og indkomst. Det sker, ifølge præsidenten selv, for at sætte et eksempel i kampen mod korruptionen i Rusland.
“Jeg håber mit eksempel vil blive fulgt af andre embedsmænd,” siger han ifølge avisen Moskovskij Komsomolets.

Talsmænd for premierminister Vladimir Putin bekræfter, at også Putin og alle regeringens ministre vil indlevere en formueopgørelse. Det står dog ikke klart, om også disse oplysninger vil blive offentliggjort. Vladimir Putin har tidligere reageret vredt på beskyldninger om, at han skulle have private interesser i blandt andet olieindustrien.

Medvedev har forsøgt at profilere sig på kamp mod korruption og lovløshed i Rusland, siden han blev valgt som Vladimir Putins afløser i marts sidste år. Medvedev har kaldt Rusland et “lovløshedens land” og udnævnt korruption til en trussel mod den nationale sikkerhed.

Og der er nok at tage fat på. Den russiske statsanklager offentliggjorde i sidste måned statistik, som viste, at der blev rejst 280.000 korruptionssager sidste år. Det er dobbelt så mange som året før. Antallet af bestikkelsessager steg med 7,5 procent, sagde vicepremierminister Viktor Sjuvalov.

Ifølge Transparency International rangerer Rusland fortsat blandt de mest korrupte lande i verden. I organisationens 2008-rapport ligger Rusland som nummer 147 i verden i selskab med blandt andre Kenya, Syrien og Bangladesh.

Præsidentens formueopgørelse vil blive offentliggjort inden udgangen af måneden på Kremls hjemmeside.